”Da min far døde, var jeg fuldstændig knust”

Chimamanda Ngozi Adichie er frygteligt træt, fortæller hun. Det er eftermiddag, og hun er lige vågnet efter en powernap.

“Jeg beklager meget, men jeg er stadig lidt søvnig,” siger hun og gnider øjnene.

I forgårs blev hun interviewet af kommunikatør Moussa Mchangama i en propfyldt Dronningesal på International Forfatterscene i Den Sorte Diamant i København, og i går gik vandflyveren til LiteratureXchange i Aarhus, hvorfra hun kom hjem klokken 02.30 i nat.

“I Aarhus følte jeg, at jeg oplevede det rigtige Danmark. Jeg følte mig godt tilpas og hørte en hel masse, der talte dansk – og ikke engelsk,” siger hun med sin dybe, myndige stemme, der intonerer ordene langsomt og velovervejet.

Sidst Adichie besøgte Danmark, var i 2014, da hendes bestseller-roman 'Americanah', om den nigerianske pige Ifemelu, der som studerende i USA for første gang oplever sig selv som sort i en hvid verden, udkom på dansk. Romanen, der både vandt National Book Critics Circle Award og blev kåret til en af årets 10 bedste bøger af The New York Times, gjorde Chimamanda Ngozi Adichie til den litterære superstjerne, hun er i dag, og sender hende rundt på bogturneer og litteraturfestivaler i hele verden. Men København er, ifølge forfatteren, blevet alt for international.

“Jeg rejser virkelig meget og for at være ærlig, var mit første indtryk, at jeg lige så godt kunne være i New York. Men jeg nyder at møde mine danske læsere,” tilføjer hun ydmygt.

Og dem er der en del af. Både i København og Aarhus var arrangementerne udsolgte og en veloplagt forsamling lyttede til Adichies fortolkninger af de tendenser, der løber gennem vores globaliserede kultur, og de tanker om uhensigtsmæssige magtbalancer, race, køn og klasse, som hun er kendt for at belyse. Publikum havde dårligt taget plads i sæderne, før hun prikkede til danskernes selvgodhed og kaldte os konfliktsky, fordi vi meget nødigt taler om vores fortid som kolonimagt.

“Danmark er et land, som godt kan lide at gemme sig bag sin ubetydelige størrelse, men historisk har I været en kæmpe magtfaktor i verden. I vil kun anerkende jeres medansvar for de ting, I har gjort, som er gode – ikke de ting, som bestemt ikke har været så gode: “Uhh, vi er så små, vi er sådan et lille land. Vi kan umuligt have gjort noget,” imiterer hun grinende og lægger hovedet på skrå som et barn, der forsøger at slippe for en skideballe.

“Men jeg må sige, at det nok er et europæisk syndrom. Selv lande som Belgien, der har en voldsom kolonial historie, er først for nylig begyndt at erkende og engagere sig i den fortid,” understreger hun og minder om, at den hvide mands eurocentriske historiefortælling har mørke og voldelige kapitler, vi sjældent taler om, selv om vores landes velfærd, rigdom og dominans hviler på den.

“Bare kig på indre by i jeres smukke hovedstad,” siger hun og hentyder til, at pengene til at bygge kom fra råvarer og slavehandel fra De Vestindiske Øer og Elfenbenskysten.

I Chimamanda Ngozi Adichies hjemland, Nigeria, er kolonihistorien brænde til det bål, der har blusset siden løsrivelsen fra kolonimagten England, der koloniserede landet fra 1800-tallet og frem til de tidlige 60’ere.

Siden da har landet været præget af voldsomme politiske konflikter, korruption, massakrer, militærkup og magtkampe mellem grupperingerne, igboer (sydøst), yorubaer (syd) og hausaer (nord).

Magtkampene kulminerede i 1967 i en borgerkrig, da de kristne igboer i den rige, olierige østlige region Biafra forsøgte at etablere en selvstændig stat. Krigen, som Chimamanda Ngozi Adichie har beskrevet i bogen 'En halv gul sol', varede i tre år, splittede hjem og familier fra hinanden og krævede over en million ofre.

En ubehagelig læremester

I romanen, som handler om kolonialisme, klasse, race og kærlighed, følger vi den privilegerede, universitetsuddannede, høvdingedatter Olanna og hendes revolutionære mand, universitetslæren Odenigbo, som bor i universitetsbyen Nsukka i den velstillede, intellektuelle elite – indtil Biafra-krigen vender op og ned på alt.

Et miljø, som minder om det, som Chimamanda Ngozi Adichie selv voksede op i i selvsamme Nsukka, hvor begge hendes forældre var ansat på universitetet. Hendes far, James Nwoye Adichie var professor i statistik, og hendes mor, Grace Ifeoma Adichie, var universitetets første kvindelige administrator.

