Fra Shakespeare til vilde makeupritualer: Sådan var Dronning Elisabeth den 1.

Føler du også, at dine veninder underkaster sig omverdenens forventninger om at finde en mand, føde 2,9 børn og leve forstadsdrømmen, mens du har øjnene rettet mod din personlige frihed, at indtage en plads ved bestyrelsesbordet og slå hul på glasloftet? Så er du ikke alene, og du er måske slet ikke så progressiv, som du går og tror. For du har allerede en brag medsøster blandt Englands adelige, nærmere bestemt Dronning Elizabeth 1.

Den intellektuelle og koldblodige engelske regent var en fuldblods karrierekvinde, der undlod at få børn, gifte sig eller give plads til de mange mænd, der bejlede til hendes magt og rigdom. Hun var om nogen feminist: “If I follow the inclination of my nature, it is this: beggar-woman and single, far rather than queen and married.” Og selvstændig som bare fanden: “I will have but one mistress and no master.” Og det var ikke bare tom propaganda, men et livsmotto hun levede efter.

Elizabeth Tudor var datter af den vilde og voldelige Henrik 8. og hans anden hustru, Anne Boleyn. En kvinde, han mente, havde forført ham til ægteskab, og som han halshuggede i Tower of London, inden der kunne sættes tre lys i Elizabeths fødselsdagskage. Hans efterfølgende hustru, Jane Seymour, fødte hans første søn og naturlige tronfølger, Edward. Han var dog ikke gjort af samme seje stof som sin storesøster og døde af tuberkolose i 1553. Elizabeths halvstoresøster Maria 1. den Blodige, også kendt som Bloody Mary, efterfulgte broderen på tronen, og det var på hendes befaling, at Elizabeth sad fængslet i Tower of London i flere år, fordi hun frygtede, at Elizabeth kunne vinde befolkningen på det religionsspørgsmål, der splittede landet. Mary var katolik, mens Elizabeth sympatiserede med protestanterne og blev opfordret til at halshugge sin søster, men forbarmede sig og løsladte Elizabeth, der overtog tronen, da Mary døde få år senere. I november 1558 blev Elizabeth officielt Englands dronning. Uofficielt blev hun en af eftertidens vigtigste og viseste kvindelige forbilleder.

Magten fastholdt hun til sin død. Og det til trods for at hendes kusine, skotske Maria Stuart, prøvede at kuppe hende med støtte fra den katolske kirke og den spanske konge. Det lykkedes ikke. Elizabeth gik hårdt til værks, halshuggede sin kusine og fastholdt sin stærke kurs mod et protestantisk og kulturstærkt land. Elizabeths regeringstid er i eftertiden blevet kaldt Englands guldalder, og det var under hendes lederskab, at poeter som William Shakespeare, Christopher Marlowe og Edmund Spenser fik mulighed for at udfolde og vinde anerkendelse for deres litterære talent.

Selv om dronningen var uendeligt ligeglad med den prestige, der fulgte med at være en frugtbar og feteret kvinde, var hun ikke uinteresseret i statusmarkører og smykkesymbolik. Mode var hendes hjertebarn, og hun satte en ære i at være, ikke bare selskabets, men landets bedst klædte kvinde. Hun havde en forkærlighed for handsker (hun ejede 2.000 par!) og monokrome kjoler, og hendes yndlingsfarver var sort og hvid, der signalerede renhed og kyskhed. Men det blev ikke kedeligt af den grund. Hun var rundhåndet med ædelstenene og gav sine rober et ordentligt skud bling i form af rubiner, safirer og diamanter. Og så var hun makeupjunkie og følte sig ikke fuldt påklædt uden en tiltagende mængde sminke. Og fordi der ikke var adgang til MAC og Maybelline på den tid, brugte hun, hvad der var til rådighed. Ansigtet blev malet med hvidt bly og eddike, mens kinder og mund blev røde med en skønsom blanding af æggehvider og rød maling.

Elizabeth huskes bedst for den rige kulturarv, hun efterlod sit fædreland. Men hun burde også mindes for sin skarpsindighed og sit visionære sindelag. Forud for sin tid, sagde hun: “Men fight wars. Women win them.”