Caroline Henderson: "Det var så altopslugende rædselsfuldt, at jeg faktisk ikke anede, hvad jeg skulle gøre"

Hvis du var ung i slutningen af 80’erne, har du helt sikkert stået med hårbørsten foran spejlet og skrålet med på Mandags-stævnemøde og Jeg vil la’ lyyyyyset brænde, hvor en ung Caroline Henderson sang sig ind i danskernes hjerter som en del af 80’er-fænomenet Ray Dee Ohh med hits, du ikke lige sådan glemmer. Heller ikke tre årtier senere. Og var du teenager i 90’erne, er der stor sandsynlighed for, at du ikke ville være som alle de andre, og måske var en af dem, der fyldte pladesamlingen med triphop-navne som Massive Attack og Portishead eller anden musik i indie-genren, mens du fantaserede om at barbere håret af som Caroline Henderson.

Sangerinden, der så at sige var færdig som popsanger og i 1995 udgav debutsoloalbummet Cinemataztic, hvor hun omsider havde fået lov til at bestemme selv musikalsk i selskab med Thomas Blachman og Kasper Winding. Et album, der med hits som Made in Europe og Kiss Me Kiss Me var så langt fra Ray Dee Ohh, som hun næsten kunne komme. Først flyttede hun fra Sverige til Danmark, hvor hun hverken havde familie eller netværk og opfostrede to sønner alene. Siden har hun udgivet en række jazzalbums, lavet tv, teater og film, mødt en ny mand og har fået endnu en søn.

Vi har talt med den 57-årige jazzsangerinde om, hvad der har haft størst betydning for, at hendes liv har udviklet sig, som det har. Fra den kaotiske opvækst i 60’ernes raceopdelte USA til livet som alenemor i Danmark på vej mod en imponerende karriere. Og til i dag, hvor hun endelig kan læne sig tilbage og, med diskret svensk accent og hyppige brug af engelske udtryk, der vidner om et liv med rødder i flere lande, sige: “Det er faktisk ret great at være mig nu.” Her er 10 ting, der har formet hende professionelt og personligt.

1 Jeg blev tidligt konfronteret med race

– Jeg er helt sikkert præget af at have boet så mange forskellige steder. Bl.a. i Philadelphia og New York i USA og i Paris, Stockholm og København. Jeg er barn af hippiegenerationen. Min far var jazzmusiker, og min mor var dengang – hun lever stadig – en pæn pige fra den øvre middelklasse, som pludselig tog sit brune barn og flyttede til New York, hvor hun kastede sig ud i et vildt kunstnerliv. Ikke comme il faut i vores familie, skal jeg hilse og sige. Der var rigtig mange politiske spændinger i USA dengang med den kolde krig, Malcolm X, mordet på Martin Luther King og hele raceopdelingen i USA, som var meget markant på det tidspunkt.

– Jeg boede i Sverige de første tre-fire år af mit liv, og der husker jeg ikke, at jeg tænkte over, at jeg så anderledes ud. At jeg var mixed race. Men i USA var det noget, jeg skulle forholde mig til fra day one. Jeg skulle gå i særlige skoler, som ikke kunne være kun for sorte eller kun for hvide, men skulle være med andre af blandet race, og det blev ofte påpeget, at min mor var hvid. Jeg skulle tage stilling til race fra morgen til aften. Så jeg gik fra at være et lidt overbeskyttet overklassebarn med designertøj og guldsmykker i Sverige til at havne i en ghetto, hvor jeg virkelig måtte lære at slå fra mig.

2 Jeg blev alene med to små børn

– De hårdeste perioder i livet er ofte de mest lærerige. Jeg har haft en rodet opvækst og haft svært ved at definere, hvem jeg var. Jeg blev alenemor til mine to sønner på halvandet og fire år, da jeg var midt i 20’erne, og det var en sand gyser i så ung en alder. Det var så altopslugende rædselsfuldt, at jeg faktisk ikke anede, hvad jeg skulle gøre. Jeg tror faktisk, at det var den sværeste periode i mit liv. Det er ikke, fordi jeg ikke har haft problemer siden, og der ikke er bump på vejen i dag, men i 20’erne var mit liv meget turbulent.

