Peter og Caroline fandt kærligheden og valgte at flytte til en lille ø: Nu ved alle, hvem de er
Først grinte de af idéen. Så blev det alvor. I dag bor Caroline og Peter på andet år på Læsø, hvor han er landbetjent, og hun driver et økologisk jordbrug – en radikal ændring for de to tidligere kriminalteknikere fra Storkøbenhavn, der stadig er i gang med at tilpasse sig ø-livet.
Folk sagde, at vi var modige. I dag tænker jeg, at vi var lidt dumdristige.
Caroline Mortensen griner. Den 47-årige arkæolog og tidligere kriminaltekniker har humoren i behold, og det kan der være god brug for, når man hiver sine rødder op af den storkøbenhavnske muld og planter sig selv på en sandet ø i Kattegat.
"Hvis man tænker for meget over tingene, så sker der ikke noget," tilføjer hun.
Hendes mand, Peter Mortensen, smiler også. De er begge imødekommende mennesker, der greb en chance, da den bød sig. Helt konkret var det en stilling som landbetjent på Læsø. Ikke et helt naturligt karrierevalg for en kriminaltekniker, der bor i en sammenbragt familie med kone og fire børn – og dog:
"Jeg var nået til det sted i livet, hvor jeg troede, jeg ville være. Men livet går jo ikke i stå. Hvis der er nye drømme, skal man da forfølge dem," erklærer Peter, 49.
Da de to mødtes i 2018, boede han i Vejle og Caroline i Rødovre. Peter har to voksne børn, og Caroline har fire børn, der dengang var to, fire, otte år og 16 år. Peter valgte at flytte til Sjælland, for som han siger:
"Vi skulle ikke være weekendkærester."
Selvom de kom til at bo sammen, så de alligevel ikke meget til hinanden. Parret ledte derfor efter et liv med større råderum, både mentalt og økonomisk. Det ville de ikke få, hvis de blev i deres nuværende jobs på Rigspolitiets Nationale Kriminaltekniske Center.
Ø-fordringer
Stillingsannoncen med jobbet på Læsø var derfor en mulighed for mere nærvær:
"Først grinte vi og slog det hen, men så begyndte vi at snakke alvorligt om det," fortæller Caroline, mens Peter nikker og tilføjer:
"Det lyder så romantisk at flytte til en ø, men det er nogendels hårdere, end det lyder."
Annonse
Det hårde har på mange måder været tilvænningen til et lille samfund.
"Jeg har aldrig haft sådan en funktion, som jeg har her. Jeg er nærmest ophøjet, som læger og lærere var det i gamle dage, og det har jeg svært ved at vænne mig til. Når jeg handler i Brugsen, tager det halvanden time, for folk spørger om alt muligt. Men det kan jeg nu godt lide," forklarer Peter med et smil.
På Læsø er øgenavne noget, man har eller får. Øgenavnet "Peter Pistol" kom helt naturligt, fordi den nye landbetjent, modsat den tidligere, altid bærer sit våben, når han er i tjeneste.
"Det er en del af min uniform, og det har jeg altid gjort, men her har det vakt opsigt," fortæller han.
Caroline startede med at være ansat i Læsø kommune, men er i sommer sprunget ud med eget økologisk jordbrug, og det vækker også opsigt på øen.
"Caroline og jeg er vant til at være ligeværdige mennesker, men herovre blev hun hurtigt landbetjentens kone ..."
"og nu er det Fru Økobetjentens kone," indskyder Caroline og griner.
De er åbne omkring, at det kræver tid og indsats at komme til at føle sig hjemme på en ø, men at der også er mange plusser.
"Hjælpsomheden er stor, og vores tre piger fandt virkelig hurtigt deres vej og har et fantastisk liv her på øen," siger Peter.
Annonse
1800 øjne kigger
Da familien boede i Rødovre, blev børnene fulgt alle steder hen. Her på øen har de fået en meget større frihed.
"Hvis vi ikke ved, hvor de er, så kan vi altid ringe og spørge buschaufføren. Han kører rundt med alle øens børn og ved, hvor de er sat af," siger Caroline.
"Der er ingen, der kører forbi et barn, der står alene – så stopper man og spørger, hvad der er galt. Det er alt sammen meget tæt på. Jeg kan også godt lide, at jeg kan se effekten af det, jeg laver som betjent. Før var jeg en del af et stort maskineri, men her kan jeg virkelig se, når jeg gør en forskel," forklarer Peter.
Hans opgaver spænder vidt fra forsvundne el-scootere til at nuppe folk, der kører trailer uden trailerkørekort. Han har aldrig haft brug for at trække sin pistol, men en gang har han haft den skudsikre vest på:
Annonse
"Det var lige efter, at jeg var begyndt herovre; en psykisk syg kvinde var gået amok i et sommerhus, og der går altså nogle timer, før der kommer forstærkning fra fastlandet, så der tog jeg den på," fortæller han.
Peters nærmeste kollega er hunden Kaiba, som var medvirkende til, at Peter valgte jobbet som strisser på Læsø:
"Jeg har været hundefører i politiet i mange år og er meget glad for hunde, men det var efterhånden slidsomt at have de mange nattevagter, der førte med jobbet i København," siger han.
På Læsø kører han som regel en runde fredag og lørdag aften, men det er hans eget valg. Hans primære funktion er at være synlig, men som han siger:
"Jeg holder øje med 1800 øboer, men der er 1800 øboer, der holder øje med mig. Jeg var ikke forberedt på, at det blev en identitet i så høj grad, som det er blevet, så jeg opfører mig pænt, erklærer han med et glimt i øjet."
Når Peter Pistol og hans økokone skal gøre status over deres (ø)liv, lyder det:
"Kig lige ud på det der."
De peger ud mod haven, og længere væk havet, der omkranser huset på den østlige del af Læsø, hvor kun vinden i træerne høres.
"Her er fred og frihed. Det er ren Morten Korch idyl, når du ser det udefra. Der er naturligvis mere til det end som så, men det er muligheden for at prøve og være noget nyt. Det var dét, vi ville," siger Caroline.
