Forfatter Tine Høeg: Der er en sorgfuldhed i 30’er-kroppen

Tine Høeg har en gul alpehue på. Gul pels. Røde støvler. Røde læber. Hun står på Dronning Louises Bro og venter. Det pisser ned, men Tine Høeg vil ikke lade sig styre af DMI og himlen. Hvis hun vil have gul alpehue, gul pels og røde støvler på, så tager hun det på. Og det gør hun så alligevel ikke, for Tine Høeg tager ikke tøj på. Hun klæder sig ud. Hver morgen. Den skal have én på goddagen, når det handler om hendes udseende. Men ikke kun dét. Også hendes måde at leve livet på.

"Hellere alt for meget end lidt for lidt. Det er noget, Jeanett Albeck (sanger, komponist og en del af teatergruppen Sort Samvittighed, red.) har sagt til mig. Det, synes jeg, er et godt udtryk. Det er sandt, og det kan jeg spejle mig i. Det handler ikke kun om tøj, men om at tage for sig af livet. Jeg har altid godt kunnet lide at give den fuld smadder. Også i forhold til kærlighed og erotik. Det er så dumt at putte med sig selv. Vi er her nu! Tiden er vigtig og tung. Jeg vil gerne have, at hvert minut er så fyldt, som det kan blive," siger Tine Høeg.

Eksplosion, kaos og en notesbog i skuffen

Har du læst Tine Høegs to bøger, ved du, at det ikke er maksimalisme, der præger hendes tekster. Der er et minimum af ord på hver side. Af samme årsag begyndte en eller anden litteraturanmelder at karakterisere hendes bøger som digtromaner. Den definition kan hun godt gå med på. I øvrigt har litteraturanmelderne været enige om, at Tine Høegs bøger er fremragende, fem hjerter mig her og seks stjerner mig der. På en af siderne i hendes seneste, Tour de chambre, står der kun ét ord: "Ækvator" og på en anden: “Sover du?”.

Hvordan hænger Tine Høegs kondenserede litterære stil sammen med hendes trang til fyrværkerifarver og lag på lag-ramasjang?

"Det er sjovt, for jeg har ikke selv tænkt på det, men jeg kan godt se, at min fremtoning kan virke kontrastfyldt i forhold til siderne i min bog. Men selv om jeg skriver på den måde, som jeg gør, synes jeg jo egentlig, at det er en fuldfed fortælling alligevel. Jeg vil gerne have, at hvert ord skal få lov til at lyse, så det er vigtigt, at det er præcis det rigtige ord. Det, der står, får lov til at fylde og larme. Det er mørbraden, der er tilbage."

Hendes hæle får det våde grus på stien til at knitre og springe. Stemmen er lys.

Vejen hen til mørbraden er vild. Tine Høeg er ikke dydsmønsterforfatteren, der sætter sig ved skrivebordet klokken 9 med en kande kaffe og en plan og fortløbende skrift, som stopper klokken 16. Hun samler ind til sine bøger i mellemrum i løbet af dagen, taster noter ind på telefonen, tager screenshots af noget, hun falder over på nettet, skriver hurtige nedfældninger i sin dagbog. Og så skriver hun bedst sent om aftenen. Tine Høeg har dog en intention om at være struktureret. For hvert værk, hun skal i gang med, køber hun en smuk notesbog, og hun laver mapper på computeren. Men efter tre dage er tanker og sætninger eksploderet ud over det hele. Og det er ikke kun i notesbogen og i mapperne på computeren, de opholder sig.

"Jeg ved, at jeg skal turde at være i det kaotiske rum ret lang tid for at se, hvor det fører mig hen. Det hele skal nok forbinde sig, og værket ender med at blive skarptslebent."

Det lyder, som om der er noget at lære her…?

"Du kan bare overføre det til livet. Det nytter ikke at have en plan fra starten. Du er nødt til at kaste dig ud i noget og have tillid til, at det løser sig. Og at livet nogle gange går i en helt anden retning, end du havde planlagt. At du skal være åben over for de muligheder, der viser sig undervejs."

Tine Høeg tænker sig om. Det er hun hurtig til.

"Forstå, at det mål du har sat dig, måske slet ikke var der, du skulle hen."

Officielt er Tine Høeg ikke gået i gang med en ny bog. Hun har besluttet, at hun først må gå i gang til maj, så er der nemlig gået et år, siden Tour de chambre udkom. Efter hendes debut, Nye rejsende, i 2017 var hun meget opsat på, at hun skulle skrive noget nyt. Hun ville bevise over for sig selv og alle andre, at hun var forfatter. Så hun hastede ud i at skrive, skrive, skrive i stedet for at blive i virvaret af ideer og lade stoffet modne.

"Men det, der er meget smart, er, at jeg arbejder bedst, når jeg ikke opdager, at jeg arbejder. Jeg skriver bedst, når jeg ikke ved, at jeg skriver. Det er en måde at snyde mig selv på. Så opstår der noget, der er frit, fordi jeg ikke kigger på en blank skærm. Jeg går da allerede og skriver ting ned."

Har du købt den nye, smukke notesbog, der hører til din næste bog?

"Ja. Den ligger i min skuffe derhjemme. Jeg har ikke skrevet noget i den. Måske kommer jeg aldrig til det."

