Anna Aagaard Jensen har designet en stol, der skal vise kvinder, at man gerne må tage sin plads

Der står lange lyserøde vaser på badutspringerben. En enorm blomsterlampe oplyser det lyserøde spisebord, her er spejle med lyserøde blomsterblade – og man må røre ved det hele. Selv om vi befinder os på et galleri, skal tingene ikke kun kigges på.

Til åbningen af udstillingen, der sidste år kunne opleves hos Etage Projects i København, lå smukke og appetitlige sandwicher linet op direkte på bordet, der var vin i højstilkede glas, udstillingsrummet blev til en dagligstue, og man måtte tørre mund og fingre i gardinerne.

Læs også

Forfatter Laura Bates: ”Vores samfund ser ikke kvindehad som noget unormalt”

Selv om de ting, Anna Aagaard Jensen laver, er, hvad andre nok vil betegne som meget kunstneriske, er der tale om design, som man gerne må røre ved. Som faktisk helst skal tages i brug.

“Jeg står altid ved, at jeg er designer, og så kan jeg godt se, at jeg har trukket noget kunst nedover, men det er bare, fordi vi ikke er vant til at se den her form for design,” siger Anna Aagard Jensen.

Hvorfor er det vigtigt at skelne mellem design og kunst?

“Design betyder, at noget har en funktion. En vase har ikke altid to meter lange ben, store støvler og er dekorativ selv uden blomster, men ikke desto mindre er det en vase. Bare en ret ekspressiv og stor en.

Det samme med lampen, der er udformet som en blomst, men som er inspireret af PH-lampen, som jeg synes, er verdens bedste spisebordslampe. I mit univers ser en PH-lampe sådan her ud.”

Hvordan vil du beskrive dit univers?

“Meget feminint og kvindeligt. Blomsten repræsenterer det kvindelige og det skrøbelige, og derfor kan jeg godt lide at lave en blomsterdekoreret vase, der er meget stærk og ikke spor skrøbelig. Jeg synes, at der mangler noget, som står i kontrast til det mere traditionelle design.

Privat er jeg ikke den, der råber højest, jeg går ikke i pangfarver, jeg er mere jysk og sidder i hjørnet og lytter og observerer, men jeg har også den her mere ekspressive side i mig, som kommer til udtryk i det, vi sidder og ser på nu.”

Som barn var Anna Aagaard Jensen ikke specielt kreativ, men hun kunne godt lide at slå søm i med sin far hjemme i Esbjerg. Hun havde egen værktøjskasse og hammer, og da hun som 18-19-årig tog på Den Skandinaviske Designhøjskole i Randers, fandt hun ud af, at hun gerne ville lære at lave møbler.

Hun søgte ind på Designskolen i København og kom ind på en linje, der dengang hed Møbel og Rum, hvor hun lærte, at en stol har fire ben, et sæde og et ryglæn, ligesom vi kender det fra den stolte danske designtradition med koryfæer som Arne Jacobsen, Børge Mogensen og Finn Juhl. Den unge vestjyske elev syntes, at det blev lige lovligt stringent. Hun anerkender, at det er godt at forstå det helt grundlæggende i en stol, men havde også lyst til at udfordre den gængse måde at tænke på.

“Min referenceramme var mandlige designere og mandlige møbelsnedkere. Det var det, jeg lærte om på skolen, og i stedet for at repetere det, vi allerede kender, ville jeg hellere prøve noget nyt. Måske er der brug for en ny æstetik og nye materialer?”

Læs også

Signe Molde: ”Jeg har simpelthen spildt så meget tid på at være usikker”

Da hun efter sin bachelor i Danmark skulle læse videre, flyttede hun til Holland, hvor hun på Design Academy Eindhoven valgte en mere konceptuel linje som overbygning, fordi det tiltalte hende at dyrke historiefortællingen omkring et objekt og gennem et objekt.

På et tidspunkt lagde hun mærke til, at der var forskel på, hvordan mænd og kvinder sætter sig ned, hvilket inspirerede hende til sit til dato mest kendte værk, kvindestolen 'A Basic Instinct' fra 2018. Da hun først blev opmærksom på de forskellige måder at indtage et sæde på, lagde hun mærke til det overalt: i toget, i skolen, i sin egen familie og på tv.

