Da Christine undersøgte sin familiehistorie, fandt hun noget, der ændrede hendes liv

Da Christine Jønck en efterårseftermiddag for seks år siden sad med en tyk sagsmappe foran sig under en læselampe i Rigsarkivet, sad hun også med sit eget livs formål i hænderne.

Det vidste hun bare ikke.

Dengang.

Men tre bøger om uopklarede drabssager senere er hun blevet klogere på historien. Vores fælles og sin egen.

"Jeg troede, jeg ledte efter nogle svar om min egen familie –  jeg vidste ikke, at jeg var i gang med at få inspiration til bøger om uopklarede drabssager i efterkrigstiden," fortæller hun i dag.

Læs også

Lise hastede altid forbi huset, men stoppede en dag op – og så gik noget særligt op for hende

Men hendes seneste bog, 'De udødelige dobbeltmord', handler netop om to af de mest omtalte af slagsen: Drabene på Peter Bangs Vej og i Køge Bugt.

Til spørgsmålet, om det ikke er makabert at beskæftige sig med den slags, smiler Christine genert og letter på låget til en af sine egne hemmeligheder:

"Når jeg har skrevet nogle af de meget eksplicitte scener fra for eksempel gerningsstederne, sover jeg som en baby om natten," indrømmer hun.

Men tilbage til dengang Christine troede, at hun blot ledte efter sin egen families fortid. Det begyndte med en samtale, hun havde med sin farfar på 99 år. Han fortalte, at hans kone, Christines farmor, som var død nogle år forinden, hele sit liv havde troet på en forkert historie om sin bror.

"Hendes bror havde siddet i fængsel på grund af sortbørshandel i efterkrigstiden, og min farmor havde altid forsvaret ham og sagt, at han var uskyldig dømt," fortæller Christine.

"Men i samtalen med min farfar lod han mig forstå, at det ikke helt hang sådan sammen."

Den oplysning drev Christine ind i Rigsarkivet, hvor hun læste sig til, hvordan forbudt handel med tobak, alkohol, nylonstrømper og alt andet, der var mangel på efter krigen, trak tråde til mange andre former for kriminalitet. Også mord.

Skam i familien

Der, i skæret fra lampen, fik hun kastet lys over skyggerne fra fortiden: Det gik op for hende, at farmorens bror havde været alt andet end uskyldig og var involveret i rigtig meget handel på den sorte børs. Dengang, i en tid med knaphed, var det attraktivt at drive lyssky forretninger, og der blev dækket over aktiviteterne langt oppe i rækkerne af det danske politi.

Christine, 47, kunne have taget fordømmelsens briller på, men i stedet valgte hun at se de menneskers liv, der pludselig foldede sig ud foran hende under læselampen.

"Bare de navne, de havde, er jo en historie i sig selv," bemærker hun.

"Lyse Jenny, Sorte Holger og Fede Ejnar… Det var ikke kun en historie om sortbørshandel, men også om den skam, der hang i hendes familie og for hendes farmors bror personligt. Han var politibetjent og endte med at blive anholdt af sine egne kolleger."

"Han mistede alt. Sit job i politiet, sin forlovede og sin lejlighed i København. Og kom i fængsel i Frøslevlejren i Sønderjylland," fortæller Christine og forklarer, hvorfor denne del af fortiden optager hende:

Læs også

Lotte havde ingen kontakt med sin bror i 22 år – men ét telefonopkald ændrede alt

"Det betyder noget at give det svære en stemme. For ellers gentager vi jo bare historien – i samfundet og i vores familier – frem for at lære af den."

Farmorens bror havde ikke noget med de dobbeltmord, Christines bog handler om, at gøre. Men gennem hans sag fik hun en forståelse af den måde, politiet opererede på, og hun er af den overbevisning, at begge dobbeltmordene kunne være blevet opklaret dengang. Måske især hvis man havde lyttet grundigere til kvinderne.

"Det var dem, der gik og knappede øl op, serverede kaffe og tog telefonen. De vidste meget mere om, hvad der foregik, end mændene og de mandlige politifolk," siger hun.

Som forfatter forsøger hun derfor at give kvinderne en stemme, og derfor er hovedpersonen i hendes bog også en kvindelig kriminalkommissær, der samler tråden op efter sin fars efterforskning af de to dobbeltmord.

"Hun minder lidt om mig, bare sejere," siger Christine.

"Hun vil have sandheden frem og bryde tabuerne fra efterkrigstiden, hvor der skete mange ting, der ikke burde være sket – for eksempel at en ung tysk soldat blev likvideret på åben gade, mens han holdt hænderne i vejret. Skytten blev aldrig anholdt eller sigtet efterfølgende."

Det makabre lindrer

Netop det at få skyggerne fra fortiden frem i lyset er det livsformål, som Christine ikke vidste var hendes, før hun sad i Rigsarkivet. Først nu ser hun sammenhængen med sit eget livs skygger.

"Jeg har i mange år lidt af svære og tilbagevendende depressioner. I dag har jeg det godt, men dengang det var allerværst, var det ikke noget, man talte om," siger hun.

At skrive om det makabre og skyggefulde er blevet en form for egenomsorg, og samtidig bruger Christine sine egne erfaringer fra mørket.

"Jeg kan skildre den hårde side at livet, fordi jeg selv har været der – jeg kender de natlige mareridt," siger hun.

"Det at skrive om livet, når det er sort og smertefuldt, giver mig fred i sindet."

En del af hendes formål, som også er vokset ud af arbejdet med skyggerne, er at gøre vores fælles historie levende.

"Hvis vi ikke taler om fortiden, spørger og lytter, vil vigtige vidnesbyrd gå tabt i en gammel opfattelse af, at “det taler vi ikke om, det er bedst at glemme”," siger hun.

"Men i dag er vi heldigvis klogere og ved, at et traume heles ved at blive talt om – jo flere gange vores historie bliver fortalt, jo lettere er den at leve med og bære."