Caroline Albertine Minor: “Jeg tænker ikke på det at skrive som en karriere”

– Det var ikke sådan, at bøger fyldte alt i mit barndomshjem. Min mor var afspændingspædagog, og min far var økonom, men de har altid læst meget højt for mig. Jeg oplevede tidligt den opslugthed, en bog kan give. At du bare forsvinder ind i den. Så snart jeg forstod, at bøger var skrevet af nogen, tænkte jeg, at sådan en ville jeg gerne være. Det begyndte med hjemmelavede foldebøger, som var klipset sammen, typisk gyserhistorier, som jeg lavede tegninger til. Senere, da jeg var 14-15 år, begyndte jeg at skrive små, poetiske sætninger eller aforismer. Jeg brugte en hel sommer på at lave et dokument med sætninger og opdagede på den måde tilfredsstillelsen i at lave en rigtig god sætning.

Aldrig god nok

– Det gik først sent op for mig, at jeg har talent for at skrive. Selvfølgelig skete der noget, da jeg fik at vide, at jeg var en af seks udvalgte blandt flere hundrede ansøgere til Forfatterskolen. Det var et slags stempel. Men så snart jeg begyndte på skolen, forsvandt den følelse. Det handlede mest om at læse hinandens tekster og give feedback. Du må ikke selv sige noget om din tekst, præsentere eller forsvare den. Den skal tale for sig selv. Det var notorisk hårdt. Det siger de fleste, der har prøvet det. Jeg lærte at forholde mig skeptisk til mine egne tekster, men det betød også, at jeg absolut ikke følte mig dygtig. Jeg overvejede også flere gange, om jeg overhovedet skulle være forfatter. Men jeg holdt fast, nok fordi min trang til at skrive altid har været stærkere end min tvivl.

Begynderheld

– Jeg tænker vildt meget over modtagelsen af en bog. Inden den udkommer, prøver jeg altid at gøre mig hård og øve mig i at være ligeglad. Det er svært, når det går godt, for jeg har jo lige forsøgt at overbevise mig selv om, at anmeldelser er ligegyldige og et udtryk for tilfældige menneskers personlige holdninger. Og kan jeg tillade mig at være glad for en god anmeldelse, når jeg har sagt til mig selv, at de intet betyder?

– Det var større for mig at færdiggøre min bog nummer to, Velsignelser (en novellesamling om sorg og venskab, som følger en række kvinder, der har gennemgået forskellige former for kriser, red.), end min debutroman, Pura Vida (som handler om en ung kvindes oplevelser under sine tre sabbatår, red.) Det var nok en form for vendepunkt. Min første bog blev antaget af et forlag, lige efter jeg forlod Forfatterskolen, og det virkede lidt som et tilfælde. En slags beginners luck. Jeg tænkte: "Nå ja. Alle kan skrive én bog." Men at have to bøger stående i reolen, hvor mit navn står på ryggen, er noget andet.

Da jeg havde skrevet min første bog, sagde jeg ikke, at jeg var forfatter. Jeg sagde, at jeg studerede, at jeg var på barsel eller at "jeg skrev". Nu siger jeg for det meste, at jeg arbejder som forfatter. Jeg tror, det handler om kvantiteten. Nu er der to bøger. Og forhåbentlig kommer der også en tredje.

– Jeg tror også, at det var sundt for mig, at min første bog blev godt modtaget, uden at jeg blev udråbt til noget som helst. Velsignelser har fået en del mere opmærksomhed, og det skal jeg lige ryste af mig.

Ikke en karriere

– Jeg tænker ikke på det at skrive som en karriere. En karriere indebærer en eller anden idé om progression, effektivitet og fremdrift, og jeg vil gerne have, at det skal være meget mere uforudsigeligt. En karriere er noget, der skal passes og planlægges, man skal ville et sted hen, og det vil jeg ikke. Hvis jeg bare kan få tid og rum til at skrive. Jeg tænker næsten ikke på det som et arbejde. Jeg ser det som en forlængelse af mig selv. Selvfølgelig er der dage, hvor det er kedeligt, og hvor jeg tvinger mig selv til at skrive, men jeg ser det som noget meget mere frit end et arbejde. Jeg har derfor heller aldrig været i tvivl om, at jeg skulle have en uddannelse ud over at være forfatter, og derfor læser jeg også antropologi.

– Den største udfordring ved at være forfatter er det økonomiske og familiemæssige. Jeg kunne godt tænke mig flere børn. Min søn er fire år, og der er endelig kommet lidt luft. Min kæreste instruerer film, og vi taler meget om, hvordan vi kan indrette vores liv, så der er plads til os begge. Som forfatter sidder du ikke på et kontor, og der er ikke nogen, der rigtig har brug for dig. Du skal sige til dig selv, at din historie har brug for dig.