Indretning

I denne herskabslejlighed er alt valgt med hjertet

En familie har sat drømmen om at bo på landet på standby, efter at de faldt pladask for en skøn herskabslejlighed i Stockholm. Ud røg rokokomøblerne, og ind kom deres personlige fund.

Ejer af online børnetøjsbutikken cleoetlily.com, Lina, og hendes kæreste Fredrik drømmer egentlig om at flytte ud af byen. For begge er oprindeligt fra landet og synes, at børnene Cleo og Floyd på henholdsvis tre og et år skal have græs under fødderne og adgang til skov og natur. Men drømmen er lige nu sat på hold. Ved en tilfældighed havnede parret nemlig midt i en fremvisning af en lejlighed fra ca. 1900. Væggene var mørke, gulvene slidte og atmosfæren tung pga. indretningen med rokokomøbler, der virkede store og klodsede. Til gengæld var der smukke høje paneler og store sprossevinduer, der slap masser af dagslys ind i alle rum. Tilmed lå den 127 kvadratmeter charmerende bolig i det hyggelige stockholmske kvarter kaldet Söder, hvor cafeer og spændende små butikker ligger på hvert et gadehjørne, og børnefamilierne stortrives. Fristelsen var for stor, og parret flyttede ind, så landet må vente lidt endnu.

– Det bedste ved lejligheden er, at rummene er så store, og at den føles så luftig. Børnene kan løbe rundt efter hinanden. Men beliggenheden tæt på butikker, restauranter osv. er også virkelig god, fortæller Lina.

På med arbejdshandskerne

Men før de fire rum kunne kaldes beboelige, måtte Lina, Fredrik og et hold håndværkere tage hårdt fat. Et nyt sildebensparketgulv blev lagt i stuen, resten af gulvene blev slebet, og alle væggene blev malet i lækre hvide nuancer. Køkkenet fra Ikea fejlede ikke noget. Men parret valgte alligevel at sætte sit eget præg på det. De fjernede alle de øverste skabe til fordel for en smuk hvid flisevæg, der når helt op til loftet. Lågerne blev sprøjtelakeret i en elegant grå nuance. Resultatet er et lyst og venligt køkken i en let industristil. Herude er der plads til, at familien på fire kan sidde om et enkelt rundt bord fra Ikea på et miks af skønne gamle stole af blandet oprindelse. Væk er nu alt, der kan minde om rokokostil i hele lejligheden. For Lina og Fredriks stil er let, moderne og personlig.

Ud med rokokomøblerne

– Der er ingen rød tråd i vores indretning, vi følger vores hjerter. Ser vi noget, vi kan lide, så køber vi det bare, og det går som regel godt. Der er altid plads til ting, man kan lide, mener Lina, der er glad for nyt design.

– Men vi elsker også at finde gamle ting på loppemarkeder. Så på en måde er vores stil et miks af flere forskellige, forklarer hun. Oprindeligt ville de indrette et børneværelse til hvert af børnene, men Cleo og Floyd fik et stort værelse til deling, og spisestuen blev bevaret stik imod tidens tendenser.

– Vi er vilde med spisestuen! Den er vores hjems hjerte. Vi har altid ønsket os en spisestue kun til middage med gæster, og vi elsker at dække et fint bord og at sidde længe ved bordet og spise god mad, siger Lina. Her står et rustikt bord af gamle planker, som Lina og Fredrik selv har bygget sammen med en ven. I stuen har parret håndplukket gamle klassikere og sat dem sammen med vintagefund og nyt design. Lune gulvtæpper, gulvpuder og moderne kunst på væggene sørger for, at her er hyggeligt at være, sammen med masser af grønne planter – for lidt natur skal der til, selvom man bor midt i en storby!

TIP

Ligger dit soveværelse en suite med stuen? Så indret rummene i samme stil og farver, og lad dørene stå åbne, det vil få begge rum til at virke større.

TIP

Parret fjernede de øverste skabe i køkkenet, så de kunne få fliser på væggen helt fra bordpladen til loftet.

TIP

Skift stil i køkkenet ved at få lågerne sprøjtelakeret – eller byt dem ud med nye.

TIP

Indret børneværelset lyst med sorte detaljer som her, hvis du ikke kan lide et miks af mange farver.

Hvem og hvor?

HVEM: Ejer af webbutikken cleoetlily.com, der forhandler børnetøj, Lina Fall og hendes kæreste, salgschef Fredrik Lissheim sammen med børnene Cleo på 3 og Floyd på 1 år

HVAD: Fireværelses lejlighed fra ca. 1900

HVOR: Södermalm i Stockholm, Sverige