Brevkasse Vibeke Dorph

Skal jeg fortælle min kæreste, at hans ven flirter med mig?

Min kærestes ven har af flere omgange været meget flirtende overfor mig. Jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg skal sige det til min kæreste, for jeg har ikke lyst til, at det skal ødelægge deres venskab, men samtidig føles det ikke rart. Hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om kærestens flirtende ven

Min kæreste og jeg har været sammen i snart tre år. Igennem alle årene har jeg flere gange været sammen med hans venner til enten en fodboldkamp eller i byen. Min kæreste har en god ven, som jeg også har mødt flere gange. Efter første gang, jeg mødte ham, kom min kæreste bagefter hjem og fortalte, at vennen syntes, at jeg var en afsindig smuk pige, og at min kæreste var heldig.

Efterfølgende har jeg mødt vennen flere gange. Her har han altid hilst venligt på mig, og vi har talt lidt sammen. Hver gang har jeg følt, at han har kigget så intenst på mig, også mens jeg har talt med andre.

En aften var vi i byen, hvor vi skulle sidde ved forskellige borde. Her valgte vennen at sætte sig ved det bord, hvor jeg sad. Jeg følte virkelig, at han nærmest stirrede på mig, og det gjorde mig utilpas. Senere gik vi videre i byen, og her kom han igen over. Vi talte længe, og han fortalte mig en masse meget personlige ting. Her sagde han til afsked, at han syntes, at min kæreste virkelig var heldig at have vundet en kvinde som mig.

Jeg har det o.k. med det, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om jeg skulle fortælle min kæreste, at jeg føler, at hans ven flirter med mig. Hvad tænker du?

Vibeke Dorph råder til at lade være med at lave for meget bøvl ud af den sag

Nej, jeg synes bestemt ikke, at du skal fortælle din kæreste noget som helst. For det første, så kan det jo faktisk forholde sig sådan, at vennen vitterligt bare synes, at du er en sød og klog pige, som han godt kan lide at tale med.

For det andet, så er du vel selv fuldt ud i stand til at sige bestemt fra, hvis vennen vitterligt gik fra blot at være venligt flirtende overfor dig som nu til at lægge decideret an på dig, så her er vel heller ingen fare på færde.

Sidst, men ikke mindst, så synes jeg da også, det ville være virkelig trist, hvis din kæreste og hans vens forhold skulle gå i stykker blot fordi, vennen synes, at du er en sød pige, som han godt kan lide at tale med. Så lad endelig være med at lave for meget bøvl ud af den sag, og nyd i stedet, at vennen godt kan lide dit fine væsen og tydeligvis gode selskab.

Om Vibekes Brevkasse - nu på podcast

VibekesBrevkasse.jpg

I podcasten Vibekes Brevkasse kan du blive klogere på alt fra parforholdsproblemer til familiekonflikter og få gode råd til at håndtere svære følelser som svigt, jalousi og vrede. Her vil Vibeke Dorph, der er mangeårig brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, i selskab med journalist og vært Sara Wilkins nemlig gennemgå nogle af de mange dilemmaer, Vibeke har modtaget i årenes løb for at nå til bunds i nogle af de hverdagsproblemer, der fylder allermest hos danskerne.

Lyt til podcastserien her.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.