“Jeg var meget heldig at vokse op i den familie. Jeg ved nu, at jeg har haft en lykkelig og tryg barndom, men det ved du først, når den er slut. Som barn tænker du ikke, du er glad, du lever bare det liv, du er blevet givet. Som voksen kan du så se tilbage og tænke: “Hvor har jeg været heldig, og det er jeg meget taknemmelig for,” siger Chimamanda Ngozi Adichie, som først mistede sin 80-årige far under coronapandemien i 2020, da verden var lukket ned og året efter sin mor.

Sorgen har hun bearbejdet og skrevet om i det personlige essay 'Noter om sorg', der både er en hyldest til den far, hun elskede så højt og en undersøgelse af de voldsomme, ublide følelser, sorgen vakte i hende, og som hun har kaldt “livets ondeste uddannelse.”

“Da min far døde, var jeg fuldstændig knust, og da min mor så døde kort tid efter, var det bare komplet ødelæggende,” siger Chimamanda Ngozi Adichie og fortæller, at begge hendes forældre har støttet og opmuntret hende, og at hendes mor gemte alt, hvad Chimamanda Ngozi Adichie havde skrevet, siden hun var seks år, i bunker på sit kontor.

“Da jeg talte med min bror den anden dag, sagde han noget meget rørende: “Jeg er så taknemmelig for far.” Det gjorde mig ærlig talt rørstrømsk,“ siger hun om den sorg, der fortsat bølger ind og ud af hendes liv, og som har så mange ansigter; vrede, afmagt og savn, men som også er en påmindelse om, at man har elsket højt.

Har tabet af dine forældre fået dig til at ændre noget?

“Åh ja, en hel del. Jeg føler, at jeg er en helt anden person. Det gjorde mig meget bevidst om vores dødelighed. Jeg tænker på døden hele tiden,” siger hun og holder en pause, en mental tankestreg i samtalen, der markerer hendes udprægede følelse af, at tiden går alt for hurtigt.

“Jeg er også blevet meget mere bevidst om dem og det, som virkelig betyder noget for mig. Jeg siger nej meget oftere, end før mine forældre døde. Jeg føler mig ikke længere forpligtet, medmindre det er en sag, hvor jeg føler, jeg kan gøre en forskel.”

Hvad er det så, der virkelig betyder noget?

“At skrive. Min familie, mine venner – de mennesker, jeg elsker. De relationer, jeg har og faktisk særligt nogle af de relationer, der rækker tilbage til barndommen. Mine forældres død fik mig til at føle mig så ustabil og sårbar, og der er noget betryggende og trøstende i samvær med venner, der går langt tilbage, fordi man deler minder og har den samme referenceramme. Vi begyndte livet på samme måde,” siger hun og tilføjer, at det også betyder noget, at de kendte hende, før hun blev berømt. Før “all the shine.”

SoMe-sensitivitet

Omvendt har sorgen også betydet, at hun er blevet mere kortluntet. Utålmodig.

“Jeg har ikke tid til sludder og smalltalk, livet er for kort. Tabet af mine forældre har gjort mig til en anden person. Jeg føler mig anderledes, jeg tænker anderledes. Tidligere ville jeg have ladet det ligge, hvis der var nogen, der gjorde mig ked af det. Nu lader jeg dem vide, hvis jeg bliver såret eller tager anstød,” siger Chimamanda Ngozi Adichie.

Og det gjorde du ikke tidligere? Du slår mig som en person, der er meget direkte og ikke ligefrem konfliktsky?

“Jo, det gjorde jeg måske nok, men ikke så ofte som nu. Så du kan nok forestille dig, hvor mange jeg sætter på plads nu,” griner hun og tilføjer, at det er nødvendigt, hvis hun skal kunne se sig selv i spejlet.

“Jeg har bare opdaget, at jeg får det bedre, hvis jeg er autentisk og gør ting, der føles rigtigt,” siger Adichie, der også i sin karriere som offentlig meningsdanner er stødt på modstand og had, bl.a. i 2017, da hun i et interview om feminisme, forenklet forklaret, fik sagt, at transkvinders erfaringer adskiller sig fra andre kvinders. Udsagnet gik viralt i en soundbite, og hun blev stemplet som reaktionær, og Adichie, der er fortaler for LGBT+-personers rettigheder i Afrika, måtte efterfølgende ud at understrege, at hun støtter transrettigheder.

Den ekstreme negativitet irriterer hende, og hun har svært ved at forstå, hvorfor vi har så travlt med at ‘udengle’ (den ene mere hellig og ideologisk korrekt end den anden, red.) hinanden, som hun skrev i et polemisk essay, hun lagde op på sin blog sidste år, efter to unge forfatteraspiranter fra hendes skrivekursus i Lagos i Nigeria havde kritiseret hende for hendes udtalelser.