“Mænd tager sindssygt meget plads, når de sidder ned. De sidder med spredte ben,” siger hun og understreger, at det skal de selvfølgelig bare blive ved med. Men kvinder skal også øve sig i det.

“Kvinder sidder næsten altid med benene over kors, fordi vores krop – i gåseøjne – ser pænere ud sådan. Det er vi i hvert fald blevet fortalt.”

Anna Aagaard Jensen satte sig ned (på hvilken måde vides ikke) og så amerikanske talkshows med Jimmy Fallon og Jimmy Kimmel for slavisk at gennemgå, hvordan de hhv. kvindelige og mandlige gæster indtager lænestolen over for værten.

“Når der kommer en mand ind, sætter han sig bare ned i sofaen. Når en kvinde går ind, drejer hun sig gerne lidt sidelæns foran stolen, sætter sig ned, lægger benene over kors og laver et lille hop ind, hvilket ser lidt bizart ud. Med andre ord: Kvinder tager mindre plads end mænd, og sådan bør det ikke være,” siger Anna Aagaard Jensen.

“Hvis en kvinde sidder med spredte ben, har det ofte en seksuel konnotation, men det er jo dybt forkert. Vi skal lære at skille tingene ad. Det handler om at få kvinder til at tage mere plads i det offentlige rum og føle sig tilpas med at sidde med spredte ben, og hvis nogen har et problem med det, må de gå,” siger Anna Aagaard Jensen, der efterfølgende designede sin kvindestol og malede den med makeup.

“Hvis man vil sidde på den, skal man sprede benene. Det er utroligt behageligt at sidde sådan, men for mange er det også grænseoverskridende.”

Når den er udstillet – en af de første stole er eksempelvis en del af den permanente udstilling på Centraal Museum i Utrecht – står der en vagt og sørger for, at der ikke er nogen mænd, som sætter sig på den. For de kan jo godt finde ud af at fylde.

Hvorfor er det vigtigt, at kvinder lærer at sidde med spredte ben?

“Det er vigtigt at lære at tage mere plads og blive bevidst om, hvad ens kropssprog kommunikerer. Stolen skal ikke nødvendigvis forcere noget, den er bare tænkt til at gøre opmærksom på, hvordan tingene er.”

Læs også

Keld og Marianne købte hus i Italien: ”Vi så villaen og var totalt solgt"

Hvad er din arbejdsproces, hvis vi tager udgangspunkt i vasen?

“Jeg har en bevægelse i tankerne. Så stiller jeg mig på spring og får min partner til at fotografere mig i bevægelse. Ud fra fotografiet laver jeg en skitse, og så går jeg i gang.

Jeg har et kæmpe værksted på 200 kvadratmeter i en gammel glasfabrik lige uden for Rotterdam, hvor jeg bor. Her svejser jeg et metalstel sammen, putter flamingoskum udenpå, et lag fiberglas og Acrylic One, som er et stærkt materiale, der giver en gipslignende overflade. Og til sidst airbrusher jeg farver på.”

Hvordan er Rotterdam?

“Det er en superfed by at bo i. Den minder om en blanding mellem Aarhus og København. Der sker ting, men det er stadig meget roligt. Der er meget grønt i byen, kanaler og et godt udeliv og gode museer med samtidskunst.”

Du arbejder også som underviser på Gerrit Rietveld Academie. Hvad håber du, at eleverne får ud af din undervisning?

“At de kan se, at der er andre måder at tænke på, når det kommer til design. Jeg synes, at der hersker en meget klassisk opfattelse af, hvad design er og har været, men det historiefortællende design indvarsler en ny æra, hvor design bliver mere kunstnerisk. Det er en spændende tid at være designer og underviser i.”

Hvad arbejder du på for tiden?

“Må jeg sige det? Det må jeg måske godt. I slutningen af året har jeg en soloudstilling på Centraal Museum i Utrecht. Det glæder jeg mig sindssygt meget til.”

Du har før sagt, at du altid vil blive i det her feminine, lyserøde univers. Hvorfor?

“For det første nyder jeg det virkelig meget, men det er også, fordi jeg tror, at kvindekroppen i det offentlige rum – også når jeg er rigtig gammel – vil være en del af debatten. Noget vi kæmper for.

Vi vil som køn altid være meget seksualiseret og altid holde os mere tilbage end det mandlige køn. Det vil jeg blive ved med at gøre opmærksom på, så vi kan ændre det.”