Ditte Ingemann podcast

Ditte mistede sin mand til kræft: ”Jeg troede aldrig, jeg skulle finde glæden ved mad igen”

I podcasten ”Dinner for one” fortæller kogebogsforfatter og madfotograf Ditte Ingemann om, hvordan hendes mands kræftforløb og efterfølgende død ændrede hendes forhold til mad.

Den 22. juli 2019 blev kogebogsforfatter og madfotograf Ditte Ingemanns liv forandret på alle måder.

Hun mistede sin mand igennem 10 år til en sjælden og uhelbredelig type kræft, og det vendte op og ned på hendes hverdag. Hendes forhold til mad var ændret, og særligt måltidet virkede ensomt, da hun pludselig skulle vænne sig til blot at lave mad til sig selv og spise alene. Det fortæller Ditte om i Talk Towns podcast ’Dinner for one’

Dinner for one var også overskriften på det opslag, hun lavede på sin Instagram-profil i november 2019, som netop beskrev de tanker, hun gjorde sig om det ensomme måltid. De mange kommentarer på opslaget vidnede om, Ditte langt fra var alene med den følelse.

– Jeg havde virkelig ALDRIG troet, at jeg ville finde glæden ved at lave mad igen og spise alene. Sådan havde jeg det lige da han døde. Jeg tænkte, at jeg aldrig kommer til at genfinde glæden ved mad og måltidet. Mad virkede så ligegyldigt, men sådan har jeg det heldigvis ikke længere, fortæller Ditte til Talk Town.

Når mad bliver ren overlevelse

I podcasten beskriver Ditte, hvordan mad altid har været en stor del af både hendes og Sørens hverdag i de ti år, de havde sammen. Ditte har altid arbejdet med mad, men særligt i de ti år, hvor hun var sammen med Søren, producerede hun 12 kogebøger, hvor hun både udviklede opskrifter og tog billeder, imens Søren stod for det grafiske arbejde.

LÆS OGSÅ: 38 populære podcasts, du bør unde dine ører

Både deres samarbejde og forholdet til mad, ændrede sig drastisk, da Søren blev syg.

– Under hele forløbet fyldte mad rigtig meget for os, men på en helt anden måde, end det plejede. Vi tænkte så meget over, hvad vi selv kunne gøre. Derudover går kemo ind og påvirker kroppen helt vildt, så det var en kæmpe udfordring selv for mig at finde noget mad, som han kunne spise. Under hele forløbet endte mad med at handle mere om overlevelse, end det handlede om nydelse, som det ellers plejede, fortæller Ditte.

Sådan havde hun det fortsat med mad og madlavning i tiden efter Sørens død, men nu er det langsomt, men sikkert, ved at blive bedre.

– Jeg har egentlig altid haft det fint med at lave mad alene, men måltidet kan godt være svært for mig. Jeg prøver at tænke, at jeg gør noget godt for mig selv, når jeg har lavet et lækkert måltid mad. Det hjælper lidt på det, så måltidet føles knap så ensomt.

Om podcasten: Dinner for one

Ditte Ingemann.jpg

I sommeren 2019 mistede kogebogsforfatter og madfotograd Ditte Ingemann sin mand Søren til en sjælden og uhelbredelig type kræft efter et længere sygdomsforløb. I denne podcast fortæller hun, hvordan det ændrede hendes forhold til mad før, under og efter hans sygdom. Nu er hun så småt ved at finde tilbage til glæden ved mad, men måltiderne kan fortsat være svære – for hvordan gør man egentlig det ensomme måltid knap så ensomt?

Lyt til podcasten i Apple Podcasts lige her.

Du kan høre hele podcasten ’Dinner for one’ i Apple Podcasts, hvor Ditte blandt andet fortæller, hvordan Sørens sygdom ændrede hendes forhold til mad, hvilket blandt andet fik hende til at køre i MacDrive for første gang.