Da Ellen fik lov til at kramme sin datter for første gang i 15 år, kom tårerne
Da Sofie Frøysaa var 16 år, kunne hun ikke længere gå i skole. Hendes mor, Ellen Frøysaa, troede, at det var hendes skyld. Det tog mange år, før hendes datter endelig blev diagnosticeret.
Denne artikel blev bragt hos Klikk.no første gang. Dette er en redigeret udgave.
"Det er svært at pege på én ting, der udløste mine underliggende psykiske problemer,” fortæller den 34-årige norske komiker og foredragsholder, Sofie Frøysaa. Hun ved i dag, at det er et komplekst emne. Det samme gør hendes mor, Ellen Frøysaa, 58 år
En lidt rodløs barndom med flytninger og skoleskift. Mobning i gymnasiet. Problemer med akne i ansigtet, som blev kommenteret af de andre elever. Det var måske summen af det hele, der førte til, at de psykiske lidelser kom op til overfladen.
Bange for bakterier
Den pligtopfyldende og flittige Sofie ville pludseligt ikke længere gå i skole, og som 15-årig endte hun med at barrikadere sig på sit værelse. Det blev starten på en lang og snørklet vej til at få stillet den rigtige diagnose.
Baseret på sine dagbøger fra teenageårene har hun sammen med sin mor i dag skrevet en bog, 'Alt bra?' (bogen er udgivet i Norge, red). Her deler de ud om deres oplevelser fra dengang.
"Jeg beskriver, hvordan akne-udbruddene gjorde, at jeg ikke havde lyst til at gå i skole, men det stak dybere end det," siger Sofie.
Hun fortæller, at vendepunktet, hvis man kan kalde det det, på mange måder kom hos hudlægen.
"Det var der, det eskalerede. Hun sagde, at det værste, jeg kunne gøre, var at klemme på bumserne, for så ville bakterierne sprede sig.”
Sofie var nemlig allerede bekymret for bakterier, og det var dråben, der fik bægeret til at flyde over.
”Efter den lektion indgik jeg en pagt med mig selv om, at jeg ikke ville gå i skole igen, før min hud var bedre.”
Annonse
Problemer kom op til overfladen
Annonse
Til sin mors store fortvivlelse og frustration udviklede Sophies skolefravær sig meget hurtigt fra to eller tre timer her og der til et permanent fravær.
Tærsklen for at vende tilbage til skolen blev højere og højere for hver dag, der gik. På sit værelse var Sophies tanker centreret om, hvordan hun kunne holde bakterierne på afstand. Hun vaskede sine hænder, rensede sin hud, vaskede overflader og rensede og vaskede igen.
"Udadtil handlede fraværet om, at jeg ikke kunne gå i skole, fordi jeg så grim ud. Men det, der i virkeligheden skete, var, at mine underliggende psykiske problemer kom op til overfladen.
For Sofie var hverdagen på værelset det eneste, hun kunne klare. Hun kalder det ufrivilligt skolefravær, for hun havde selvfølgelig ikke lyst til at isolere sig og gå glip af vigtig læring og socialt liv.
”Mit liv føltes så klaustrofobisk,” siger hun.
Imens måtte hendes mor kæmpe for at få hjælp til Sofie.
”Det var ikke nemt, hverken i skolen eller i sundhedsvæsenet. Deres oplevelse var som at gå ned ad den ene blindgyde efter den anden,” fortæller Ellen.
Følelser af skyld
Ellen kunne eller turde ikke være væk for længe ad gangen, fordi hun ikke vidste, hvad der skete.
”Jeg var konstant bekymret for hende, fordi jeg vidste, at der var noget galt, men ikke hvad. "Er hun så syg, at hun kunne blive selvmordstruet?", tænkte jeg. Som mor gør man det bedste, man kan, men nogle gange er det ikke godt nok.
Nogle gange har man brug for hjælp udefra fra folk med uddannelse og ekspertise, som har det sprog og de værktøjer, man har brug for," siger Ellen.
Hun ved nu, at hun ikke var en dårlig mor, selv om hun ikke kunne nå sit barn. Men på det tidspunkt følte hun sig skyldig og hjælpeløs. At hun ikke var god nok.
"Jeg bebrejdede mig selv noget så voldsomt og gik ind alle de forkerte steder i mit eget liv. "Det handler nok om mig, det er nok min skyld." Jeg er queer, og jeg blev skilt fra Sofies far, da hun var lille.”
Ellen gennemgik også sin egen barndom og tænkte, at der nok var noget, hun ikke så.
