Vi frygter, at vi aldrig får vores penge igen
Min kusine og hendes mand har lånt penge af os, som vi skulle have igen, når de havde solgt deres bil. Nu er bilen solgt, men vi har ikke fået pengene igen. Min kusines mand har et heftigt temperament, og jeg vil ikke ud i et uvenskab med ham, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om kusine, som har lånt penge
Jeg har et tæt forhold til min kusine, der for et halvt år siden røg ud i økonomiske problemer. Sagen var, at hendes mand mistede sit job kun et år før, at han skulle på pension. Min kusine har altid været hjemmegående, og der har aldrig manglet penge i hjemmet, men nu stod de så der med håret i postkassen. De havde næsten lige købt en ny bil, og da de spurgte, om min mand og jeg kunne låne dem penge, indtil de fik solgt bilen, sagde vi ja.
Bilen blev solgt for tre måneder siden, men vi har stadigvæk ikke fået vores penge retur. Når vi ser dem, snakker de hver gang om, at det er så svært at få enderne til at nå sammen, men de har endnu ikke nævnt deres gæld til os. Vi står ikke og skal bruge pengene, og vi kan jo også godt se, at de er hårdt spændt for. Vi har derfor ikke selv nævnt gælden, men det er altså 10.000 kroner, det drejer sig om, og vi begynder begge at blive nervøse for, om vi nu skal igennem et længere tovtrækkeri med dem for at få pengene igen. Min kusines mand har et ret så voldsomt temperament, og der er ingen af os, der magter at rode os ud i et uvenskab med ham. Hvad pokker stiller vi op?
Vibeke Dorph råder til venligt, men bestemt italesætter de mellemværende penge
Det er dårlig stil, når din kusine og hendes mand ikke overholder den aftale, som I indgik, da de lånte pengene af jer. Endnu ringere stil er det, når de end ikke spørger om lov til at vente med at betale pengene retur, men blot gemmer sig bag indirekte hentydninger til, hvor elendig det stadigvæk står til med deres økonomi. Du skal derfor starte med at pakke den dårlige samvittighed væk. I har været hjælpsomme og generøse, det er din kusine og hendes mand, der ikke opfører sig ordentligt her.
Når nu de ikke kan finde ud af at bringe deres gæld til jer på banen, så må I selv gøre det. Om I står og skal bruge pengene lige nu, er sagen uvedkommende, de har lånt dem af jer, nu vil I gerne vide, hvornår I får dem retur. Derfor kommer I ikke uden om selv at være dem, der bringer gælden på bane, næste gang I ses. Sig til dem, at det er ubehageligt for jer, men at I havde forventet at få pengene som aftalt, når bilen var blevet solgt. Det har I ikke fået, så hvornår kan I så forvente at få dem. Underhold endelig ikke om, at I ikke selv skal bruge dem, men sig i stedet, at I selv har brug for at få overblik over jeres egen økonomi. Om I finder frem til en afdragsordning eller en ny deadline for betaling af gælden, må I tale jer frem til. Vigtigst er det, at I venligt, men bestemt italesætter jeres mellemværende, således at din kusine og hendes mand forstår, at I ikke har glemt gælden, men selvfølgeligt forventer at få jeres penge igen.