Er du forelsket i at været forelsket? Start med at elske dig selv

Er du single - men altid på vej ud af eller ind i et forhold? Og hører du ofte dine veninder sige: 'Måske du skulle prøve at være alene lidt og finde dig selv først, inden du finder den rigtige?'

Et eller andet sted inde i dig er jeg sikker på, at du godt ved, at der er noget sandhed i den sætning. Men du kan bare ikke, for du er forelsket i at være forelsket.

Følelsen af at være helt opslugt af en anden, smeltet sammen nærmest. Lange nætter med sex og snak og sex og snak. Tanken om en hel dag uden ham giver dig ondt maven, og minutterne til jeres næste møde skal tælles.

Derfor går der ikke lang tid efter et break-up, før du igen er online for at lede efter en ny at være forelsket i.

Ser du dig selv gennem hans øjne?

Problemet med at være nærmest afhængig af at være forelsket er, at der nedenunder den afhængighed ligger en frygt for at være alene og føle sig udenfor. Det kan være svært at indrømme over for sig selv, at det måske - bare måske - kunne være dét, som er på spil.

Så hvis du altid er på vej ud eller ind i et forhold, på den ene eller anden måde, er mit (kvalificerede trods alt) gæt, at det ikke er fordi, at du bare elsker at skulle starte forfra igen og igen, men fordi der er sider af dig selv, du ikke bryder dig så meget om - sider du uundgåeligt bliver konfronteret med, når du er alene.

For når der er sider af dig selv, du ikke elsker, så vil du altid (og desværre forgæves) lede efter en anden til at elske dem i stedet. Så den største grund til, at du konstant søger forelskelsen, er, at du har brugt en stor del af dit liv på at løbe fra dine 'u-elskelige' sider.

At du skammer dig over dine strækmærker på lårene.

At du nogle gange er doven og glor Netflix i timevis.

At du kan være en sur og urimelig kælling.

At du er sårbar og har brug for at blive holdt om.

At du slet ikke kan lide børn.

Men når du er sammen med en ny kæreste (som endnu ikke har opdaget, du er menneskelig!), så glemmer du i en kort periode, at du er ’u-elskelig’, fordi du ser dig selv gennem hans øjne. Hvis han kan elske dig, må du jo være noget værd, ik?

Men følelsen af at være ’værd at elske’ er midlertidig. For lige så snart forholdet ender - og det gør det, hvis det ikke er ligeværdigt - går det op for dig, at de sider af dig selv, du forsøgte at få en anden til at elske (selv om du ikke selv gør det), de er der stadig. Og måske hader du dem mere nu end nogensinde før. For hvad nu hvis de var grunden til, at den nye kæreste mistede interessen?

Elsk dine 'u-elskelige' sider først

Så at være forelsket er altså ikke kuren til at elske hele dig - tværtimod! Men hvad er så?

Alt det du frygter: afvisningen, at blive omklamret, at miste frihed, blive dømt, miste kontrol, at være alene, at være sårbar.

Alt det som - når det lever i det ubevidste - får os til at enten at skubbe andre væk eller klamre os til dem.

Alt det som får dig til at gå ud og ind af forkerte forhold igen og igen.

Al den frygt må du konfrontere – for det er kuren, som for dig til at elske hele dig.

Og når du elsker hele dig, finder du også den mand, som er din ligeværdige. Ham der ikke skal 'redde' dig fra dig selv.

Og ja, jeg ved godt, at det er nemmere sagt end gjort, men det starter med, at du holder op med at løbet forvildet efter en ny mand, så snart den sidste forsvandt. Og at du begynder at kigge indad i stedet.