30’er-kropsfølelsen

Når Tine Høeg går i gang med en bog, tager hun udgangspunkt i nogle få komponenter, som fortællingen vokser fra. For Tour de chambres vedkommende var det et kollegie, der skulle være omdrejningspunktet. Plottet var et dødsfald. Følelsen, der skulle sidde tilbage i bogen, kom fra Tine Høegs egen brændende 30’er-krop.

"Der er en ungdomsvildskab og en stærk seksualdrift, men også en moderskabslængsel og et begyndende forfald. Du står et meget dirrende, sitrende sted. Det brænder med en energi, en kraft inden i dig, som er ekstremt stærk. Kroppen er splittet mellem drift, liv og død," siger Tine Høeg.

Hun føler det stadig. Måske endnu kraftigere nu, end da hun nedfældede følelserne i bogen. Tine Høeg har en kæreste, som har to børn på otte og ni fra et tidligere forhold, og som hun bor sammen med.

"Hvad er det for en rolle, jeg har i forhold til dem? Der er sindssygt mange komplekse følelser i den relation, som jeg tænker meget over. Og som du ikke kan finde meget litteratur om. Så ligger du måske der ved midnat og har lyst til at knalde, og så kommer der et barn ind, der har haft mareridt. De kontraster er nye og voldsomme. At kroppen kan omstille sig, rumme det hele og skifte mellem drift og omsorg på fem sekunder. Det er smukt og svært og mærkeligt," siger Tine Høeg.

Der er en sorgfuldhed i 30’er-kroppen.

"Fordi du med dine egne øjne kan se, at den langsomt begynder sit forfald. Bevægelsen, der sker lige nu fra det unge og over i noget andet. Erkendelsen af, at vi hele tiden langsomt bevæger os mod døden."

Hun er vred over den sorgfuldhed.

"Det er jo for fanden sådan, det er! Og jeg vil så gerne, at vi også dyrker andre kroppe end den unge krop. Jeg vil så gerne have flere gamle kroppe at se på. At vi udvider skønhedsidealet og forestillingen om, hvad en begæret eller en begærlig krop er."

Ligesom Tine Høeg er interesseret i alle slags kroppe, er hun optaget af alle slags sprog. Der er intet sprog, der er bedre, flottere eller vigtigere end noget andet. Hun bruger meget tid på at lytte til de ting, vi siger til hinanden, som kan være mærkelige og poetiske på samme tid. I Tour de chambre benytter Tine Høeg sig fx af udtrykket 'Lille ryg' til en kollegiefodboldkamp.

"Jeg aner ikke, hvad det betyder i fodbold. Men det er smukt, når du stiller det op på en side i en bog."

Og det har udvidet hendes sprog og verden at flytte sammen med to børn. Hun har fx opdaget, at børn under 10 siger, at "noget er skrald," fx "corona er så skrald," og at de undlader "ej" i sætninger som "Nej, jeg har (ej)," og "Nej, det er (ej)."

"Det er vildt spændende med ting, der bliver sagt forkert. Jeg har overhovedet ikke lyst til at rette det. Jeg elsker den måde, børn taler på, og den måde, man sms’er på. Alt sprog er spændende. Og alt sprog kan høre til i en bog."

Performer, ej gymnasielærer

Tine Høeg er forfatter, og Tine Høeg er performer. I den sidste del af skrivefasen, hvor hun hverken har været i bad eller udenfor en dør i månedsvis, higer hun efter at komme op på scenen med glimmer på øjenlågene. Det seneste år har hun optrådt grotesk meget på trods af corona, oplæsninger og romankoncerter, hvor hun optræder med tekster sammen med en musiker.

"Jeg elsker, at teksten får et tredimensionelt liv. Det er vildt lykkeligt. Men nu kan jeg mærke et behov for at trække mig ind i mig selv. Det bliver jeg nødt til for at kunne skabe noget."

Tine Høeg er forfatter, og Tine Høeg var gymnasielærer. Hun er uddannet på Københavns Universitet i dansk og filosofi, fordi hun ikke anede, at man kunne leve af at skrive. Det var ligesom ikke en mulighed.

"Jeg kommer ikke fra en kunstnerisk familie og har ikke haft nogen, jeg kunne spejle mig i. Jeg har altid vidst, at jeg var god til at skrive, og jeg har altid syntes, det var sjovt. Men der var ingen, der opfordrede mig til at gøre det til en levevej, og du skal jo vide, at det rent faktisk er en vej, du kan gå."

Da Tine Høeg startede på universitetet, blev hun tvunget til at skrive formelt, tørt og standardiseret og havde brug for at ryste det akademiske sprog af sig for at finde tilbage til den frie skrift og sin egen stemme. Men så blev hun gymnasielærer, og så gik der retten stil og tavleuorden i den. Indtil hun alligevel, i trummerummens mellemrum, fik skrevet sin debut. Da hun i 2017 vandt Debutantprisen, sagde hun op. Egentlig havde hun bare besluttet sig for at søge orlov. Men hvorfor egentlig? Hun ville jo ikke tilbage.

"Jeg har meget bedre mulighed for at trække vejret i det liv, jeg lever nu. Det er en daglig glæde for mig at skrive mine egne tekster. Og det er dejligt at stå på en scene og klæde mig, som jeg har lyst til, uden at jeg skal møde den fordom, at "sådan klæder en gymnasielærer sig ikke." Da jeg var yngre, tænkte jeg, at jeg skulle være skuespiller. Jeg kan virkelig godt lide den performative del, som handler om at tage teksten på mig og stille mig frem med min krop og møde publikum. Det er en forløsning for mig."