“Det er en af de mindre dejlige sider ved berømmelsen, og det ville være nemmere ikke at udtale sig,” sagde hun under interviewet i Den Sorte Diamant, men “jeg er vokset op under et militært diktatur, hvor man måtte hviske, når man talte om regeringen.”

Derfor bruger hun sin stemme. Også selv om det betyder, at også hun får ørerne i SoMe-maskinen – og svarer igen.

“Vi skal gøre plads til vrede. Målet er ikke, at vi føler og oplever det samme,” sagde hun på International Forfatterscene.

“Hvis du ikke kan lide mig, kan jeg heller ikke lide dig. Jeg har ikke brug for, at alle kan lide mig. Verden er divers – og nogen vil kunne lide dig.”

Det svære moderskab

En af de ofte gentagede pointer fra hendes andet feministiske manifest 'Brev til en nybagt forælder – et feministisk manifest i femten punkter' (2017) er, at kvinder skal lære at styre udenom behagesyge.

Kvinden skal ikke “gå op i at være vellidt, men arbejde for at få en hel identitet, hvormed hun er ærlig og bevidst om andre menneskers ligeværdige menneskelighed... Vi har en verden fuld af kvinder, der ikke kan stå med oprejst pande, fordi de er blevet hjernevasket til at slå knuder på sig selv for at virke søde.”

Chimamanda Ngozi Adichie synes hellere, vi skal opdrage piger til at være ærlige, venlige og ikke mindst modige.

Både i 'Vi burde alle være feminister' og i 'Brev til en nybagt forælder', giver du gode råd til, hvordan man opdrager en feminist, men begge essays er skrevet, før du selv fik et barn. Hvad har du lært af at blive mor?

“Jeg har i hvert fald lært, hvor svært det er,” siger hun.

“Hvis jeg kunne ændre noget i de to udgivelser, så ville jeg efter hvert punkt tilføje: “Det er meget svært.””

“Jeg har lært så meget af moderskabet – både at føde – men også at være min datters mor. Hun er den største gave, det allerbedste jeg har,” siger Chimamanda Ngozi Adichie, der netop har talt med sin seksårige datter inden vores interview.

“Det er latterligt, men jeg har altid meget lidt lyst til at rejse på grund af hende. Noget af det, min datter har lært mig, er, hvor meget kærlighed, jeg har i mit hjerte. Jeg har også lært, at selv om jeg har de bedste intentioner om at gøre alt rigtigt, kan jeg stadig opleve, at jeg i min iver efter at gøre det rigtige, gør det forkerte.”

Hun forklarer, at hun bl.a. ikke ønskede, at datteren skulle have dukker, da hun var lille.

“Da jeg voksede op, havde jeg kun dukker. Mine brødre legede med Lego og biler. Jeg havde de sejeste dukker, min mor var god til den slags, men jeg har en teori om, at fordi jeg ikke blev opmuntret til at lege med legetøj, der fik mig til at skabe og bygge ting, er jeg ikke blevet særlig praktisk anlagt,” siger hun og tilføjer, at hendes brødre mener, at hun bare er genetisk disponeret for at være upraktisk.

Hendes datter skulle i hvert fald have legetøj, der ansporede aktivitet og kreativitet, men så begyndte hun i børnehave og kom hjem og sagde til sine forældre, at den og den slags legetøj var for drenge, og den og den slags var til piger.

“Det irriterede mig, for sådan vil vi ikke have hende til at tænke. Hun skal mærke, hvad hun synes, er interessant. Men jeg indså også, at jeg måtte finde på modreaktioner til de ting, hun lærer, når hun indgår i fællesskaber udenfor hjemmet. Jeg ville ikke være den ‘skøre feministmor’, for jeg tror, at der er langt større risiko for, at dit barn kommer til at gøre oprør og gå i den helt modsatte grøft, hvis du søger mod ekstremerne.”

Og så flyttede dukkerne ind.

“Men jeg taler med hende om stereotyperne. Jeg siger eksempelvis, at prinsesser er kønne, men også lidt kedelige. De gør ingenting, de er bare kønne. Superhelte derimod er seje, de redder folk, så nu vil hun ikke være en prinsesse, men en superhelt. Jeg forsøger virkelig at finde den der balance,” siger Chimamanda Ngozi Adichie, der også ønsker, at hendes datter har en oplevelse af, at hendes krop kan en masse ting.

“Hun spiller fodbold, og hun skal snart begynde til tennis. Jeg vil have, at hun har en god kropsforståelse fra en tidlig alder. Jeg hører om piger helt ned til niårs-alderen, som synes, at deres krop ser forkert ud. Det knuser mit hjerte, det er frygteligt.”

