Citybois om berømmelse og om at droppe ud af gymnasiet: "Det har været ret skørt"

Rummet ændrer sig, idet de to 19-årige drenge træder ind.

Det er ikke kun, fordi luften fyldes med en skarp duft af mandeparfume, men også fordi, at stemningen straks synes at blive lidt mere ubesværet.

Anthon Edwards og Thor Farlov, som udgør det populære popband Citybois, ligner på en måde bare to almindelige drenge. Og så alligevel slet ikke. For de har en særlig udstråling og måde at bære sig selv på, når de træder selvsikkert ind ad døren iført deres sorte dunjakker og dyre solbriller. De er ikke bange for ”at stikke snuden frem”, som Thor forklarer det, mens han fra tid til anden tager sine sorte solbriller ned for øjnene og læner sig tilbage i lokalet, vi befinder os i, hos drengenes pladeselskab, Sony Music, der ligger midt i København.. De har tilbragt mange arbejdstimer her i løbet af de sidste fire år, så de hilser velkendt på alle medarbejdere og slænger sig hjemmevant i de store sofaer bagerst i rummet.

- Anthon, bare rolig, jeg har svaret, siger Thor selvsikkert, da jeg spørger dem, hvad der har ændret sig fra dengang, de var 15 år og første gang stod på en scene, til nu, hvor de har optrådt utallige gange og også er aktuelle med en DR3-dokumentar, der handler om, at de er gået ”Fra Bois til Mænd”.

- Jeg synes, at vi er blevet nogle mere modne drenge. Vi er stadig Citybois, men der er et andet ansvar, der hviler på os nu, fordi vi er over 18, indleder Thor.

- Men det er jo ikke sådan, at vi er blevet mænd-mænd, tilføjer Anthon.

- Nej, sådan skal det ikke lyde! Der er lang vej. For når man er musiker, bliver man nok aldrig rigtig voksen. Det er helt Peter Pan. I vores privatliv synes jeg på en måde allerede, at Anthon virker som en ældgammel voksen mand: Han har sin egen lejlighed, han har en dame…

- … Men det er svært at blive fuldkommen voksen. For når vi er i studiet, så drikker vi, og det bliver det sent, indskyder Anthon og fortsætter:

- Vi har lidt skullet være børn i en voksenkrop, for musikbranchen er en hård branche. Der er så mange mennesker, der har en mening om det, vi laver, og vi arbejder sammen med en masse voksne mennesker. Vi stod allerede som 15-årige på en natklub og skulle optræde for folk, der kun var ældre end os.

- Ja, det er en helt anderledes måde at gå fra teenager til voksen på. Nogle gange føler jeg ikke, at vi gav det tid nok, fordi det hele gik så hurtigt. Så på en måde føler jeg stadig, at jeg er 15, fordi det hele er gået så stærkt, men jeg følte mig også lidt som en på 19, da jeg var 15. Jeg har nok hele tiden følt, at jeg skulle være ældre, siger Thor.

DR3-dokumentaren ”Fra Bois til Mænd” er første gang siden X Factor, at vi ser Citybois på skærmen. Her fortæller de ærligt om deres liv og de op- og nedture, de oplever i musikbranchen (foto: Emma Kleist).

Svært at være anonyme

Da Citybois stod på scenen første gang, var det i DR’s musikprogram X Factor, hvor de kom på en fjerdeplads og blev kendt for at være dem, der tog alting med et smil, og måske ikke var de stærkeste sangere. Da de meldte sig til programmet, havde de ingen anelse om, at X Factor skulle blive en skillevej, hvorfra deres liv ville ændre sig radikalt.

Fra at bruge al deres tid på computerspil, skateboards og fodbold, bevægede de sig ind i en voksenverden med fester, tour-busser og skrigende fans, og musikken er i høj grad blevet et arbejde, som de tager meget seriøst i dag.

- Vi har virkelig arbejdet hårdt for at bevise, hvor seriøst vi mener det med musikken: Vi har gået til stemmetræning og brugt mange timer i studiet, fortæller Anthon, og Thor supplerer:

- Vi har brudt folks fordomme ved at lave gode sange. Så på musikfronten bliver vi faktisk taget meget mere seriøst nu, og vi kan også se, at der er begyndt at komme flere drengefans nu.

Men selvom begge drenge flere gange forsikrer om, at de ikke ville bytte deres liv for noget andet, har de også oplevet bagsiden af at vokse op med tusindvis af øjne rettet mod sig.