– Jeg var lige flyttet til Danmark og havde ingen familie her og intet job. Jeg kendte ingen overhovedet, så det var virkelig grænseoverskridende. På den anden side var det også godt at være ung i den situation. For hvis jeg havde været i stand til at tænke alle de der rædselsscenarier til ende med den viden og erfaring, jeg har i dag, ville det måske have været endnu værre. Og så kan du klare dig med meget mindre af alting, når du er ung. Når du får børn, finder du ud at, at du kan gå rigtig langt uden mad, vand og søvn. Jorden rundt faktisk. Alle dine behov bliver sat til side. Heldigvis for børnene.

3 Jeg måtte opgive idealet om kernefamilien

– Jeg har altid stillet store krav til mig selv som mor. Men jeg er ved at slippe dem nu. Fordi jeg selv har haft en meget vaklende start på livet, har jeg tænkt, at jeg skulle være perfekt i min forældrerolle. Jeg har været meget angst for at gentage mine forældres historie (Caroline Hendersons forældre blev skilt, red.) og ville så gerne finde en base i mit liv og den rigtige partner, få nogle børn og give dem en anden barndom end det kaotiske liv, jeg selv voksede op i. Jeg havde meget skyldfølelse over, at jeg og ungerne var havnet i den situation og følte, at jeg var mislykkedes, fordi jeg ikke kunne give mine børn en kernefamilie.

– I dag har min mand og jeg en sammenbragt familie, og det er lige så smukt. Men da jeg var yngre, var jeg meget hård ved mig selv. Jeg syntes ikke, at det, jeg havde at tilbyde, var godt nok, og jeg kompenserede ved nærmest at tage livet af mig selv. Mine børn skulle ikke i vuggestue, i børnehaven skulle de hentes før alle andre, og om sommeren skulle de altid have seks uger fri i træk og rejse en hel masse. Jeg har slidt mig selv fuldstændig ned for at være på. Det skulle ikke hedde sig, at de kunne mærke, at jeg var enlig mor eller ikke havde en familie i Danmark. Sådan har jeg det slet ikke længere.

– I virkeligheden tror jeg, at de sætter enormt stor pris på, at jeg slapper af i dag. Når du kompenserer så meget, som jeg har gjort, i stedet for at hvile i forældrerollen, er det jo, som om du siger, at der hele tiden er noget galt. Men du er nødt til at åbne dine arme og stole på, at det, du har givet dem med, er fint og godt nok. Jeg bliver glad, når jeg hører mine drenge sige, at de føler sig meget elskede. Dem undtaget er der meget, jeg ville have gjort anderledes med den viden og erfaring, jeg har i dag. Du kan sidde længe og trevle dit liv op, men det er jo tilværelsens præmis. Vi har heldigvis ikke facit ved hånden.

4 Jeg blev reddet af Ray Dee Ohh og sagde farvel i tide

– Ray Dee Ohh kom ind i mit liv som en mærkelig livbøje. Jeg var heldig, fordi gruppen jo blev en stor succes. Af den grund var det et fantastisk job at have i småbørnsårene og både praktisk og lærerigt. Jeg skulle ikke arbejde særlig meget, fordi jeg hverken skrev eller producerede, men bare var frontfigur og kunne forsørge mig selv og børnene. Det var en luksus. Jeg havde ikke drømt om, hvor stor indflydelse Ray Dee Ohh ville få på folk og synes stadig, at det er virkelig smukt. Men for mig var det en parentes. Jeg lærte rigtig meget, optrådte på store scener, lavede interviews og musikvideoer, var i fjernsynet og fløj frem og tilbage.