Annonse
”Det vigtigste er, at vores børn har det godt. Men forældre kan ikke altid hjælpe deres børn, og det er ikke en falliterklæring at indse det," fortsætter hun.
Et liv i fængsel
Ellen husker følelsen af håb, da de første gang fik en tid hos en psykolog gennem Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center (BUP). Sofie var 16 år på det tidspunkt. Nu skulle de endelig have hjælp.
Men ifølge Ellen valgte psykologen at låse hende ude af behandlingsrummet.
”Efter tre-fire timer blev behandlingen afbrudt, fordi "vi ikke kan se behovet for behandling. Sofie er meget velformuleret og dygtig," lød svaret fra psykologen.
”Med den viden, jeg har i dag, skulle jeg have insisteret på at tale om min oplevelse af Sofies hverdag og udfordringer.”
Ellen fortæller, at psykologen ikke var interesseret i hendes ekspertise som pårørende.
”På det tidspunkt troede jeg, at hun vidste bedst, men en mor er ekspert på sit barn," siger Ellen.
Da Sofie var 18 år, fik hun endelig den rigtige diagnose. Hun havde Tourettes syndrom, men det kom ikke med nogen form for behandling eller rådgivning.
"Den lidelse, jeg virkelig havde brug for hjælp til, blev ikke anerkendt. I stedet blev jeg diagnosticeret med ADHD og sat på medicin. Det gjorde bare det hele værre," forklarer Sofie, og fortsætter:
”Mit liv var som at leve i et fængsel. Det var udmattende og krævende.”
Flytter hjemmefra
Da Sofie var færdig med gymnasiet, manglede hun flere fag og valgte at tage dem på privatskole. Hendes mål var at uddanne sig til lærer.
I en alder af 20 år flyttede hun hjemmefra og ind i et kollektiv. Efter at have været meget tæt på hende gennem hele hendes barndom, mistede Ellen al kontrol over, hvordan Sofie havde det.
”Jeg havde lyst til at ringe til hende hele tiden for at høre, hvordan hun havde det, men jeg tænkte, at det kunne jeg ikke. Jeg ønskede, at hun skulle sprede sine vinger og flyve, men samtidig kunne jeg ikke stole på, at hun ville gøre det.”
Hver gang Sofie ringede, vendte Ellens mave sig. Hendes krop havde været i standby-mode i så mange år, og det fortsatte, da Sofie flyttede.
"Det var en lang proces for mig at stole på hendes evne til at tage vare på sig selv, for i lang tid følte jeg, at hun ikke havde det godt," siger hun.
Endelig var der hjælp at hente
Vendepunktet kom for fire år siden, da Sofie endelig mødte en terapeut, som diagnosticerede hende med OCD og samtidig udtrykte sin dybeste undskyldning for alt, hvad hun havde været igennem.
At have OCD er at være plaget af tilbagevendende tanker, billeder eller impulser, som kommer mod ens vilje. Disse impulser kontrollerer til sidst en stor del af ens liv.
”Det var OCD'en, der fik mit liv til at føles så klaustrofobisk," forklarer Sofie.
Hun gennemgik et fire-dages program med eksponeringsterapi på Gaustad Hospital, som hun betegner som en effektiv norsk behandlingsform.
”Programmet er helt fantastisk. Jeg kan stadig huske følelsen, da jeg gik ud fra Gaustad, og for første gang i mit liv tænkte jeg: "Måske kan jeg blive rask og leve et normalt liv". Jeg kunne endelig være spontan, jeg behøvede ikke længere at planlægge alt. Det ændrede mit liv fuldstændigt, jeg kunne endelig være til stede i alt, hvad der skete," siger Sofie.
Så kom tårerne
I dag er Sofie fri for OCD og lever et normalt liv med job og partner.
Set i bakspejlet mener Ellen, at hun ikke skulle have været så bange for at opsøge Sofie, selvom hun var selvstændig og voksen.
”Det er ikke pinligt at give sit voksne barn støtte og trøst, så længe man viser respekt. Det handler om ren og skær omsorg og kærlighed til den person, man elsker allermest.”
Det tog tid for Ellen at sænke skuldrene og stole på, at behandlingen ville virke med tiden.
”Men det gjorde den, og det er fantastisk,” siger hun, og hun husker stadig dagen, da de mødtes ved døren til Gaustad Hospital. Hun kunne se i sin datters øjne, at noget var anderledes.
”Sofie sagde: "Mor, du kan give mig et kram. Og du må gerne røre ved mit ansigt." Jeg havde ikke fået lov til at stryge Sofie over kinden, siden hun var 15 år. Så kom tårerne.”