- Det har været ret skørt, og nogle gange har man bare ønsket, at man kunne have en helt almindelig opvækst. Vi har for eksempel ikke kunnet gå i gymnasiet, som er noget, der er med til at danne folk, og en tid, hvor mange finder sig selv, siger Thor, der droppede ud af gymnasiet efter to år, fordi det var for svært at finde tid til skoleopgaver.

Thor Farlov på 19 år er den yngste af de to Citybois. Han lever for musikken og for at underholde, fortæller han, og hvis han skulle lave noget andet end musik, ville han gerne være model eller have sin egen restaurant (foto: Emma Kleist).

Anthon droppede også ud af gymnasiet, og han gjorde det allerede inden sin første eksamen i 1.g. For på det tidspunkt var Citybois allerede blevet så store, at han havde svært at leve et liv som helt almindelig gymnasieelev.

- Det var virkelig crazy, da jeg startede. Der kunne jeg godt mærke, at der var rigtig mange, der gerne ville snakke med mig. Jeg skulle hele tiden bruge min mavefornemmelse til at mærke efter, hvem der ville snakke med mig, fordi jeg var kendt, og hvem der rent faktisk bare gerne ville lære mig at kende, fortæller han.

- Modsat Anthon startede jeg på et gymnasium, hvor alle mine bedste venner var, så der var ikke så meget pis dér. Men alle dem, som ikke kendte mig, ville da gerne... Have en bid af mig, siger Thor og tager symbolsk en bid af sin chokoladekiks.

- Det er biden af Farlov, griner han.

- Må jeg også smage Farlov?, spørger Anthon jokende og læner sig over mod sin ven.

Anthon Edwards er også 19 år og bor i sin egen lejlighed i København. Ud over musik, interesserer han sig for fotografi og visuelt content, og derfor er han ofte med til at idéudvikle på bandets eget visuelle og æstetiske udtryk (foto: Emma Kleist).

Social angst og frygten for at skuffe

Selvom Thor og Anthon laver sjov, og de ikke kan lade være med at få hinanden og alle omkring dem til at smile, er der ingen tvivl om, at der ligger en seriøsitet bagved det, de fortæller. For når man hverken kan være anonym i gymnasiet, eller når man træder ind i en bus, er det svært ikke at føle en frygt for hele tiden at blive bedømt og holdt øje med.

- Man bilder sig hele tiden ind, at folk har en mening om én, og at de kigger på én – også selvom de måske ikke gør det. Når jeg træder ind i 1A, har jeg hætte og solbriller på, men jeg er stadig angst for, at folk vender sig og kigger på mig og har en mening om mig, siger Anthon, der lidt efter rejser sig og forlader rummet for at gå på toilettet.

Thor fortæller, at han har samme følelse, og måske endda i endnu højere grad end sin bedste ven. Hans øjne får et mere seriøst blik, nu hvor vi er alene i rummet, og hans stemme rammer et dybere toneleje.

- Jeg har det svært ved at komme i rigtig store folkemængder: Jeg tager for eksempel ikke til Distortion, fordi jeg ikke føler mig sikker. Det havde nok ikke været sådan, hvis jeg ikke var kendt, men jeg føler mig stresset, fordi jeg oplever, at alle vil hen til mig, fortæller han og piller lidt ved den guldhalskæde, han har om halsen.

- Nogen vil snakke og lade som om, man er venner, og andre vil have et billede. De kræver rigtig meget af én. Det skal ikke lyde som om, at jeg er sur over det, for det er jo straks værre, hvis der pludselig ikke er nogen, der interesserer sig for én. Men det er også bare sygt hårdt, for du skal hele tiden smile og være på.

Hvordan håndterer du det så, når du har den følelse?

- Jeg har det super nederen over at have det dårligt. For jeg føler ikke, at der er plads eller tid til det. Jeg føler ikke, at jeg kan være det bekendt, når jeg har fået så stor en gave. Det hele kører, og jeg er med i et hypet popband og får en masse fede oplevelser, og så føler jeg ikke, at jeg kan være bekendt at være utaknemmelig, siger han og tilføjer:

- For når man er popstjerne og har et ry, så skal du leve op til det.

”Citybois er kærlighed og god energi - men mange glemmer, at det også er hårdt arbejde; vi er i studiet, holder møder på Sony og spiller nogle gange fem shows i træk” (foto: Emma Kleist).

Da Anthon kommer ind i rummet igen, stiller han sig og ryger en cigaret i døråbningen. Han følger tankefuldt med i de ting, som Thor fortæller.