– Det var virkelig life in the high lane i musikbranchens velmagtsdage og sjovt. Men så var det heller ikke sjovere, og jeg havde sat en tidsgrænse på helt fra starten. Når jeg følte, at jeg var stærk nok til at flyve selv, ville jeg stoppe. Jeg havde ikke lyst til at blive i det, fordi jeg også sagde ja til et image, som jeg aldrig helt følte mig hjemme i. Jeg havde levet et meget anderledes liv end andre på min alder på det tidspunkt, og jeg følte mig mere som en på 45 år eller endnu ældre end en i 20’erne. Og så var det lidt mærkeligt at stå at synge om mandagsstævnemøder og lave interviews om, hvad min yndlingsfarve var, og hvad jeg gik klædt i. På den anden side var det også skønt ikke at blive spurgt om, hvordan jeg egentlig havde det, og det var en meget rar beskyttelsesskærm at fremstå lidt overfladisk i en periode, hvor jeg faktisk ikke havde lyst til, at der blev gravet i det, jeg gik igennem.

– Det var en af de mest eksistentielle perioder i mit liv, og det var sådan en vidunderlig supermandsdragt at tage på. Jeg kunne gå ud og være hende fra Ray Dee Ohh og komme hjem og læse Nietzche. Men popkarrieren havde en naturlig udløbsdato få år senere, og derefter kom jeg tilbage på min egen vej.

5 Jeg mødte mine musikalske soulmates

– Jeg er uden tvivl skabt af jazz. Min far var jazzmusiker, og jeg er opvokset med hele Motown-bølgen. Jeg hørte alt fra The Jackson 5 til Diana Ross og selvfølgelig en masse jazz, selv om det nok mest var baggrundsmusik for mig dengang, fordi det var det, mine forældre dansede ‘pinligt’ til. Allerede inden Ray Dee Ohh var jeg derfor tiltrukket af det mere eklektiske i musikken, som jazz, bebop, poetry slam og blues. Bortset fra hip hop var 80’erne én lang pause for mig musikalsk, fordi alt andet var så glat og overfladisk.

– Derfor var Ray Dee Ohh også sådan en sorbet mellem retterne, hvor jeg lige fik renset smagsløgene, inden jeg fandt tilbage til mig selv. Og så kom 90’erne, hvor jeg bare tænkte: “Yes!” Der begyndte den elektroniske musik virkelig at røre på sig. Jeg havde en lang kamp med pladeselskabet om min første plade, så det tog en krig at komme i gang. Jeg var inspireret af bl.a. Neneh Cherry, Portishead og Massive Attack, og det syntes de bare var vildt mærkeligt. Men så mødte jeg Thomas (Blachman, red.), og endelig var der én, der forstod mig.

– Årene op til havde været så besværlige, så da jeg mødte én, der talte samme sprog, var det egentlig en nem proces at lave Cinemataztic. Og så kom Kasper (Winding, red.) og skrev hitsene, gudskelov. Ellers tror jeg ikke, at der ville have været mere end tre mennesker, der havde købt den plade.

6 Jeg nægtede at nøjes med at lave én ting

– Jeg synes, jeg fandt mig selv med Cinemataztic. Jeg gik fra at være hende poptøsen med det store hår til at barbere det hele af og optræde i den første musikteaterkoncert, Gasolin, på Dr. Dantes Aveny, som teatret hed dengang, skaldet i store boots med motherfucker-attitude, ligesom på coveret af mit debutalbum. Jeg var 33 år, og jeg kan huske, at jeg følte mig ekstremt gammel. Livet havde budt på så meget allerede. Men det var en fantastisk tid for mig. Jeg fik jo også den succes og anerkendelse, som jeg higede efter, med det album. Men så snart succesen var etableret, begyndte folk at forvente, at jeg ville lave mere af det samme.

