Hvis disse ti skrækscenarier ikke skræmmer dig væk, er du klar til at blive mor.

Er du klar til at få børn? Her er 10 ting du skal være forberedt på

Listen over udfordringer, der kommer (meget) bag på forældre til små børn, er lang. De fleste har man hørt om før, men når man så står i dem med begge ben, er det lidt noget andet.

KLUMME: For nylig skrev vi om, hvordan Sisse Sejr Nørgaard blev gravid ved et uheld. Det var ikke tilfældet med mig. Begge mine børn var mere eller mindre planlagte. Jeg er 30 år, og nu bor jeg med mand og to små børn (på 4 og 1 år) og står i en blanding af lort og lykke til halsen. Her er mine 10 bud på, hvad du skal være forberedt på, inden du skifter fancy restaurantbesøg og vilde byture ud med "projekt barn".

En ting, jeg har lært af at blive forælder, er, at jeg ikke vidste noget om forældreskabet, før jeg stod i det selv.

Der er en grund til, at man som kvinde allerede som gravid bliver indlemmet i en særlig "klub" af mødre og andre forældre – man får det der anerkendende (til tider medfølende) blik, der siger: Du er en af os, eller – Du skulle bare vide, hvad du har i vente. Dem, der allerede er forældre, ved, at det, du er på vej ind i, simpelthen er helt vildt (på alle måder) og ikke minder om noget andet, du har oplevet.

LÆS OGSÅ: 25 "kloge" beslutninger du kun tager, når du er fuld

Dit liv bliver en blanding af kaotisk, pinligt og på hovedet. Og det er bare rent fysisk. Det følelsesmæssige er der slet ikke plads til at komme ind på her.

Alligevel vil jeg prøve at opridse 10 scenarier her, der ikke atypisk kan forekomme i løbet af få dage med børn. Hvis det ikke skræmmer dig, er du uden tvivl klar til at blive forælder:

10 ting, der afgør om du er klar til børn

1. Nyder du rolige morgener, hvor du veltilfreds strækker dig, når uret ringer, og lige ligger fem minutter ekstra, inden du kuldskær går ud under en varm bruser? Forget it. Med små børn bliver du højst sandsynligt flået ud af drømmeland og må direkte ind og agere holdleder, koordinator og samlebåndsmedarbejder. Der skal skiftes ble, tømmes blespand, gives tøj på, laves morgenmad (og findes fjernsynsprogram, der falder i god jord), inden du MÅSKE kan gøre dig forhåbninger om et øjeblik til at tisse og kaste lidt vand i hovedet.

2. Har du en flot sofa i den helt rigtige lysegrå nuance? Er du glad for dit smukke persertæppe fra Another Ballroom og dine pastelfarvede hørpuder fra Society hos Stilleben? I løbet af no time vil du opleve, hvordan madrester bliver en fast del af inventaret. Og du vil forundres over, hvordan et æble efter mange måneder nærmest forstøver.

3. Du stifter på månedlig basis bekendtskab med sygdomme, du lykkeligt havde glemt eller slet ikke vidste eksisterede (gud ske lov). Små børn bliver smittet med det ene og det andet i daginstitutionen. Og alle lidelserne kræver oftest lægebesøg, mange udgifter til medikamenter, pylrede unger (stakkels dem) og karantæne fra daginstitutionen (og nej, bedsteforældrene kan ikke passe, for de går til yoga og fluefiskeri eller har tordnende karrierer).

LÆS OGSÅ: Derfor skriver han ikke tilbage til dig

4. Efter en hård arbejdsdag med masser af udfordringer er det dejligt at smække benene lidt op, når man kommer hjem og så tage stilling til aftensmaden ved syvtiden. Forestil dig, at du i stedet inden klokken slår syv, skal have præsteret følgende efter arbejde: Hente børn inden klokken fem, fragte trætte og sultne børn hjem, have dem ud af tøjet, fikse dem en snack, få dem beskæftiget, lave aftensmad (bed til gud om, at du har købt ind), servere mad, rydde ud af bordet, give de små et bad (de er usandsynligt beskidte efter daginstitutionen og middagen), give nattøj på, læse/synge for dem, putte dem. Hvis du stadig ikke har nået at få dit eget overtøj af, er det ikke usædvanligt.

5. Når du og børnenes far endelig skal ud at spise i byen, er I temmelig trætte og vil egentlig hellere ligge på sofaen. Hvorfor? Fordi I højst sandsynligt har været ovenstående igennem inden.

6.  Når du selv er syg, skal du stadig i en hvis grad agere chef/kommunikationsansvarlig/

stuepige/plejepersonale/legeonkel/alvidende orakel/psykolog/kok – dine børn er der stadig 24/7.

7. Foretrækker du også den minimalistiske nordiske stil, som er så meget oppe i tiden, når det kommer til dit valg af interiør? Krydr den med ekstremt meget plastik i grøn, rød, gul og blå, små ikke-trendy figurer i alskens afskygninger, kørevogne i alle størrelser og plysdyr, der aldrig har været i nærheden af Pure Baby. Det er ikke særlig hot.

8. Din forfængelige side kvæles, jo flere børn du får. Glem alt om tid til dybderensende ansigtsmasker, daglig barbering og gennemfugtende hårkure, der skal sidde i 10 minutter. Dit mest helsende bad vil være til lyden (godt nok dæmpet pga. udsugningen) af skrig og skrål i baggrunden.

9. Romantik er et udfordret element i et parforhold med små børn. Det tætteste, jeg har været på intimitet den seneste uge, var da jeg skulle have et termometer i enden for at tage min temperatur.

10. Tømmermænd. For det meste er du i søvnunderskud, når du har små børn, da du typisk er oppe et par gange om natten. Hver nat. Så at hive en hel aften ud af kalenderen og muligvis noget af natten, går ikke uset forbi. Enten bliver du decideret syg af det, og ellers tager det dig helt til onsdag, før du føler dig bare lidt ovenpå igen. Og indtil da, har du skullet stå model til alt ovenfor.

Hvis ovennævnte skræmmer dig helt vildt, og du nærmest ikke kan forestille dig noget værre, så er du måske klar alligevel. For listen over ting, der er fantastiske ved at have børn, er mindst ligeså lang. Men nu er du forberedt.

LÆS OGSÅ: Nina Stork har hjulpet over 4.000 børn af enlige og lesbiske til verden.

LÆS OGSÅ: Børn og karriere: Den store kabale.

LÆS OGSÅ: 10 kvinder gør status over livet, døden og alt imellem.