Der er én god grund til at jeg har droppet Facebook én gang for alle

Min Facebook-besættelse startede tilbage i 2007, da sociale medier stadig var det nyeste nye. Alle talte om det, og jeg og min omgangskreds blev hurtigt delt op i dem, der var på Facebook, og dem, der ikke var. Vi lagde billeder på, når vi havde været på ferie, skrev opdateringer, når vi havde oplevet noget "sejt" – og vi svælgede i den spritnye mulighed for at promovere os selv, som vi ikke var i virkeligheden. Perfekte.

LÆS OGSÅ: ”Børnene betaler en høj pris for det liv, vi lever”

Facebook stod for mig som en helt ny måde at være social på. En meget nem måde at være social på. For her kunne jeg føle, at jeg havde uendeligt mange venner – og det blev hurtigt en følelse, jeg blev lidt afhængig af – især også at de "venner" gav sig til kende med likes, når jeg uploadede noget. Anerkendelse fik en helt ny betydning for mig.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 6:"De skaldede kvinder var det første syn, der mødte os"

Efter et par hæsblæsende år, hvor Facebook var det fedeste, begyndte jeg så småt at blive træt af at blive konfronteret med folks utallige opdateringer. Pludselig syntes jeg, at Facebook var lidt kikset og at dem, der var mest aktive derinde, var nørderne og de kedelige typer fra parallelklassen. De havde fundet sig et forum, hvor de kunne fremstille sig selv som seje - selvom dén tilgang netop gjorde dem til det modsatte, når de postede billeder af post-løbetur-og-nu-grøntsagsjuice-billeder.

En dag gik jeg amok og slettede over halvdelen af mine "venner", som aldrig rigtig havde været mine venner. Det fortrød jeg lidt igen senere, da jeg fik et job, hvor det egentlig ville se bedst ud med så mange "venner" som overhovedet muligt. Men tanken om at begynde at sende anmodninger til folk igen, gjorde mig så træt, at jeg overbeviste mig selv om, at mine kompetencer ikke kunne måles på mit antal af Facebook-venner, og at min arbejdsgiver selvfølgelig heller ikke ville gå SÅ meget op i dét.

Jeg slettede også halvdelen af mine "venner" i min egen stille protest imod, at jeg selv var begyndt at måle folk på, hvor mange "venner" de havde på Facebook. I det skjulte. For i det åbne protesterede jeg højlydt imod, at mennesker med mange "venner" automatisk var bedre end de andre. Men alligevel blev jeg imponeret over venners bugnende Facebook-kontoer – hvorfor var det ikke mig, der fik hundrede likes, når jeg uploadede et billede af min nyfødte datter?

Med tiden begyndte jeg at tjekke Facebook mindre og mindre. Strømmen af reklamer og videoer, der automatisk gik i gang, når jeg scrollede ned, irriterede mig grænseløst. Og jeg blev decideret vred over folks ligegyldige og "dybfølte" kommentarer til flygtningestrøm og alt muligt andet.

Faktisk var jeg godt gammeldags træt af Facebook i en årrække. Så hvorfor slettede jeg ikke bare min konto? Det gjorde jeg ikke af én simpel grund: Jeg var skide bange.

Bange for ikke at blive inviteret til begivenheder, bange for ikke at vide, hvad der var det helt nye store samtaleemne, bange for at fremstå gammeldags og bange for, hvordan mit liv ville fungere uden dette medie, der i mange år havde været en helt fast del af mine daglige bevægelser, når jeg scrollede ned over de nyeste opdateringer.

At få defineret den frygt, jeg havde for et liv uden Facebook, var det sidste, der skulle til for mig. Jeg lukkede min konto. For når afhængighed, frygt og et socialt medie er med i samme sætning, var det for mig på tide at sige farvel. Og jeg har ikke set mig tilbage.

Nu har jeg været uden Facebook i én måned. Og den måned har overrasket mig. For jeg har ikke manglet Facebook. Den eneste gang, jeg har mærket, at jeg ikke længere har en konto var, da min veninde måtte sende en sms direkte til mig for at høre, om jeg ville med hende og mine gamle uni-veninder i teatret. Og det har været rart at opleve. At mit liv går videre, selvom jeg ikke er på Facebook. Det er muligt at leve fint uden! Men samtidig har det også været skræmmende at indse, at noget, som jeg har anset for at være vigtigt at bruge utallige timer på ugentligt, faktisk er ligegyldigt.

På Facebook var jeg meget isoleret, når jeg var "social". Da jeg derimod modtog den personlige besked fra min veninde, føltes det mere socialt, end da det foregik via et socialt netværk. Ja – kald mig bare gammeldags.

LÆS OGSÅ: Her er de 5 største grunde til, at 50 procent af os bliver skilt

LÆS OGSÅ: "I stedet for bare at kaste håndklædet i ringen, er det vigtigt at tale med sin partner først"

LÆS OGSÅ: Kom med på onanikursus i New York