Lis er 76, går med bar ryg og falske vipper – og så er hun nyforelsket: ”Jeg er lykkelig i mit liv”

Lis tager i håndtaget og åbner den turkismalede dør. Udenfor i den pangfarvede opgang i det lave gulstensbyggeri står Leif med en stor buket røde roser i favnen og et ønske i hjerte og øjne. Da hun lukker ham ind, spørger han, om hun vil ringforlove sig med ham.

76-årige Lis Pedersen smiler, når hun tænker tilbage på den dag kort før jul for fire år siden.

”Han havde et ønske om, at der var noget mere, der forbandt os. Jeg sagde selvfølgelig ja med det samme. Jeg var helt forelsket - ja, det er jeg stadig. Så det var der slet ikke nogen tvivl om. ”

Tvivl var der heller ikke meget af, da hun mødte Leif et halvt år tidligere. De havde set hinanden gennem flere år til lørdagsdans i Roskilde, efter de begge var blevet alene uden en partner. Lis havde lagt mærke til, hvor høj og flot han var. Og han havde lagt mærke til hende.

Læs også

Renée Toft Simonsen om bruddet med Thomas Helmig: ”Vi havde glemt at elske hinanden”

”Vi havde en forbindelse fra begyndelsen. Det var bare hele hans væremåde – og så er han jo en høj, flot fyr.”

Lis griner. På fingeren glimter den ring, som de var ude at finde sammen, hammerslået i blank guld. På et lille bord står hendes livs to store kærligheder foreviget i glas og ramme. Først Ole med mørkt hår i siderne og et jakkesæt i 60’er-snit - og nu Leif med grå sideskilning i det tykke hår.

Hun husker tydeligt den præcise dato for, hvornår hun og Leif gik fra at være dansebekendte til at være noget andet og mere. Det var den 16. juni 2018, og sommerferien stod for døren. Lis skulle rejse til Mallorca en uge senere, så hun ville ønske Leif en god sommer, når nu de ikke skulle til dans den næste måneds tid.

”Så jeg sagde: ’nu ønsker jeg dig en rigtig god sommer’. Så svarede Leif: ’SÅ længe kan jeg ikke vente!’”

De ord førte til en overdådig middag allerede ugen efter, til en ferie på Mallorca, hvor telefonerne glødede, og hvor hendes børnebørn drillede med, at man bare skulle sige ’Leif’ for at få mormor til at smile. Og nu fem år senere til en hverdag sammen.

Slut med forpligtelser

Udenfor er foråret endelig kommet, og de nyindkøbte, lilla stedemoderblomster står i fuld blomst i altankasserne. Når Lis kigger skråt ned fra sin altan, kan hun se lige ind til Leifs stuelejlighed.

For kort tid efter, at de blev et par, solgte han sit hus, og det flaskede sig, så han kunne få en lejlighed her i byggeriet i Rødovre lige ved Damhussøen, hvor de begge elsker at gå ture.

Og Leif er bare én af grundene til, at Lis elsker sit liv, og er helt okay med at have den alder, som hun har.

”Jeg kan jo gøre, som det passer mig, og jeg nyder bare livet. Jeg har den skønneste familie og den skønneste forlovede, og der er ikke noget forventningspres eller nogen forpligtelser.”

Forpligtelser har der ellers været nok af. Først gennem 30 år som teamleder for kantiner i Novo Nordisk, og sidenhen da hendes tidligere ægtefælle Ole blev syg med Alzheimers.

”Det var hårdt. I begyndelsen kunne jeg lade op, når jeg var på arbejde, men på et tidspunkt blev det så slemt, at jeg tænkte, at nu går det ikke mere.”

Så da Lis fik mulighed for at gå ned i tid, hvis hun flyttede til et job i receptionen, sagde hun ja tak.

”De ville ikke af med mig, og jeg var også glad for at være der. Jeg kendte jo alle i huset.”

Da hendes mand kom på plejehjem, besøgte hun ham hver dag. Men da hun fik en passerende blodprop, måtte hun genoverveje sit arbejdsliv.

”Det var ekstremt stressende, og jeg havde hele tiden dårlig samvittighed. Det fik mig til at tænke, at hvis der skete noget med mig, ville min mand jo ikke have glæde af mig. Min psykolog sagde også, at jeg led af hensynsbetændelse, og spurgte: ’Hvem tager sig egentlig af dig?’”

Så Lis sagde stop og gik på efterløn som 61-årig. Seks måneder senere døde hendes mand.

”Jeg havde muligvis ventet lidt, hvis jeg havde vidst, hvor hurtigt det ville gå, men jeg fortryder det ikke. Min mand blev hele vejen igennem ved med at være den søde og kærlige mand, som jeg kendte.”

