Ellen Hillingsø om sin første fødsel: "Det var rystende"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Jeg er født og opvokset på en vej i Charlottenlund, hvor der ligger funkisagtige rækkehuse fra 1930’erne. Jeg elskede min barndomsvej, hvor vi var 30-40 unger, der løb og legede hver dag. Hver dag når jeg kom hjem, smed jeg tasken, og så var jeg ude på vejen. Jeg kan nærmest blive grådlabil over Anne Linnets fortolkning af Tove Ditlevsens Barndommens gade, for min barndoms gade var også kærlighed, had og alle de store følelser. Det var dér, man legede ude hver eneste dag, cyklede og spillede rundbold. Jeg legede helt frem til, jeg var 14 år, hvor jeg også begyndte at drikke øl på vejen. Derude på vejen havde jeg noget, der var mit, og som ikke var skolen. Jeg bor stadig på min barndoms vej, og det gør jeg netop, fordi jeg var så glad for den, at jeg valgte at vende tilbage. Heldigvis var min mand med på den – ellers var det ikke sket. 

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg har altid vidst, at det var skuespil, jeg skulle, for jeg har altid været draget mod det at skabe illusioner, lave historier og kommunikere. Både på vejen, sammen med mine fætre og kusiner og i skolen, hvor jeg lavede teaterforestillinger. Med mig var det altid noget med at klæde sig ud og fortælle en historie. Mine forælde tog det sgu pænt, for det var så åbenlyst, at der ikke var noget at gøre. Det eneste, de diskuterede, var, om de skulle sætte mig i en mere kreativ skole. Jeg havde svært ved at læse og regne, men dengang i 1970’erne var der anderledes og flere ressourcer. Jeg gik til ekstraundervisning i dansk og matematik, for det var der råd til – selvom min farmor dog mente, at mine læseproblemer nok bare skulle læses væk. Det er ikke så nemt i dag, og jeg kan se det hos de af mine venner, der har børn, som minder om mig. Kan man kalde det koncentrationsbesvær? Andre interesser eller talenter? Dengang var det ikke noget problem, og jeg kom igennem det.  Jeg staver dog stadig dårligt. 

Da jeg kom i gymnasiet, var det anderledes. Det var mere abstrakt, og derfor fik jeg en god eksamen. I gymnasiet kunne jeg bruge det kreative, når jeg for eksempel skulle fortolke noveller. Mine forældre insisterede på, at jeg skulle lære at læse bøger, og i dag læser jeg derfor meget. 

Min devise har altid været, at man skal holde sig åben og folde tingene ud. Vi har alle bonmots, som vi lever efter. Min fars er: ”Vov alt, frygt intet”. Vær modig i dit liv. Mød verden med et ja og sid ikke og vent. Karen Blixens bonmot var: ”Hvorfor ikke?” Hvis du siger ”hvorfor?”, er du et offer. Hvis du siger ”hvorfor ikke?”, ser du muligheder. Det inspirerer mig i mit arbejde i dag. Hvorfor ikke undervise? Hvorfor ikke arbejde på engelsk? Jeg ser muligheder, og jeg ved meget om at læse og fortolke tekster, og det kan jeg bruge. Jeg har mange veje foran mig, og jeg har det sjoveste arbejde i verden. Så skal jeg læse en bog ind, så skal jeg øve teaterreplikker – jeg kunne altid arbejde, og jeg elsker det. 

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg lægger ikke mærke til det. Man er så berømt, som man orker at være, og jeg oplever kun sød feedback fra folk. Småbørn kan godt være lidt bange for Ingi (ond og enøjet hærfører i julekalenderen Tinka, red.), men der er også piger, som gerne vil være Ingi til fastelavn. For eksempel lille Ellen, der bor på samme vej som mig. Jeg elsker, at hun ville være Ingi i stedet for prinsesse. 

