Skal jeg genoptage kontakten til mine bedsteforældre?
I mine teenageår led jeg af en spiseforstyrrelse, hvor min bedsteforældre var meget opmærksomme og direkte i spyttet om, at jeg skulle spise mere. Nu er jeg rask, men jeg er stadig sart overfor kommentarer om min spisning og vægt. Jeg er derfor nervøs for at genoptage kontakten med mine bedsteforældre, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om mistet kontakt til bedsteforældre
Jeg er en ung kvinde i 20’erne, der desværre led af en spiseforstyrrelse i mine teenageår. Jeg tabte mig voldsomt, og ingen kunne undgå at se mine forstyrrede spisevaner ved familiearrangementer.
Mine bedsteforældre var også meget bekymrede og konfronterede mig flere gange på en meget direkte facon. De holdt øje med, at jeg spiste op og tvang mig til at spise mere.
Jeg ved godt, at det alt sammen var gjort i kærlighed, men desværre var det meget grænseoverskridende dengang og også grunden til, at jeg, uden at fortælle dem hvorfor, brød al kontakt med dem.
Nu er der gået nogle år, og jeg har det heldigvis bedre. Desværre ved jeg også, at jeg på ingen måde skal konfronteres med min vægt eller spisevaner, hvis jeg vil undgå “tilbagefald”. Jeg er derfor bange for at skulle se mine bedsteforældre igen.
Annonse
Omvendt ved jeg også, at jeg jo kun har dem på lånt tid, og at det derfor er nu, jeg skal genoptage kontakten, hvis jeg vil nå at have nogle gode år med dem. Har du et råd til, hvordan jeg skal håndtere det?
Vibeke Dorph råder til at genoptage kontakten
Hvor siger det meget godt om, hvor langt du er nået, når du nu føler dig klar til at genoptage kontakten med dine bedsteforældre. Og selvfølgelig skal du det. For din tidligere lidelse ville få lov til at sende alt for lange skygger over dit liv, hvis ikke du får forsonet dig med dine bedsteforældre, før det er for sent.
Jeg forstår dog godt, hvis du er nervøs for gensynet. Det vil efter så lang tid blive en følelsesladet stund, og skal du tilmed her lægge ud med at forklare dem, hvad du ikke vil tale med dem om, så bliver det ikke lettere.
Derfor vil jeg foreslå dig, at du sender dine bedsteforældre en mail eller et brev, før I ses. Fortæl dem her, at du har savnet dem og glæder dig til at se dem igen, men også at du stadigvæk er præget af efterdønningerne af din lidelse. Derfor har du i første omgang hverken lyst eller kræfter til at tale om den.
Du kan overveje at vedlægge lidt information om spiseforstyrrelser og om at være pårørende til sådanne. Ad den vej kan vi håbe på, at dine bedsteforældre bliver klar over, at en spiseforstyrrelse ikke kan helbredes ved, at man siger til folk, at de blot skal spise mere.
Om du gør det ene eller begge dele, vil jeg lade være op til dig. Vigtigst er det, at du får taget tråden til dine bedsteforældre op hurtigst muligt. Ikke kun for deres skyld, men også fordi, jeg tror, det vil være en måde hvorpå, du får vist dig selv, at det ikke længere er sygdommen, der har magten over dig. For den magt har du nu selv for alvor taget tilbage.
Skriv til Vibeke
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.
Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.