– Der er rigtig mange, der har haft svært ved at placere mig. “Kommer der ikke snart et hitalbum?” “Vil du nu være skuespiller?” Jeg har nok en side, der er lidt Rasmus Modsat og havde brugt meget af mit liv på at søge en form for eksistensberettigelse. Bevise, at jeg var god nok. Men siden min første jazzplade, Don’t Explain, fra 2003 har jeg mere eller mindre holdt mig på den vej. Jeg blander selvfølgelig med andre genrer, og min næste plade vil formentlig være på to sprog, men det hele kommer fra samme moderkage, so to speak. Jeg tænker sådan, at jeg gennem tiden har sendt en masse små både ud, og nu er de alle sammen kommet tilbage samtidig. Jeg bruger dem alle sammen og nyder at have så mange forskellige projekter i mit arbejdsliv. “

7 Jeg har accepteret, at kroppen forgår

– Jeg bekymrer mig ikke om kroppens forgængelighed længere. Det er jo meget snedigt, at den fiksering af dit udseende, du har som 14-årig, hvor du kan bruge timer på at studere den mindste detalje ved dig selv, forsvinder med alderen. Der er bare nogle andre ting, der fylder. Men selvfølgelig er det mere udfordrende at blive ældre. Jeg kan ikke danse en hel nat i høje hæle, og jeg kan ikke drikke en flaske champagne uden at mærke det næste dag. Og næste dag og næste dag.

– Jeg kan godt mærke, at min krop ikke kan klare det samme mere. Jeg kan ikke arbejde 80 timer om ugen, uden min krop bliver meget træt, hvor jeg som ung kunne nøjes med at sove fire timer, tage i studiet om natten, tage hjem og aflevere børn i børnehave og vende døgnet om. No problem.

– Forfængelighed er noget andet end forgængelighed for mig. Jeg tror altid, at jeg vil være forfængelig. Jeg ved jo godt, at jeg ikke længere kan ligge på en sofa og hælde flydende Marabou ned, uden det har konsekvenser. Jeg er nødt til at træne, spise gode ting og farve hår, hvis jeg vil se ud, som jeg gør. Jeg går også pænere klædt, for i min alder er det bare ikke sødt at gå rundt i en lidt snavset T-shirt. Jeg kommer fra en familie, hvor kvinderne er pyntesyge, til de stiller træskoene, og sådan er jeg nok også selv.

8 Jeg har genoplivet et barndomsminde

– Jeg er god til at formidle følelser. Det tror jeg egentlig er min spidskompetence. At være kanal for andre menneskers følelser. Musik er virkelig god healing, og det er på mange måder en shortcut til følelser. I år er det 10 år siden, jeg begyndte at afholde julekoncerter, og de er rigtig gode til at skabe det rum. Jeg er vokset op i lande, hvor kirken har været et naturligt samlingssted for min familie, især den svenske kirke i Paris, som kulturcentrum eller medborgerhus, hvor du kan komme med dine børn, og hvor der bl.a. er bazar eller koncerter.

– I min familie havde vi tradition for, at gå til julekoncerter i kirken, og det nød jeg rigtig meget. Mine julekoncerter er en måde at genopleve mine barndomsminder på. Jeg optræder med sange fra mit eget repertoire, men i en mere akustisk udgave blandet med mere traditionelle julesange. Jeg vælger også især sange om kærlighed, som jeg synes harmonerer med julen og budskabet om næstekærlighed. Det kan være alt fra Bob Dylan og Joni Michell til mine egne numre, så længe de har noget på hjerte. De koncerter betyder rigtig meget for mig, måske især fordi det ikke handler om at promovere eller sælge noget specifikt.

– Jeg har med vilje valgt ikke at indspille en juleplade, selv om jeg er blevet spurgt flere gange. Det er mit rum sammen med publikum, og det er et virkelig fint rum. Det føles smukt at være med til at danne et fællesskab, der kan samle os mennesker om at skabe en tradition.

9 Jeg har lært af forskellige kulturer

– Jeg betragter klart mig selv som feminist. Kvinder skal bare kæmpe lidt mere for tingene end mænd. Der er flere barrierer for os. Det har jeg også forsøgt at forklare mandlige kolleger, mine sønner og mandlige venner. Men jeg synes, at du i Danmark ofte skal ind i en diskussion om, hvorfor du er feminist, og hvad det handler om.

