Eva Ravnbøl: "Han solgte vin på min kærestes restaurant, og så kan det jo godt gå galt"
Der findes omveje, afveje, lige veje og genveje. Kommandoveje og veje til hjertet. Vi spørger tv-korrespondent Eva Ravnbøl om sine veje rundt i livet.
Hvilken vej var den første, du gik på?
"Vi flyttede fra Brede til Krogvej i Virum, da jeg var tre år, og min søster kom til verden.
Det var en tryg og dejlig barndom, hvor vi børn løb rundt og legede i hinandens haver. Jeg måtte selv cykle i skole allerede fra 1. klasse, hvilket er meget anderledes end mine egne børn, som er vokset op i Rom og blev kørt rundt, til de var 11-12 år.
Min far var forfatter, konferencier og revyforfatter, mens min mor var selvstændig som mannequin i blandt andet Magasin og senere begyndte at skrive om mode. Det vil sige, at ingen af dem havde faste arbejdstider, men min far var tit ude og optræde om aftenen. Et kunstnerhjem lyder så stort, men det var det vel.
Jeg var et meget udadvendt barn. Der var spræl i mig, og som min søster husker det, var jeg altid læreren, når vi legede skole derhjemme. Jeg interesserede mig for sprog i skolen – ikke for matematik. Når vi havde klassens time, sagde min klasselærer altid, at vi måtte spørge underholdningschefen, hvad vi skulle lave. Det var mig. Jeg var også altid med i skolekomedierne, som min far i øvrigt ofte skrev."
Hvordan fandt du din levevej?
"Jeg ville være journalist, allerede da jeg gik i folkeskolen, og jeg var da også i praktik på Politiken. Efter gymnasiet holdt jeg sabbatår i Rom og blev der et år længere end først planlagt. Mine forældre tvang mig til sidst hjem for at studere, men jeg kendte intet til Aarhus, som var det eneste sted, man kunne læse journalist dengang, så i stedet begyndte jeg at læse italiensk i København.
Jeg flyttede ret hurtigt til Italien igen og kom aldrig tilbage til Danmark. Men et års tid efter jeg var flyttet til Italien, var jeg til bryllup i Danmark og fik en TV2-fotograf til bords. Han spurgte, om jeg ville prøvefilmes som vært på et program, der hed 'Pasta Plus'. Det var et program, som blev meget populært i 1990’erne, for man kom ind i de rigtige italienske mammaers køkkener. Jeg skrev også en kogebog og begyndte at lave restaurantguides, for min første kæreste var kok, og den næste var vinhandler, så jeg kom i de cirkler.
I 2008 blev jeg vært på et program, der hed 'Min italienske drøm', hvor danske par skulle lære at lave mad i Italien og også indrette et italiensk bed & breakfast i en lille landsby. Det var så sjovt at være med, for jeg kendte begge kulturer så godt, at jeg kunne se, hvor de ville clashe. Åh nej, tager hun nu trøjen af her midt på gaden? Eller bestiller han nu en cafe latte efter middagen? Sådan nogle ting gør man bare ikke i Italien.
De lokale skulle prøvespise den mad, danskerne lavede, og det havde de ikke meget til overs for. Alt var galt. Mamma Mia! Pastaen var jo både undersaltet og overkogt. Jeg kan huske, da danskerne skulle holde afskedsmiddag. Pludselig kom en lokal løbende efter mig og råbte: ”Eva, vi skal ikke spise deroppe igen, vel?” Italienere er meget traditionsbundne med deres mad, og fortolkning er ikke en mulighed.
Mad er et samlingspunkt i et land, hvor tingene tit sejler, og mad skal smage, som den plejer. Hvis man skal sammenligne det med noget dansk, er det nok julemad. Hvordan skal en and steges, og i hvilken rækkefølge kommer tilbehør? Det er ikke tilfældigt."
