Kvinde ligger på sin seng

Skal jeg lære at leve i et ægteskab uden samleje?

Min mand har aldrig rigtig haft lyst til samleje. For et år siden fik han konstateret en kronisk sygdom, som delvis kan forklare tilstanden, men jeg er ikke sikker på, at jeg kan klare et helt ægteskab uden sex, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om fraværende samleje i ægteskab

Jeg lever i et ægteskab, der på mange måder fungerer, men der er blot et stort problem.

Min mand har ingen lyst til sex overhovedet, og han tænder ikke på mig.

De første år af vores forhold forklarede han fraværet af sex med stress, arbejde, forkølelse osv. Vi fik et barn sammen og købte hus, og hele tiden håbede jeg på, at hans sexlyst ville ændre sig, men det skete ikke. Hvis jeg forsøgte at italesætte problemet, gav han mig skylden og sagde, at jeg enten ikke lagde nok op, ikke var tydelig nok i mine behov eller modsat; var for pågående.  

Det gjorde mig ulykkelig, men vores venskab, vores fælles drømme og vores barn bevirkede, at jeg ikke ville gå. Det var dog med ondt i maven og stor fortrydelse, at vi blev gift for fem år siden, for jeg følte fortsat, at noget var forkert. For et år siden fik han så konstateret en kronisk sygdom, der delvis kan forklare hans manglende sexlyst. Der kunne gøres noget, og jeg håbede, at vi i fællesskab kunne få mere intimitet i vores liv, men det skete ikke.  

Nu planlægger vi at flytte tættere på vores familie. Jeg vil det gerne, men jeg er også ulykkelig over tingenes tilstand. For mig er det ikke et ægteskab, hvis der ikke også er sex. Til gengæld er min mand også en ven, som jeg ikke vil undvære. Han er også en varm og samvittighedsfuld far, og han ønsker mig alt godt på jorden. Skal jeg bare acceptere, at mit liv er seksuelt slut? At det blot er tryghed og kaffe herfra? Jeg tænker ofte på at bryde op, men hver gang jeg ser ham sammen med vores barn, så virker det egoistisk og skørt. Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph råder til samtale

Jeg kan godt se, at det er noget af et dilemma, du står i her. På den ene side har du et uproblematisk parforhold med en mand, du deler både dagligdag, barn og drømme med. På den anden side er der så noget, der halter fælt, nemlig jeres totalt manglende sexliv.

Nu virker det underligt på mig, at din mand slet ikke savner sex i sit liv, har I fået talt om, hvad det bunder i? Interesserer sex ham ikke, går hans lyster måske i andre retninger eller?

Det er vigtigt at få talt om, ikke kun for at få problemet løst, men mest fordi vished avler klarhed, og klarhed løsninger. Er din mand her fast besluttet på, at sex ikke skal være en del af hans liv heller ikke fremover, så må du træffe de valg, der er bedst for dig. Det kan være, at du skal få dit behov for sex dækket andetsteds, det er der altså flere end du tror, der gør. Også folk der i øvrigt lever i varme og solide forhold – her er forholdet ofte blevet bedre, netop fordi man har indrettet sig efter, at behovet for sex er så forskelligt.

Har du svært ved at se sex, som noget, du kan have med andre end din mand, så må du én gang for alle stille ham stolen for døren. Vil han her fortsat ikke medvirke til at gøre noget ved jeres udfordringer, så må du drage konsekvensen af det. Leve med det eller bryde op.

Og jo, det sidste er hårdt, men I lyder til at være gode kammerater, der nok skal kunne finde ud af at indrette jer, så det ikke kommer til at gå ud over jeres barn. Vigtigt er det, at du får truffet et valg, for den manglende sex skygger alt for meget over dit liv lige nu, og det er spild af din gode tid og tilværelse.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.