– Jeg er opvokset i Sverige og USA, hvor det i nogle kredse er en selvfølge, at mænd også er feminister. Det betyder jo bare, at kønnene skal have lige rettigheder, og det burde være det mest naturlige, men det er det bare ikke, vel? Det var det bestemt ikke dengang, jeg var yngre, og det er det bestemt ikke nu. Hvor mange gange er jeg fx ikke blevet spurgt af journalister og mandlige kolleger, hvad jeg gjorde med min karriere, da jeg fik børn, mens mine mandlige kolleger kan få to, fire eller femten børn uden at blive spurgt, hvordan de får det til at hænge sammen. Vi diskuterer bare den slags meget mere i Danmark, ligesom vi også diskuterer race og the N-word meget mere.

– Jeg synes, det var totalt ufedt at blive kaldt N-ordet, da jeg flyttede til Danmark i 80’erne, og jeg var meget overrasket over, at danskere uden problemer syntes, at de bare kunne kalde mig det. Og når jeg sagde: “Hey, det kan jeg ikke lide at blive kaldt, fordi det sårer mig, og det har den historik, det har, sagde de bare: “Nå! Det har vi altså altid sagt i min familie …”

– Det er lidt det samme med Me too-bevægelsen. “Nu har I kvinder talt om det her i fem minutter, og nu må I godt stoppe, nu har vi fattet det.” Nej, I har ikke! Det tager tid og vilje at ændre flere hundrede års kvindeundertrykkelse. Fordelen ved den danske mentalitet er, at man kommer igennem det, og der ikke bliver fejet ret meget ind under gulvtæppet. Man diskuterer tingene med det samme.

10 Jeg har fået lov til at udleve min drøm

– Alle aldre har sin charme. Som man også siger om børn. Jeg føler, at jeg er et sted i mit liv, hvor jeg kan nyde alle mine aldre. Jeg har rigtig meget erfaring og kan samtidig bruge alle de ting, jeg har fået med mig nu. Men jeg har stadig den barnlige glæde ved at møde nye mennesker og opleve nye ting. På den måde føler jeg, at jeg er meget i kontakt med ‘lille Caroline’. Måske endda mere i dag, end da jeg var helt ung, fordi jeg på det tidspunkt havde så travlt med at blive voksen.

– De sidste 15-20 år har jeg fået lov til at lave de ting, jeg altid har drømt om. Jeg skriver materiale selv, jeg producerer selv, og jeg er med i nogle fællesskaber, hvor jeg får lov til at udfordre mig selv i højere grad end tidligere samtidig med, at jeg laver musik og turnerer mere end nogensinde. Det har taget lang tid at finde hjem til mig selv, og det er en proces, der nok aldrig slutter. Men det er vel selve meningen med livet.

Hvem er Caroline Henderson?

• Født i 1962 i Stockholm af en svensk mor og en amerikansk far.
• Opvokset i bl.a. USA, Frankrig og Sverige. Flyttede til Danmark i 1983.
• Blev i 1989 landskendt i duoen Ray Dee Ohh med Maria Bramsen med hits som Efterår, Mandags-stævnemøde og Jeg vil la’ lyset brænde.
• Udgav sit første soloalbum Cinemataztic i 1995 i samarbejde med Thomas Blachman og Kasper Winding.
• Har siden udgivet 11 soloalbums og etablerede sig med Don’t Explain fra 2003 som mere rendyrket jazz-sangerinde.
• Har også arbejdet med tv, teater og film.
• Har i år 10-års jubilæum med sine traditionsrige julekoncerter landet over.
• Er aktuel med forestillingen Divaer i glas i Glassalen i Tivoli med bl.a. Birgitte Hjort Sørensen og Kaya Brüel og forventer at udgive et nyt album i begyndelsen af 2020.
• Har en søn på 16 år med sin mand Martin samt to voksne sønner fra et tidligere forhold.