Geeti Amiri: "Ingen kvinder skal skamme sig over deres krop"

Det er dagen efter Kvindernes Internationale Kampdag, og Geeti Amiri har tømmermænd. Den 8. marts stod hun på scenen og debatterede kvinders vilkår og rettigheder flere steder i byen, bl.a. på Københavns Hovedbibliotek og spillestedet VEGA, hvor Geeti Amiri opfordrede til, at man i Danmark tager skarpere afstand fra det såkaldte "jomfruideal" i minoritetsmiljøerne. Det provokerer hende voldsomt, at ønsket om at være en "ren" kvinde, der skal have mødommen intakt, når hun møder sin ægtefælle, er så fremherskende hos nogle minoritetskvinder, at de opsøger gynækologer for at få jomfruhinden syet sammen igen.

– Det er så fucking ydmygende. Jeg bliver helt vred. Kvinder skal insistere på at sige: "Jeg vil ikke skamme mig over min egen krop." Hvad end det er et engangsknald, som du skal have lov til at nyde, eller det er en kæreste, du elsker og har sex med, så er det din krop. Det er din nydelse, og det er en menneskeret, siger Geeti Amiri, der er overbevist om, at de største problemer for kvinder anno 2018 har rod i seksualiteten.

– Der er noget ved kvinders seksualitet, som samfundet ikke kan tåle: Når de gør for meget brug af den, når de claimer den, når de nyder den. I minoritetsmiljøerne er vi ofte der, hvor en kvinde ikke engang må vide, hvad hendes kønslæber eller klitoris er. Hun skal ikke kunne mærke den. Den er der ikke for hendes nydelses skyld. Hendes intimitet er ikke eksisterende.

Geeti Amiris ord falder hårdt og præcist i en lind strøm på trods af søvnunderskuddet. Det er, som om tømmermændene ikke bare skyldes de mange timer på dansegulvet i går, hvor hun og resten af "det brune elitære Danmark," som Geeti Amiri kalder det, festede til langt ud på natten.

Det er også kulminationen på tre travle år, hvor hun stort set ikke har haft tid til at stoppe op og mærke efter, fordi cv'et har set sådan her ud: Klummeskribent for Berlingske, Ekstra Bladet, Eurowoman og alt.dk, forfatter til en selvbiografi, medvirkende i DR-dokumentarer, foredragsholder, radiovært og én af frontløberne i den nydanske kvindekamp, der for Geeti Amiri handler om at tage en ærlig snak om kultursammenstød i minoritetsmiljøerne og stå op for alle kvinders rettigheder.

– Jeg synes selv, at jeg har bedrevet en del, men jeg har stadig svært ved at rose mig selv for det, for når du kommer fra bunden, frygter du at hvile på laurbærene. Du er aldrig god nok i din egen optik. På et tidspunkt tænkte jeg: "Du bliver nødt til at stoppe, mens legen er god. For du er jo ikke kun hende med de blå mærker. Du er også hende, som ender på Cosy (en københavnsk natklub, red.) klokken fem om morgenen og kan tage hjem til mor efter byturen. Så mit liv og mine vilkår har ændret sig radikalt, og i dag er jeg hamrende privilegeret, siger Geeti Amiri.

Historien var dog en helt anden for godt 10 år siden, da hun som teenager blev anbragt på et krisecenter for voldsramte minoritetskvinder.

– Min far døde, da jeg var 14 år, og jeg havde en bror, der fik en lortestart på livet i Danmark og havde det rigtig skidt. Efter min fars død følte han, at han skulle tage over og være overhovedet i familien. Han følte, at han skulle sætte sig i karakter over for sine søstre, særligt mig, og det resulterede altid i vold, fortæller Geeti Amiri, der stadig sover med lyset tændt i sin lejlighed.

– Jeg blev fjernet hjemmefra, da jeg var 17. Kommunen ventede til, at jeg selv sagde noget, før de fjernede mig, og det er jo sindssygt. For selv de mest omsorgssvigtede, vanrøgtede børn elsker deres familie alligevel og har ikke lyst til at forlade dem.

I dag føler Geeti Amiri sig ikke længere repræsentativ for den gruppe, hun startede ud med at repræsentere i den offentlige debat.

– Jeg kan godt forstå, hvis man som kvinde på et krisecenter sidder og ser på min Instagram-profil og tænker: "Hvad fanden bilder hun sig ind? Her sidder jeg og har ikke engang 50 kroner til smøger. Og så holder hende der madammen foredrag her og der." Det har ikke noget med janteloven at gøre, det handler bare om at erkende sine privilegier. Dem skal man sgu huske på.

Glansbilleder

I 2016 udgav Geeti Amiri selvbiografien Glansbilleder, fordi hun ønskede at slå sin historie fast, give vidnesbyrd og inspirere andre minoritetspiger og -kvinder med sin egen livsfortælling. En ung dansk-afghansk kvinde, der fik en ualmindelig hård start på livet med flygtningeforældre på passiv forsørgelse, tvangsfjernelse fra barndomshjemmet og seks måneder på et krisecenter. En kvinde, der endte med at gøre oprør mod undertrykkelsen og har skabt sig en tilværelse, hun selv er kvinde over.

