Lykke har brudt kontakten med sin familie: ”Det stirrer en lige ind i ansigtet i julen”

Duften af brændte mandler. Julelys spændt ud mellem bygninger. Julepynt i massevis.

Hvor end du går i Københavns gader og stræder, er der fyldt med julehygge. Stemningen er god, og småsnakken summer omkring julegaver, julemad og familiesamvær.

Det lyder for mange dejligt, men for 36-årige Lykke er det det rene mareridt.

Hun voksede op som skyggebarn, et barn, som lever i skyggen af et familiemedlem og derfor træder i baggrunden. Hun følte sig overset, at hun kun var til besvær, og at hun skulle klare sig selv i en helt ung alder. Allerede dengang var julen derfor noget, der bare skulle overstås. Hun syntes nemlig hverken at den var hyggelig eller rar.

Sidenhen har Lykke fravalgt sin familie, og selvom hun har en god vennegruppe, er hjerternes tid for hende stadig meget mere ensom og sorgfyldt, end den er varm og festlig.

I miniserien ’Den forbandede jul’ har vi snakket med kvinder, som på hver sin vis har det svært med julen, hvoraf en af dem er Lykke. Læs hendes fortælling her:

Hvorfor kan julen være særligt svær for dig?

”Den er alle vegne. Det er tilklistret alle steder, hvordan en familiekonstellation burde være, og hvor lykkeligt, dejligt og hjertevarmt det hele også er. Der er en slags fælles konsensus omkring, at det er sådan, det er.

Det minder mig om alt det, der burde have været der familiemæssigt, men ikke hverken var eller er der i mit liv.

Når jeg har prøvet at italesætte, at jeg derfor ikke er superglad for at klippeklistre, spise æbleskiver og tage en tur i Tivoli, så oplever jeg ofte, at det bliver taget imod på en dårlig måde, fordi mange opfatter det som om, at jeg blot er ude på at ødelægge deres glæde.

Men samtidig er det bare rigtig svært at være mig, for jeg bliver også pådraget smerte ved at sidde og høre om alt det, jeg ikke har, og alt det jeg ikke har oplevet. 

Så derfor synes jeg, det er en lidt låst situation, som jeg ikke rigtig kan komme ud af, og en situation, jeg bliver sat i år efter år. Jeg bliver i virkeligheden nødt til at lukke øjnene lidt for at kunne være i det, netop fordi julen bare stormer ind alle steder fra.

Sådan noget som julesange, juleklip og julefilm, jeg kan slet ikke holde det ud. Det skal bare væk. Det er så rosenrødt, smukt og idealiseret. Jeg kan bare ikke rumme det, fordi jeg bliver ked af det.” 

Hvad er det, der gør dig ked af det?

”At jeg ikke har det, som mange andre har. Mærkedage er i det hele taget svære for mig, men julen er ekstra svær, fordi den tager så lang tid. Mors dag og Fars dag er trods alt kun én dag. Men julen...

Jeg kan gå i seng juleaften og lade som om, at det er en almindelig tirsdag, eller hvilken dag det nu er det år, men det er alligevel hårdt, når man bor i lejlighed som mig og kan høre, hvad der foregår inde ved siden af. 

Jeg har selv valgt familien fra, så på den måde kunne nogle måske sige, at jeg kunne vælge den til igen, men forholdet er ret dysfunktionelt, så det er ikke en mulighed.”

Hvad ville du ønske, at andre vidste om din situation i julen? 

”Jeg ville ønske, at der var mere plads til det, der ikke er det typiske.

Der er en masse mennesker derude, som har svære familieforhold, og som på anden vis prøver at opbygge traditioner omkring julen, så de alligevel kan favne den, hvilket jeg synes er smukt, at de kan.

Men for mig er det et problem hvert år, og ensomheden og afsavnet er helt klart en stor faktor i julen. Smerten stirrer mig lige ind i ansigtet i de måneder.Det virker stadig tabubelagt at sige det, men jeg synes, det er vigtigt at sætte fokus på ensomheden og sorgen, fordi det er så sårbart for os, der står i det, og vi føler os meget alene på mange måder.” 

Hvad ville du ønske, at andre gjorde for dig i julen?

”Jeg føler ikke, at jeg er i stand til at bede andre mennesker om noget, for jeg vil gerne værne om, at de har noget, de holder af og er glade for. Jeg vil bare også gerne have lov til at sige, at det har jeg ikke, uden at det på nogen måde skal træde på deres glæde."

Er der nogen, du vil sende en særlig tanke til jul?

”Jeg sender en tanke til dem, jeg holder af. Jeg tænker på, hvad de mon laver. Forhåbentligt skal jeg ’fejre jul’ med nogle fra ASPA (AskovFondens Socialpsykiatri, red.) den 24., hvor vi tager ud og spiser noget god mad. De andre fejrer julen den aften, men jeg fejrer ’bare’ en aften sammen med dem, jeg holder af, for at udfylde tiden med noget hyggeligt. ”

Hvordan bliver det, tror du?

”Glædesfyldt, håber jeg. Og hyggeligt. Jeg sætter ikke de store krav til det, og jeg har ingen forventninger. Men jeg kan godt lide de mennesker, der deltager, og det er det, jeg går ind til det med.” 

Hvordan vil det hjælpe dig? 

”Det hjælper mig til at vide, at jeg er okay, tror jeg. Jeg føler mig i hvert fald virkelig set og hørt - og ønsket. Og det er virkelig noget, jeg har manglet i mit liv.”

Hvordan r det at føle det som 36-årig?

”Det er ret stort. At have et sted, jeg føler, jeg godt må være og hører til – det er virkelig rart.

Det har ikke rigtig fæstnet sig i min grundkerne, men det er nok også svært, når den er så smadret, som den er. Men det har i hvert fald sat nogle skår ind af glæde. Nogle små afbræk. Lyspunkter.” Kan det få dig til at se anderledes på julen?

”Med tiden måske. Nu er det første gang, jeg skal til det, men jeg håber på, at det kan blive mindre og mindre besværligt med tiden. Men jeg tror altid, at jeg vil bære sorgen med mig. Det tror jeg ikke, jeg kan slippe for, men jeg kan måske acceptere det på en anden måde, hvis der er andre gode ting, som er stedfortrdende.” 

Hvad håber du, at andre kan få ud af at læse din historie?

”Jeg ved, at der er folk, der kan relatere, og jeg ved, at der er mennesker, der har nogle traumatiske ting, de har oplevet, som gør det svært for dem omkring juletid.

Mennesker har brug for omsorg, og når man har haft omsorgssvigt i sit liv, så er det ikke altid lige så tydeligt, som hvis der for eksempel har været vold eller stof- og alkoholmisbrug i familien. Når man som mig er opvokset som skyggebarn, så har der jo været problemer under overfladen – selvom jeg både har haft forældre, et hjem, rent tøj på kroppen og varmt vand i hanen. 

Men fordi man ikke kan se det, vil der altid være nogen, som sår tvivl og sætter spørgsmålstegn. Der vil altid være nogen, der kommer med den der: ’Jamen, det er jo dine forældre, hvordan kan du ikke ville dem?’ Fordi det står næsten skrevet med blod, at dem skal vi omfavne, at vi skal ære og kære om dem. De er det sikre holdepunkt. Og hvad gør man så, når de ikke er det?

Det er så svært. Og derfor vil jeg bare virkelig gerne have, at folk derude ved, at vi er en hel del, der sidder med den slags følelser – især i juletiden, selvom det er en glædelig tid på året for mange.”