”Jeg er meget bevidst om, at jeg som kvindelig leder også bliver en rollemodel, som kan præge kulturen i Forsvaret”

Julie Lyskjær har egentlig aldrig været til krudt og kugler og høje brag. Så da hun fortalte sin familie, at hun havde søgt om optagelse som officer i Hæren, var det en kæmpe overraskelse for alle.

Men Julie havde faktisk i flere år tænkt over, at hun en dag ville søge ind i Forsvaret som sprogofficer. Og da hun pensionerede sig selv fra karrieren som elitesportsudøver i volleyball,  dukkede den gamle drøm om at være sprogofficer op igen, og hun søgte ind og blev optaget. Undervejs blev hun prikket på skulderen og foreslået, at hendes profil måske passede bedre til at blive taktisk officer i Hæren. Og det skulle den vise sig at gøre.

”Jeg har bare fundet den perfekte kombination af praktiske og spændende arbejdsopgaver – og så betyder det fællesskab, der er i Forsvaret, også alt. For den måde, vi er kolleger skråstreg venner skråstreg familie på – det er bare noget helt unikt! Og på alle de tidspunkter, hvor det er nederen, så er det fællesskabet, som styrker mig og bringer mig igennem det,” siger Julie:

”Jeg elsker den her aktive hverdag, vi har. Den er meget driftig og potent. Arbejdet er jo fysisk hårdt, og jeg er meget aktiv. Miljøet skifter hele tiden, og det kan jeg godt lide.”

Fra uni til uniform

Det var et kæmpe kulturchok, første gang Julie trådte ind i den militære verden. Hun kom fra det civile, havde ingen tidligere erfaring fra Forsvaret og havde lige færdiggjort sin kandidat i International Communication fra Syddansk Universitet. Læringskurven var stejl, da hun begyndte på sergentskolen i Varde, og Julie husker de første uger, hvor hun og soldaterkammerater lå i deres senge om aftenen , de havde lært gennem dagen: Sådan laver jeg min mad ude i felten. Sådan kommer jeg over en å uden at blive våd. Sådan bruger jeg et gevær, så jeg kan forsvare mig mod modstanderen.

”Og det var bare hver dag, vi lærte så meget. Selvom jeg var træt, og det var virkelig hårdt, så kunne jeg hele tiden se mig selv bygge nye klodser ovenpå det, jeg havde lært. Hvis vi læste om noget – eller fik det vist – så gik vi ud og afprøvede det med det samme. Det var meget kontrastfyldt i forhold til universitetet, hvor jeg følte, at det blev meget pseudo og lidt ’Kejserens nye klæder’”, siger Julie.

”Altså, på universitetet havde jeg et papir, hvor der stod: ’Nu har du den her uddannelse’. Men jeg følte ikke rigtig, jeg ejede den! For jeg kunne ikke se, hvilke kompetencer jeg havde med mig! Da jeg søgte jobs efter universitetet, havde jeg også ret svært ved at beskrive, hvad jeg egentlig kunne. Det er jeg først blevet klar over nu.”  

Fortryder du nogensinde, du ikke blev på uni-bænken?

”Aldrig. Jeg er virkelig glad hver dag, jeg skal på arbejde. Det er selvom, vi har sure dage. Og kolde dage.

En kvindelig soldats bekymringer

Da Julie skulle søge ind på officersuddannelsen, vidste hun godt, at de fleste af hendes kolleger ville blive mænd. På det tidspunkt bekymrede hun sig allermest om de fysiske krav, der ville blive stillet til hende under uddannelsen – ville hun kunne følge trop?

”Derfor har det også været vigtigt for mig, at der ikke blev stillet forskellige, fysiske optagelseskrav for mænd og kvinder – ligesom det eksempelvis gælder hos politiet. Det er de samme krav, vi skal bestå for at komme ind. Så ingen kan ikke sige til mig: Du er kun kommet ind, fordi du skulle bære 20 kg. mindre. Men jeg tror nærmest, at flere af pigerne fra skolen – og mig selv – træner over niveau. Vi vil virkelig ikke have, at der er nogen, der skal have noget på os fysisk!

Men der har også været andre tanker, der har fyldt hos Julie, da hun søgte ind på officersuddannelsen.