- På de dårlige dage prøver jeg ikke at mødes med mennesker, der ikke kender mig rigtig godt. Jeg kan godt sige til min familie og mine tætte venner, hvis jeg ikke har det godt, men det er svært ude i offentligheden. I går var jeg for eksempel i studiet indtil om aftenen. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan vores fans har fundet ud af, hvor vi har studie henne, men da jeg kommer ud af døren, står der fem-seks fans og vil have billeder med mig. Og jeg havde totalt ikke lyst, men jeg blev jo nødt til at være sådan "yes, lad os tage nogle billeder". Det er så irriterende at skulle skuffe dem, for jeg er jo pisse taknemmelig for, at de kan lide mig og vil tage billeder.

- Vi tror seriøst nogle gange, at vores fans tracker vores telefoner. Altså hvor end vi er, så ved de det, tilføjer Anthon ovre fra døråbningen.

- Men som vi altid siger, og som vi mener helt seriøst: Vi havde jo ikke været nogen steder uden de fans, så det er kun godt, at de stadig er der og elsker os så meget, understreger han.

Kan man være Citybois som 40-årige?

Midt i den seriøse stemning kommer der pludselig elektroniske rytmer fra studiet ved siden af. Anthon begynder at danse lidt med, og Thors alvorlige udtryk ændrer sig til et smil. Det er som om, at de altid finder en måde at løfte stemningen og vende det hårde til noget positivt.

- Jeg har det faktisk allerbedst med Anthon, når vi slukker kameraet og er færdige i studiet. Så chiller vi bare sammen og kan være venner, som vi er. Jeg nyder at være i studiet og at være på jobs, men jeg nyder endnu mere, når vi sidder i Anthons lejlighed og bare ser en film, siger Thor.

”Når kameraet slukkes, er det dér, det rigtige venskab er”, fortæller Thor, som har været bedste venner med Anthon længe før, de lavede musik sammen (foto: Emma Kleist).

Skaber det aldrig nogle konflikter, når I både er kollegaer og bedste venner?

- Der har været en periode for et halvt år siden, hvor Thor og jeg stod ved en skillevej, rent kreativt. Thor ville lave noget lidt andet musik, end jeg ville. Så vi tog et break fra hinanden i to måneder og var i studiet hver for sig. Det var ikke, fordi vi skulle gå solo, men for os begge personligt var det egentlig meget rart med et break, fortæller Anthon.

- Du kan kalde det konflikter, men jeg tænker det som et frirum. Så når vi nogle gange ikke helt vil det samme, så opdeler vi det bare og går lidt i studiet hver for sig. Og så kommer vi endnu stærkere tilbage bagefter, tilføjer Thor, der igen har gemt sig bag solbrillerne.

- Thor, kan du ikke tage de solbriller af?, siger Anthon, lettere irriteret.

- Nej, jeg har lige brug for...

Thor rejser sig og henter en af de colaer, som Sony Music har stillet frem. Da han igen slænger sig i de sofaer, hvor vi sidder, drejer snakken sig ind på, hvornår man egentlig vokser fra at kunne kalde sig ”Citybois”.

- Der er så mange, der snakker om, at de er nervøse for at blive ældre, men det gør musikere nok aldrig rigtigt. Det lyder helt dumt at skulle være ”Citybois” som 40-årige, men det lyder sikkert også dumt for Nik og Jay at kalde sig ”Nik & Jay” i deres alder. Men så finder man alligevel en måde at køre det videre på, siger Thor.

- Drømmen er nok, at vi stadig kan lave musik sammen som 65-årige. Så kan vi have sådan et jamband, hvor vi sidder på to stole på en scene og jammer vores gamle musik, som til den tid er blevet klassikere. For vi elsker musikken, og så længe folk gider lytte til os, så har vi det bare optur over det, siger Anthon.

- Jeg elsker at være i studiet og kreere musik. Jeg elsker det kreative ved at være musiker, og jeg elsker at være ude og spille. Vi har det sygt fedt over det. Der er selvfølgelig også bagsider, men dem vil jeg helst ikke fokusere for meget på, for hvis man begynder at klage hele tiden, så bliver det sådan noget "er du overhovedet glad for det", og ja, jeg er alt i alt røvglad for det, understreger Thor.

Så I skal være Citybois for altid?

- Ja, Citybois for evigt, lyder det fra Anthon.

- Citybois 4 ever – skrevet med et firetal, griner Thor.