Når jeg går på gaden, har jeg min usynlighedskappe, så jeg kan sagtens gå i ro og fred. Når jeg kommer ud af mit hood og nye steder, kan jeg dog godt mærke opmærksomheden. For nyligt sad jeg i en stillekupe efter et job i Odense, hvor jeg er tit på grund af mit bestyrelsesarbejde i H.C. Andersen Litteraturpris. Der sad jeg og fik mig en skraber, indtil jeg vågnede pludseligt ved, at en teenager ruskede i mig og vil tage et billede af mig. Jeg var så rystet, at jeg sagde ja. Men jeg forstår faktisk ikke, at han kunne genkende mig, for min mund bliver gigantisk, når jeg sover.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Ja, da jeg fødte mit første barn, og der vil jeg bare sige til alle, der ikke har født: Det bliver aldrig, som man tror. Man har forhåbninger, men det er en omvæltende oplevelse, som i mit tilfælde endte med et brutalt kejsersnit, da jeg skulle have min søn. Det var rystende, og hvis jeg ikke havde født i et land med et kompetent hospitalssystem, tror jeg ikke, vi havde overlevet. Derfor er jeg involveret i organisationen Maternity Foundation, som blandt andet hjælper fødende kvinder på isolerede steder i verden. Jeg er en sporty pige med et højrøvet forhold til, at min krop gør, hvad jeg siger. Jeg dyrker yoga og spiller tennis, men dér blev min krop sat ud af funktion. Måske var det naivt at tro, at jeg altid ville have kontrol over min krop. Da jeg skulle have mit andet barn, blev jeg observeret nøje, så det ikke ville ske igen. Men så skulle jeg heller ikke have flere børn. 

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Min mand, som jeg mødte første gang, da jeg stod i min konfirmationskjole, og han var så pæn. Vi er et super team, og jeg elsker ham højt. Jeg har været heldig. Men det er også hårdt arbejde at få et parforhold til at fungere. Jeg tror, det vigtigste er, at man har kerneværdier, man er helt enige om. Så kan man altid diskutere alt det udenom. Vi ser forskellige ud, men vores grundkerneværdier er ens som for eksempel børneopdragelse og etik. Jeg tror ikke på det med, at modsætninger mødes. Hvis du og din partner er modsatrettede i, hvordan livet skal leves, tror jeg ikke, man kan have et forhold. Derudover er der de mange kompromiser. Jeg kunne for eksempel arbejde hver dag, men jeg har en mand, der ikke er enig i det, så jeg må dosere. Det har givet mig en menneskelighed, som jeg ikke havde fået uden ham.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Lige præcis nu er jeg på vej ud og hente ting på apoteket for mine forældre, så de ikke skal ud i verden og løbe en risiko (på grund af corona, red.). Og så skal vi snart have premiere på serien Store Lars, som er en historie om Lars Hjortshøj, hvor jeg spiller hans ekskone, som sjovt nok hedder Ellen Hillingsø. Hun er en meget dominerende ekskone, som er helt uhyrlig. Ellen og Lars er blevet skilt i al fordragelighed, men hun er en hjælpeløs og forkælet kvinde, som er vant til, at han vil gøre alt for hende. Det er min karakter, der er gået fra ham, men hun bliver alligevel ved med at opsøge ham og vil endda flytte hjem til ham og hans nye kæreste, Julie, på et tidspunkt. Det har været så sjovt at lave, og jeg håber, det bliver ligeså sjovt at se. I de scener, jeg har med Julie Agnete Vang, som spiller Lars’ nye kæreste, skreg vi af grin. Noget andet fedt ved rollen er, at Ellen hele tiden har nyt og meget farverigt tøj på, og alt matcher. Det var sådan under optagelserne, at kvinderne m/k i produktionen var meget nysgerrige omkring: ”Hvad har Ellen på i dag?” Jeg er måske også på vej til at have prøver på Natten er dagens mor på Folketeatret. Lige nu denne mandag er jeg ikke til prøver, fordi samfundet er lukket ned, og jeg ved ikke, hvad vi gør med forestillingen. Derudover indlæser jeg bogen Et liv med demens. Jeg har desuden premiere på tv-serierne Advokaten på Viaplay og Rita på TV2, ligesom jeg har teaterforestillinger hele efteråret, men vi ved det jo ikke … falder det hele til jorden nu, hvor alt er kastet op i luften? 

Hvad er dit livs omvej?

– Jeg tror ikke på genveje, og for mig handler alt mere om vejen end om målet. Vi aner ikke, hvad der kommer i morgen, så vi skal nyde dagen nu i stedet for at sprinte ud ad vejen. Måske er målet selve vejen? Dan Turell sagde, at han var mest til hverdagen. Det er jeg også, men det skal man øve sig i. Jeg havde engang en replik i et teaterstykke: ”Dagene er lange, men årene er korte.” Hun mente det ikke positivt, men det er det faktisk for mig.