Flemming Møldrup siger op

Flemming Møldrup stopper på 'Kender du typen': Derfor har jeg valgt ikke at forlænge min kontrakt

Den populære livsstilsekspert har valgt at slutte sin tid på tv-programmet 'Kender du typen'. På Instagram fortæller han i et langt opslag hvorfor.

I over syv år er han tonet frem på fjernsynsskærmen og har analyseret på kendte danskeres hjem og personligheder.

Men nu er det slut.

Livsstilseksperten Flemming Møldrup stopper som den ene af de to eksperter på det populære DR-program 'Kender du typen'.

Det skyldes ikke uvenskab eller en fyring ifølge ham selv. Derimod har han efter eget ønske valgt ikke at forlænge sin kontrakt med DR. 

"Nogle gange skal man turde forlade noget, som man elsker. Alene fordi man kan mærke, at tiden er rigtig. Uanset, hvor komfortabelt det ville være at blive. Sådan en tid er det for mig nu. Jeg har derfor valgt ikke at forlænge min kontrakt med DR på Kender du typen," skriver Flemming Møldrup på sin Instagramprofil.

Dermed bliver programmerne i efteråret 2022 de sidste med ham som ekspert.

Flemming Møldrup understreger, at han er dybt taknemmelig for alle de oplevelser og fantastiske mennesker, han har mødt gennem årene på programmet, der er en af de mest sete livsstilsudsendelser herhjemme. 

En særlig hilsen sender han til tidligere vært Mads Steffensen, sin med-ekspert Anne Glad og den nye vært, Anna Linn, som han alle har dannet et venskab med bag skærmen, lyder det.

"Tak til Mads, Anne og sidst, men ikke mindst Anna, for at være så fantastiske at være på skærmen med. Jeg holder meget af jer, og betragter jer som mine venner."

En svær beslutning

Der er gået mange tunge overvejelser forud for hans beslutning, og når den populære livsstilsekspert har valgt at stoppe, skyldes det en trang til fornyelse, forklarer han videre.

Faktisk har han dykket ned i skuffen hos en af Danmarks største popstjerne, da han traf sit valg.

"Det har virkelig ikke været nemt at træffe den her beslutning. Og det har taget mig lang tid at tænke det hele igennem og turde sige til mig selv, at det tør du godt. At tiden er ved at være inde. Og at man, som Thomas Helmig synger i Malaga, nogle gange må lukke nogle døre, for at verden kan blive større," lyder det fra Flemming Møldrup.

Om vi kommer til at se Flemming Møldrup igen på vores fjernsynsskærm står endnu hen i det uvisse. Selv forklarer han, at opsigelsen på 'Kender du typen' ikek skyldes, at han har et nyt værtsjob på bedding. 

"Jeg er rimelig eventyrlysten af natur, og de sidste 7 år har været et uforglemmeligt et af slagsen. Men nu trænger jeg til at kigge mod nye horisonter. Og andre eventyr. Jeg ved endnu ikke, hvad fremtiden byder på, når det kommer til tv. Det må tiden vise," understreger han.

Om Flemming Møldrup

  • Født i 1969.
  • Livsstilsekspert, reklamemand og tv-vært, især kendt fra DR-programmet 'Kender du typen'.
  • Har studeret til billedjournalist og har gået på forfatterskolen for børnelitteratur. Udgav i 2021 bøgerne 'Bogen om bål', samt 'Slug kamelen – der kommer flere' sammen med sin ekskone, Julie Ralund.
  • Gift med Rikke Rasmussen, som han ikke bor sammen med.
  • Har en teenagedatter fra sit første ægteskab.