En bedre verden

I sin iver efter at forberede sig på den udvikling, hendes datter står over for, er hun begyndt at læse et hav af bøger og rapporter med titler som 'The State of Girls in the World' og 'What do Teenagers Think'.

“Jeg må være forberedt. Min datter er kun seks år, men jeg er allerede panisk angst for, hvad der kommer til at ske, når hun bliver teenager. Moderskabet er fyldt med angst, det har jeg i hvert fald også erfaret,” griner hun og fortæller, at hun senest har bidt mærke i det pres, der ligger på unge piger i forhold til at være seksuelle væsener med drenge, der sender memes og nøgenbilleder.

“Jeg tænker bare “what!” og forsøger virkelig at udstyre min datter med evner til at modstå det pres, men på samme tid er jeg godt klar over, at jeg ikke kan gemme hende i en kasse, selv om jeg godt kunne tænke mig det,” siger hun.

“Jeg håber, at hun kommer til at leve i en bedre verden, end vi gjorde. Og selv om verden ikke bliver bedre, vil jeg have, at hun har de bedst mulige forudsætninger for at trives.”

I Danmark har der været den her bølge i litteraturen, der undersøger alle de ambivalente og svære følelser omkring moderskabet.

“Ja, jeg hørte om den i går, og jeg vil virkelig gerne læse noget af det, for jeg synes, det er vigtigt at normalisere de følelser. Særligt i Vesten er der et kæmpe pres på mødre. Kvinder bliver udskammet for at tage alle mulige valg. Da jeg var i Holland for nylig, kørte der en debat om mødre, der overlod deres babyer til barnepiger. Det bliver på sin vis betegnet som en svaghed, at man har brug for hjælp.”

I Nigeria er kulturen helt anderledes.

“Her anerkender man, at en mor har brug for hjælp, at man ikke kan klare det alene. Når en kvinde føder et barn, kommer hendes mor og hendes søstre, og hun skal ikke stå for andet end at amme og komme sig i to-tre uger efter fødslen. Derefter kommer en teenager og hjælper med barnet. Sådan er det ikke i Vesten, og det, synes jeg egentlig, er forkert.”

Da jeg fortæller hende, at man her i hovedstaden i Danmark sender barslende hjem eller på barselshotel lige efter fødslen, bliver hun overrasket og siger, at hun synes, det lyder som en fabrik.

“Virkelig? Hvordan kan det være?”

Det er vel den slags løsninger, der giver mening i et regneark, men som suger sundhedsvæsenet for den omsorg, som vi fra forskning ved, er så vigtig for restituering og healing.

“Det lyder som en fabrik,” konstaterer hun hovedrystende og siger, at det netop er derfor, hun mener, at alle lande burde have et “Ministry of Female Affairs,” som hun også nævnte under interviewet i Den Sorte Diamant.

Hvorfor ønsker du dig det? Og hvilke ansvarsområder skulle det ministerium have?

“Det er endelig gået op for mig, at lighed ikke er ensbetydende med, at mænd og kvinder skal behandles ens. Vi kan ikke behandle mænd og kvinder ens, for vi er ikke ens. Nogle gange spørger folk: “Hvorfor skal kvinder behandles anderledes, hvis de ønsker lige rettigheder?” Det skal de, fordi det er kvinders kroppe, som gør arbejdet med børnefødsler, og det har reelle konsekvenser for kvinders job, mentale helbred og følelsesmæssige velbefindende,” siger Chimamanda Ngozi Adichie.

“Når jeg siger, at vi har brug for et ministerium for kvindelige anliggender, er det ikke for at affærdige mænds behov. Det er for at sige, at kvinder har specifikke og forskellige behov. Og faktisk kan jeg godt argumentere for det økonomisk, hvilket jo er det eneste argument, politikere lytter til i dag. Alt handler om penge, men det har jo en økonomisk værdi, at kvinder varetager den opgave at gøre samfundet i stand til at opretholde sig selv ved at føde børn og give børnene omsorg i den første tid efter fødslen,” siger hun og taler ind i den debat, der kritiserer samfundet for at “måle alt, bare ikke det, der gør livet værd at leve,” som politikeren Robert Kennedy formulerede det i 1968 i en berømt tale.

“Jeg vil mene, at landenes økonomi ville vokse eksponentielt, hvis vi lyttede til kvinders behov. Forældre ville give endnu mere og ville bedre være i stand til at arbejde. Forestil dig den vækst, din arbejdsplads ville opleve, hvis forældre ikke behøvede at bekymre sig om børnepasning,” siger hun.

“Det generer mig, fordi vækst er jo vidunderligt. Men menneskelig velfærd er mindst lige så vigtigt.”