“For mig er der ingen forskel på mit adopterede og biologiske barn”

Da jeg mødte min mand, vidste vi begge to,at vi gerne ville have børn. Det viste sig at være svært, så vi startede i fertilitetsbehandling, som var et rent helvede. Jeg havde det heftigt dårligt pga. hormonerne, og jeg ville bare have det til at ske med det samme, men jeg blev ikke gravid. I stedet for at sætte mig ned og græde har jeg handlet ved at tage et forsøg mere, når der ikke skete noget. Så følte jeg, at jeg gjorde noget. Lægerne udelukkede ikke noget i mit forløb, men jeg kunne godt se, hvor det bar hen.

Efter fire år sagde jeg stop, og vi begyndte på en adop-tionsproces. Jeg er selv adopteret fra Sri Lanka, så det var ikke mærkeligt at tænke på, at jeg måske skulle adoptere. For mig er det ligegyldigt, hvor børn kommer fra, og jeg har ikke nødvendigvis et stort behov for at være gravid eller for at have nogle børn, der ligner mig, for det er jeg ikke selv vant til. Efter fem måneder blev vi godkendt til at adoptere.

LÆS OGSÅ: Om jeg skal ha' børn? Ja, jeg skal bare lige...

Vi valgte at adoptere fra Sydafrika, da det har kørt uden problemer i flere år. Man følger selv sit journalnummer på en liste på nettet, så hver gang der kommer et barn i forslag, kan du se, at dit nummer rykker en plads op. Ventetiden var forfærdelig. Vi levede for de her ryk. I Sydafrika går det ikke vildt hurtigt, men der kommer alligevel et barn ca. hver tredje uge, hvor der i andre lande kan gå hele og halve år. Der gik to et halvt år, fra vi var godkendt, til vi fik et barn.

Opkaldet kom 2. juni 2014, og det var så mærkeligt, da de ringede. Da jeg tog telefonen, sagde damen fra adoptionscentret: "Hej Mette, det her, det er opkaldet." "Øh o.k., opkaldet. Har jeg fået et barn?" "Ja, du har fået en pige." Og så begyndte jeg at tude. Vi havde fået Olivia, som var 14 måneder, og allerede inden jeg så et billede af hende, følte jeg, at hun var mit barn. Jeg vidste bare, at jeg havde fået min lille pige.

LÆS OGSÅ: 8 tegn på at han er manden, du skal have børn med

Vi skulle være i Sydafrika 14 dage efter. Først fløj vi til Durban, hvor hun er fra, og derefter til Johannesburg for at få lavet et pas til hende. Olivia var blevet indleveret på et børnehjem, hvorefter hun var kommet i pleje hos en 70-årig dame, der hed Jenny. Dagen efter vi ankom til Sydafrika, blev vi kørt ud til huset, men hun var ikke hjemme. Pludselig kom hun kørende, og vi kunne se to krøltoppe i ruden. Hun steg ud, gav mig Olivia og sagde: "Det er din." Og så var jeg mor.

Det var helt vildt at se Olivia. Vi var sammen med hende i to dage hos Jenny, og så fik vi hende med. Jeg kunne godt mærke, at hun var ked af det, uden at hun sagde noget. Det gik hurtigt over, men det var svært, fordi jeg fik en helt instinktiv moderomsorg for hende, og jeg elskede hende over alt. Men samtidig havde jeg taget hende væk fra alt det, hun kendte. Hun vidste jo ikke, at jeg nu var hendes mor. Jeg var bare en dame, der var kommet og havde hentet hende. Jeg priser mig lykkelig for, at hun har været hos Jenny. Det har givet hende en tryghed, der har gjort hende stærk.

Mens vi var i Sydafrika, fik jeg det rigtig dårligt. Jeg kastede mere og mere op og troede, at jeg havde fået madforgiftning, så jeg tog på hospitalet. Efter et tjek sagde lægen: "Alt ser fint ud, der er hjerteslag." "Øh, hjerteslag, fra hvem? Jeg er her jo alene," svarede jeg. Og så kunne jeg gå hjem til hotellet og fortælle min mand, at vi skulle være forældre igen. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på det tidspunkt. Jeg var så overvældet, at jeg tror, jeg tænkte, at det ikke ville blive til noget.

Jeg forberedte mig ikke på at blive mor igen, fordi jeg nærmest ikke tænkte på det. Jeg blev nødt til at holde hjulene i gang og få Olivias nye hverdag op at køre. Det skete heldigvis virkelig nemt. Hun faldt så godt til og var bare i gang fra starten. Hun startede i vuggestue efter tre måneder, fordi hun havde brug for at komme ud og lege med nogle andre børn, og det gav mig lidt tid til at trække vejret. Men jeg har helt sikkert ikke haft en almindelig graviditet, hvor der var tid til at gå og mærke min mave særlig meget.

Da Andrea blev født, skulle jeg lige lære at jonglere det hele. Jeg ammede kun delvist, for jeg kunne ikke sidde fastlåst med en baby hver anden time. Olivia stod ved siden af og sagde: "Læg lige babyen," for hun ville jo også op, og det vil hun stadigvæk. Jeg kan ikke sige til et barn på to et halvt, at hun ikke kan komme op, fordi hun er den store. Hun er jo ikke stor. Jeg føler mig altid utilstrækkelig, fordi der er to, der vil have fat i mig. Olivia har lært at sige: "Nu er det min tur." Det er altid nogens tur, og det kan jeg ikke ændre på.

Det er svært for sådan et ego som mig at forsvinde helt. Jeg har brug for at komme ud og lave noget andet, som jeg er god til. Jeg har været sådan en karrierekvinde, der har haft knald på og kunne gøre, hvad jeg ville. Og hvor jeg før gik ud og mødtes med veninder, sidder jeg nu hjemme hver aften, så alt er forandret. Alt er fastlagte rytmer og på to mennesker under tre års præmisser. Det er ikke svært, for min kærlighed til dem er jo stor, men det er overdrevet vildt at have fået to så små børn på så kort tid.

Jeg har ikke gjort mig nogen særlige tanker om, at jeg har et adopteret barn og et biologisk barn, for jeg tænker ikke sådan. For mig er der ingen forskel på mine to piger, og jeg tænker aldrig på Olivia som adopteret. Når man adopterer, er barnet et altoverskyggende ønskebarn. Det er Olivia. Og Andrea er min altoverskyggende overraskelse. Olivia siger, at hun da også har været inde i min mave, og det siger jeg ikke imod. Jeg har ikke tænkt mig at fortælle dem en historie, der er særlig forskellig, for ønsket om dem var jo lige stort, og på et tidspunkt skal hun nok selv finde ud af, at hun er adopteret.

Jeg tror på, at Olivia er kommet med Andrea, og helt lykkeønske-agtigt var det min mulighed for at få to børn. Jeg er siden blevet skilt, og jeg kan ikke overskue at gå igennem flere kampe for at få et barn mere, selv om jeg ikke vil afvise, at der kommer flere, når det nu viser sig, at jeg faktisk kan blive gravid. Men jeg er stadig i chok over den omvæltning, der er sket i mit liv. Det er den mest sindssyge, men selvfølgelig også den mest lykkelige, fordi jeg har fået to velfungerende piger, som er glade og stortrives. De var hele ventetiden værd.

LÆS OGSÅ: Er du klar til at få børn? Her er 10 ting du skal være forberedt på

LÆS OGSÅ: Vi vil alle sammen gerne have mere af alt det gode. Men hvad er det der er godt?

LÆS OGSÅ: 6 situationer hvor det er okay at føle jalousi