Clara Sofie: Jeg har fundet mig selv igen

Efter et turbulent år med både sygdom og død føler sanger Clara Sofie, at hun har fundet sig selv igen. Det hylder hun med en sang, der handler om selvkærlighed og er en påmindelse om, at livet går op og ned.

”Nummeret udsprang af en periode, hvor jeg skulle tage mig af og forholde mig til en masse ting, som var svære, og så kan man godt fare lidt vild og glemme, hvem man selv er. Det kan være mørkt, men ting går jo i bølger, og det havde jeg brug for at minde mig selv om.”

Sådan siger Clara Sofie til alt.dk. Det sker i forbindelse med video-serien ’Damernes Discman’, hvor hun fortæller om sit nummer ”Lov mig” og om det seneste års tid, som har været svært for hende.

”Der har været sygdom i min familie, dødsfald og bånd, der er blevet kappet. Samtidig er musikbranchen midt i paradigmeskift, og som kunstner har jeg lidt af efterdønningerne af covid. Så det har været et vildt år, og der har været en masse ting, der skulle deales med. Men vi klarer det jo, fordi vi er fede, og det havde jeg rigtig meget brug for at manifestere i et nummer.”

Et sindssygt positivt nummer

Selvom ”Lov mig” er udsprunget af en svær periode i Clara Sofies liv, understreger hun, at det er et sindssygt positivt nummer.

”Det er et empowerment-nummer, som jeg har skrevet for at minde mig selv om, hvor meget jeg kan. Og forhåbentlig er det et nummer, du kan bruge, når du har brug for at gøre det samme, eller du vil minde en ven om, hvor vidunderlig han, hun, de eller dem er. Det handler i bund og grund om egenkærlighed,” siger hun.

Selve skriveprocessen har ligeledes været ”empowering” for Clara Sofie. Hun har nemlig både skrevet, indspillet og produceret nummeret selv.  

”Ofte har jeg alle mulige samarbejdspartnere, men med det her har jeg valgt at gøre alting selv, fordi jeg havde brug for at finde mit allerreneste output. Processen har været en form for selvransagelse, og den har været lang, men vigtig for mig.”

Nu er hun, med egne ord, ude på den anden side af mørket og klar til at fejre sig selv og livet med sit nye nummer.

”Det er en milepæl, for nu er jeg ude på den anden side og har fundet tilbage til mig selv igen. Selvom der stadig er ting, jeg dealer med, så har jeg det grundlæggende fucking dejligt. Vi er alle sammen smukke, seje og stærke. Nogle gange skal vi bare lige mindes om det.”

Du kan finde Clara Sofies sang ”Lov mig” på playlisten ’Damernes Discman’ lige her. Playlisten går hånd i hånd med vidoe-serien af samme navn, og hele projektet har til formål at sætte fokus på kvinder i musikbranchen. Det kan du læse mere om nederst på denne side.

Om 'Damernes Discman'

Du kan gøre en hel det for at ændre på den køns-ubalance, der er i musikbranchen – og det er endda virkelig nemt. Det eneste, du skal gøre, er nemlig at forbruge mere musik af kvindelige kunstnere: Stream deres musik, køb deres plader, tag til deres koncerter.

Er du i tvivl om, hvor du skal starte? Så er det heldigt, at vi har samlet en playliste med musik af danske kvinder til dig. Den hedder Damernes Discman og kan findes her.

I dag er kun 23 procent af den musik, der bliver streamet, af kvindelige kunstnere. Samtidig præsenterer streamingtjenesterne deres brugere for mere af den musik, der i forvejen er populær. Fordi vi lytter mest til mænd, bliver vi altså også præsenteret mest for mænd. Det er et ekkokammer, som gør det svært for kvinderne at blive hørt.

Når man som kvindelig kunstner statistisk set får færre streaminger end en mand, kan det være svært at overbevise pladeselskaberne om at satse på én, og man bliver ikke i lige så høj grad booket til festivaler og andre events.

De manglende streaminger starter altså en kædereaktion og er med til at holde kønsubalancen i musikbranchen i hævd. Derfor: Lyt, lyt, lyt til kvindelige kunstnere – f.eks. på playlisten Damernes Discman.