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
Annonse
"Det har de to italienske mænd. Først kokken, som introducerede mig til italiensk mad og lærte mig at elske det, og siden vinhandleren, som jeg mødte, da jeg var 25 år, og som jeg fik to børn med. Han solgte vin på min kærestes restaurant, og så kan det jo godt gå galt. Vi blev skilt i to omgange. Første gang i 2005 og så havde vi en lille revival, inden vi blev endeligt skilt i 2010 eller 2011.
Jeg har ikke en ny italiener, og jeg ved ikke, om jeg regner med, at mænd falder ned fra himlen, men jeg kigger ikke efter en ny. Begge mine børn er ellers flyttet hjemmefra nu, så det ville jo være fint nok. Jeg mangler dog ikke selskab, for jeg har et rigt socialt liv, og mit arbejde fylder også meget. Men jeg vil ikke afskære mig muligheden."
Hvornår i livet tog du en genvej?
"Jeg er virkelig havnet på den rigtige hylde, for nu laver jeg primært nyheder, og det fører mig mange spændende steder hen. Jeg har dog også været ude og dække tragiske ting som migrationskrisen og også corona, som ramte Italien først.
Der fik jeg virkelig noget at lave, for jeg skulle dække det professionelt, selv om jeg også privat stod midt i det. Tidligere når jeg har dækket jordskælv, har jeg været væk i tre-fire dage, og det har været voldsomt, men så har jeg kunne forlade det igen. Det kunne jeg ikke her. Jeg stod op klokken fem om morgenen for at være på nyhederne. Italien var nemlig de første til at forbyde kys og kram og indføre mundbind.
På det tidspunkt havde jeg stadig to hjemmeboende børn, så hver aften mødtes vi hjemme og spiste sammen og hørte italienerne synge fra deres balkoner – og vi sang med. Min datter blev i den periode ansat som fotograf af TV2, og hun tog ud og fotograferede de store pladser i Rom; Piazza Navona, Piazza del Popolo og Den Spanske Trappe, som var fuldstændig mennesketomme.
Det var once in a lifetime, så jeg må se at få indrammet de billeder. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle dække noget større end migrationskrisen, men det kom jeg til, og det var voldsomt. Men jeg vidste, at det var vigtigt, at jeg rapporterede fra Italien, så jeg sagde aldrig nej til at være med."
Har du nogensinde stået ved en korsvej?
"Da jeg blev skilt fra mine børns far, skulle jeg beslutte, om jeg ville flytte hjem til Danmark igen, men jeg havde jo et godt liv i Italien, selv om det var nogle hårde år. I dag ser jeg mig selv i Rom resten af mit liv. Jeg møder tit danske damer, som bor i Rom, men vælger at flytte hjem til Danmark, når de bliver gamle, og så rejser de alligevel til Rom hele tiden.
Børnelivet er bedre i Danmark. Jeg mødte lige en børnehave i metroen i dag, de er altid ude uanset vejret. I Danmark er man ikke bange for lidt regn, og det kunne italienske forældre godt lære noget af. Men når jeg tænker på mig selv som pensionist, er det i Rom. Det er så let at møde andre mennesker, da man er mere ude på grund af det varmere vejr, man snakker med naboen, går på café og markeder. Jeg har dog aldrig brændt mine broer til Danmark, og jeg tror, jeg kunne blende ind med det samme, hvis jeg flyttede hertil."
Hvor er du på vej hen lige nu?
"Jeg har det luksusproblem, at jeg har travlt, så jeg kunne godt tænke mig at sige nej til mere og have mere tid til bare at være hjemme i Rom. Jeg elsker også at tage til de varme kilder, ligesom de gamle romere gjorde i vinterhalvåret.
Jeg vil gerne være mere stabil med min træning og blive bedre til at passe mine lægetider. Lige nu humper jeg rundt på en dårlig fod uden at finde tid til at gå til lægen. Jeg ser dog ikke mig selv som en klassisk pensionist, for jeg vil gerne blive ved med at lave for eksempel kogebøger og foredrag."