– Jeg har levet et sindssygt liv. Nogle gange føler jeg mig 80 år gammel og tænker: "Hold kæft, hvor har du været heldig med alle de ting, du har rodet dig ud i." Det har været en vild rejse. Men det har været vigtigt for mig at fortælle, at der findes skæbner som min, så vi som samfund bliver mindet om dem, lærer dem at kende og hjælper dem. For jeg ved jo godt, at jeg ikke er den sidste, der udgiver en selvbiografi som Glansbilleder. Tværtimod. Det er godt, fordi jeg er tilhænger af, at der kommer flere beretninger. Men det er jo også hamrende trist, siger Geeti Amiri, der har forsonet sig med sin familie.

Det er netop overbevisningen om, at der findes mange andre skæbner som hendes derude, der er drivkraften bag Geeti Amiris nye hjertebarn: den danske folkeskole. I januar startede hun som lærervikar på Albertslund Ungecenter, en skole med mange tosprogede elever, hvor hun underviser 10. klasses-elever, som hun føler, at hun kan spejle sig i og forstå bedre end mange andre.

Geeti Amiris. Foto: Rasmus Weng Karlsen.

– De elever, jeg har at gøre med, er pissehårde. Men når du kradser lidt i overfladen, forstår du, at de bare er nogle dejlige unge mennesker, der har brug for, at nogen klapper dem på skulderen og siger: "Du er god! Du er dygtig, og du kan fandeme det her." Når du giver dem den tillid, får du den tifold tilbage. Jeg synes, det er et kæmpe problem i Danmark; at vi har så lidt forståelse for de unge, der vokser op mellem to kulturer, og de udfordringer, der følger med, siger Geeti Amiri.

Derfor mener Geeti Amiri også, at folkeskolen er det helt rigtige sted at starte, hvis man ønsker at løse integrationsproblemerne i Danmark. Hun ved nemlig, hvor vigtig den var i hendes eget liv, da hun havde alle odds imod sig.

– Den har betydet, at jeg ikke er faldet mellem de mange stole, jeg er blevet halvt placeret på. Den har gjort mig til en god, begavet pige og har givet mig forudsætningerne for at komme videre i uddannelsessystemet. Og så har den haft en alment dannende effekt på mig, fordi den udfordrede mig på alle de sandheder i den afghanske kultur, som ikke var til at rokke ved. Og det havde jeg brug for dengang, siger Geeti Amiri, der lyser op, hver gang snakken falder på hendes nye arbejdsplads.

– Jeg har aldrig været så lykkelig, som når jeg står oppe ved tavlen. Jeg elsker det. Og jeg ved godt, at lærergerningen absolut ikke er den mest glamourøse. Det er ikke noget, du går ind i, fordi du tænker: "Det her giver mig den der murermestervilla i Valby." Men det giver så meget glæde, og hver dag, når jeg stempler ud, føler jeg, at jeg har rykket eleverne.

Ud af fortidens skygge

Hvis man er politisk drevet og vil ændre samfundet til det bedre, er man nødt til at komme ud i virkeligheden og mærke den, mener Geeti Amiri.

– Et generelt problem i dagens Danmark er, at mange mennesker er meget fjerne fra den virkelighed, de gerne vil forandre. Du skal i virkelighedspraktik, hvis du vil forbedre systemet. Ud på den anden side af skranken.

Det var også virkeligheden, der kaldte, da den unge eks-debattør besluttede sig for at gå mere offline og slette sin Facebook-profil 1. januar. Det var det eneste nytårsforsæt, hun holdt fast i, mens planen om at droppe rygning, alkohol i hverdagene og træning tre gange om ugen hurtigt gik i vasken.

– Det er blevet min sidste bastion af rygrad, så når den ryger, har jeg ingen værdighed tilbage, griner Geeti Amiri, der nyder livet uden Facebook, selv om hun misser mange nyheder og debatindlæg på det sociale medie. Det er hun dog ikke så ked af.

– Det har heldigvis betydet, at der er forsvundet rigtig meget støj. Men hvis du er debatmenneske, er det en dårlig forretning for dig ikke at være på Facebook, for der er sådan noget forargelseshysteri, der går i gang, hvor alle skal mene eller like et eller andet, siger hun og indrømmer, at hun også slettede sin profil, fordi hun ikke helt stolede på sig selv.

– Jeg var stensikker på, at jeg ikke ville kunne holde min kæft. Jeg ville sende et eller andet indlæg ud på nul komma fem, hvis jeg pludselig blev vred over noget midt om natten. Så nu er det bare Instagram, hvor jeg kun følger duller, blomster og mode. Det er ren unicorns og glimmer, griner hun.

Men hvor meget er Geeti Amiri egentlig trådt ud af mediernes søgelys? Hun sidder jo stadig her med Eurowoman en eftermiddag i marts, og i går deltog hun i flere debatter på kvindernes kampdag. Hun trækker lidt på det.

– Man kan helt sikkert diskutere, hvor meget jeg har lukket ned. Kritiske røster vil sige, at jeg ikke har. Andre vil sige, at jeg har skruet ned. Selv vil jeg bare sige: Jeg tror, at jeg er ved at finde ud af, hvem jeg vil være i fremtiden. For de sidste tre år har jeg levet i skyggen af min fortid.