En kjole med bar ryg

På væggen over spisebordet, der er dækket med lilla dug og lækre profiteroles, hænger en guldramme. I den er en lille dreng og en lidt større pige med øjne og smil tegnet i blyantsstreg.

I tiden efter Oles død tilbage i 2007 var det datteren og de to børnebørn, der holdt Lis oppe. Datteren, Heidi, tog hende med til forskellige mor-datter aktiviteter, og barnebarnet Patricia flyttede en overgang ind, mens hun var under uddannelse til frisør. Så blev den 17-årige pige fri for at pendle fra hjemmet i Køge og ind til København.

”Vi havde det SÅ pragtfuldt. Det var en gave uden lige, og det gav mig en mening i livet i en ellers tung tid.”

Lis holder en pause. Og griner så. For hun var, som hun siger, altid ’momseklar’.

”Når Patricia ringede og havde glemt sine sakse, så kom jeg jo selvfølgelig straks forbi med dem.”

Inde på værelset står en stor gave i en brun papkasse. Endnu ikke pakket ind. For sidst i maj skal Patricia giftes. Familien kan næsten ikke vente. Leifs jakkesæt hænger klar, og forleden var Lis henne i butikken for at prøve sin kjole. I yndlingsfarven lilla, selvfølgelig. Med bar ryg, lidt tætsiddende. Og med en lille cape til.

Lis griner. For hun sendte naturligvis en sms med et foto til Patricia.

”Hun skrev bare tilbage: ’Shit, Momse, den er jo så stilet!’”

På bordet står et foto af en smilende teenagedreng med fint konfirmationsslips, strithår og brune øjne. Det er hendes andet barnebarn, Mathias, der i dag er 27. Selvom hun selvfølgelig elsker sine to børnebørn lige højt, så har hun et helt særligt forhold til 32-årige Patricia. Måske fordi hun er en pige – og måske fordi Lis var med til hendes fødsel og klippede navlestrengen.

”Jeg har altid haft et tæt forhold til min datter, så da hun spurgte, om jeg ville være med til Patricias fødsel, fordi hendes mand ville besvime, var det selvfølgelig kæmpestort. Jeg var så rørt, både over at min datter skulle være mor og over, at jeg skulle være mormor. Jeg har aldrig glemt det. Og jeg tror, det er en af grundene til, at vi har så stærkt et bånd.”

92 år, ja tak!

I cd-afspilleren sidder en rød cd med hits fra Vild med Dans. Indimellem fyrer Lis op for musikken, når hun laver sin daglige motion i sin romaskine, men især også med sin hulahopring.

”Jeg kan ikke undvære min hulahopring. Jeg kører med den hver dag, så står jeg og hulaer en 100 stykker - jeg får knapt nok sved på panden.”

Så for Lis har alderen endnu ikke sat sig i kroppen. Hun danser et par gange om måneden og går masser af ture.

”Jeg kan da godt få krampe i benene, efter jeg har været ude at danse, men det kan man jo også, når man er yngre, så det regner jeg ikke for noget.”

Lis slår ud med armene. På læberne har hun en lyserød, der matcher hendes lyselilla bluse i mohair. Og neglene er skinnende pink.

Lis har altid gået op i sit udseende, og hun kunne ikke finde på at gå ned med skrald uden makeup.

Læs også

”Jeg holdt fast i, jeg ikke var interesseret, men da han trådte ind, vidste jeg, at det skulle være os”

”Nej, så ville jeg føle, at jeg ikke var klædt på. Jeg får lavet negle en gang om måneden og har også ofte fået lavet vipper. Så får jeg sat nogle kunstige på, for så får jeg lidt større øjne og ser bare lidt mere chic ud.”

Lis tænker et øjeblik.

”Jeg kan ikke løbe fra, at jeg er 76, men jeg føler mig ikke som 76. Mine børnebørn siger altid, at jeg kan huske alting, og at jeg bare er så frisk. Det hjælper også at få at vide.”

For Lis er noget af det vigtigste at blive ved med at være i vigør og hele tiden have ting i kalenderen, som hun ser frem til.

”Der er banko om mandagen og dans på lørdag. Og brylluppet … nå ja, og lige om lidt skal vi til Mallorca.”

For Lis og Leif har også altid nye rejseplaner. Indenfor de seneste par år har de besøgt både Paris, Barcelona og London. Lige om lidt pakker de så kufferterne for at tage til et af deres yndlingssteder - bare for at få lidt sol og farve inden brylluppet.

”Jeg ønsker bare at få det bedste ud af livet med min familie, min forlovede og min omgangskreds. Min mor blev 92 år, og det håber jeg også, at jeg gør. Hvis jeg er frisk, selvfølgelig. I hvert fald kører jeg videre, hvis jeg har det, som jeg har det nu. Jeg er lykkelig i mit liv.”