”Jeg har selvfølgelig tænkt på det her med fremtoning og at blive taget seriøst. Man snakker jo også om, at der er et bestemt miljø her – det er jo en meget mandepræget verden, og så er jargonen jo også nogle gange derefter. Men jeg synes, at man på officersskolen gør meget ud af at italesætte, hvordan man selv kan være med til at præge den her jargon,” siger Julie:

”Jeg oplever aldrig, at mine klassekammerater gør noget, så jeg føler mig degraderet eller mindreværdig. Jeg synes, alle er meget lydhøre over for de problemstillinger, som der kan være i at være kvinde i Forsvaret,” siger hun.

Hvilke problemstillinger kan det være?

”Det er sådan noget helt lavpraktisk som, at uniformen er ikke lavet til kvinder. Det er jo en uni-sex-uniform - men den er lavet til mænd - så at passe et par brede hofter ned i kan måske være et problem for nogle. Og så kan der også være udfordringer i forhold til barsel. Det kan man godt mærke er en svær størrelse for Forsvaret lige at finde ud af - for hvordan gør man lige det? Altså, uniformen er jo heller ikke lavet til, at man render rundt med en stor gravid mave i dem.”

Ingen forskelsbehandling

Julie har selv lige skrevet afgangsprojekt om krænkende adfærd i Forsvaret og analyseret sig frem til, hvordan officeren kan være med til at påvirke en kultur i en anden retning. Og hun føler et stort ansvar, når hun selv skal give sig i kast som leder om et par måneder.

”Jeg er meget bevidst om, at jeg som kvindelig leder også bliver en rollemodel, som kan præge kulturen. Et af mine største fokuspunkter er at være obs på, hvordan kommunikationen og væremåden er blandt mine soldater. Jeg er meget bevidst om min egen rolle i det,” siger hun.

”Men jeg har også en klar filosofi om, at jeg ikke skal forskelsbehandle, så pigerne får en fordel. Altså, måske vi egentlig bare skal begynde at sætte barren selv? Ikke så meget efter, om vi er kvinde eller mand, men bare stille os selv på spørgsmålet: Kan jeg sætte barren et andet sted, end hvor jeg altid har troet? For det er jo den fedeste kraft-følelse at præstere over egne forventninger, når man ikke troede, der var muligt. Og det har jeg prøvet så mange gange i Hæren. Jeg synes selv, det har været så fedt at lære mine egne grænser at kende og flytte dem. Og det vil jeg gerne unde andre også – uanset køn.”

Kan du bruge det at være kvinde i Hæren som en styrke?

”Ja da! Helt lavpraktisk er der nogle opgaver, som kvinder er bedre til at løse. Det kan eksempelvis være i forbindelse med udsendelser i Afghanistan og Irak. Her har Forsvaret før haft med kvindegrupper at gøre, hvor kun kvindelige soldater er tilladt adgang, så det giver jo sig selv,” siger hun.

”Men kvinder har også nogle gode, empatiske kvaliteter, som samfundet i stigende grad efterspørger. Det er nok her, jeg kan mærke, jeg ligger bedre i svinget til at løse nogle opgaver end en del af mændene. Og det at være akademisk tænkende og bruge sit analyseapparat er også noget, som jeg ser som en kvalitet. Så den kombination kommer til at stille mig rigtig godt”.

Soldat og småbørnsmor

At forene moderskabet med soldaterlivet er noget, som Julie har som ambition for den nærmeste fremtid. Hun vil nemlig gerne have børn, men helst på den anden side af første udsendelse. 

”Jeg vil gerne være soldat, og jeg vil også gerne være mor på et tidspunkt. Det tror jeg godt, jeg kan kombinere og forene. Det er i hvert fald min ambition – og så må jeg jo finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre. For jeg er sikker på, jeg skal blive i Forsvaret i mange år. Jeg er slet ikke færdig med at udforske hele den her verden,” siger hun.

Og det er netop følelsen af at have fundet den rette hylde, som opfylder Julie lige nu. I Forsvaret får hun meget af det opfyldt, som hun søger i et lykkeligt arbejdsliv.

”Så kan det godt være, at arbejdstiderne er rimelig skæve. Men jeg er glad hver dag, jeg går på arbejde. Og den glæde vil jeg ikke bytte for noget! Så længe, jeg har det sådan, så bliver jeg i Forsvaret,” siger hun.