Tv-vært Gertrud Højlund: "Da min far døde, gik alt i stå"
Gertrud Højlund havde svært ved at finde sin vej i livet, men hun fandt glæden ved journalistik efter et ophold i Paris - og mistede vejgrebet, da hendes far døde.
Hvilken vej var den første, du gik på?
– Det var Hostrupsvej i Ry, og vejen var vist endda opkaldt efter den første forstander på Ry Højskole. Min far var forstander på højskolen, og den lå lige nede for enden af vejen. Det var både en højskole med værdier og et livsdefinerende sted for mig. Vi boede der til 1988, da TV2 åbnede, og min far begyndte at arbejde der (som vært på Højlunds Forsamlingshus, red.). Så flyttede vi til Lundgårdevej i Grumstrup i Østjylland, hvor vi boede på et nedlagt mejeri – vi var fem søstre, så der skulle være værelser til alle. Det handlede også om, at min far arbejdede i hele landet, og det skulle være overskueligt at komme til både Gedser og Skagen.
Det kan lyde ironisk, at det var et roligt hjem med fem børn, men det var det. Min mor var aftenskolelærer, så hun var kun væk engang imellem om aftenen, og ellers arbejdede hun ikke ret meget. Min far havde også mange hjemmearbejdsdage, hvor han sad på sit kontor og forberedte sig og skrev, så der var altid en voksen hjemme. Når jeg ser hvilket pres, børnefamilier er under i dag, tænker jeg, at sådan havde vi det slet ikke. Det føltes mest af alt som om, vi var et hold derhjemme. Vi var fem piger, så vi skændtes selvfølgelig meget som børn, men som voksen er det den vildeste gave at have søskende. Vi bor langt fra hinanden, så vi spiser ikke søndagsmiddag sammen hver uge, men vi er fortrolige, og vi holder af hinanden.
Dit livs omvej?
– Når det kommer til uddannelse, var jeg var meget lang tid om at finde min vej, for jeg er en del af den generation, der ikke forventedes at gå direkte fra gymnasiet til videre uddannelse. Jeg havde blandt andet tre år i Paris, hvor jeg boede med min veninde Silke, som jeg havde lært at kende, da vi begyndte at synge i kor sammen i 7. klasse. Det var meningen, jeg bare skulle være i Paris et halvt år, men jeg blev forelsket i en mand. Jeg levede af at arbejde som tjener og receptionist, og jeg elskede det. Det er sundt at kappe båndene hjem til, så man ikke altid står med en fod i døren hos sine forældre. Men opholdet i Paris betød også, at jeg i dag taler flydende fransk, og det er en kæmpe fordel på en nyhedsredaktion, at jeg kan læse og forstå franske medier.
Hvordan fandt du din levevej?
– Silke tog hjem fra Paris et år før mig og søgte ind på journalistik i Odense, og hun blev fuldstændig forelsket i faget. Jeg tænkte, at hvis Silke var så glad for det, så ville jeg nok også blive det, så jeg søgte også ind. Og det var noget for mig. Da jeg trådte ind på den vej, var jeg slet ikke i tvivl. Jeg var lidt af en 12-talspige, og det var altså dengang, det ikke var et problem at være. Jeg var rigtig god til at skrive, men det var der en masse andre piger på holdet, der også var. Jeg tænkte aldrig, at jeg skulle lave fjernsyn, for jeg syntes, det var både besværligt og logistisk krævende. Men fjernsyn er mange ting. At lave live-tv har sin helt egen energi. I dag er jeg vært på TV2 News – og jeg er en meget glad vært på TV2 News. Jeg har været der i over tre år, og jeg er til stadighed forundret over, hvor sjovt det er. Og så har jeg en chef, der er sød til at lade mig udfolde mig på flere måder, så jeg har for eksempel været lånt ud til Go’ Aften Live. Det er rart at komme et andet sted hen og se andre mennesker.
Hvornår har du stået ved en korsvej?
– Mit arbejdsliv har været præget af tilfældigheder. Mit først job var at skrive klummer til gratisavisen Urban. Men det job fik jeg, fordi min veninde arbejdede på Bellevue Teatret sammen med Anders Lund Madsen, som også arbejdede på Urban. En dag spurgte han på teatret, om nogen kendte en, der kunne skrive klummer på Urban, og hun nævnte mit navn. Det var været en øvelse for mig, at jeg ikke kan planlægge min karriere, men kun kan sige ja til de muligheder, der byder sig, for jeg er en planlægningstype. Samtidig er jeg dog heller ikke typen, der overvejer tingene længe. Jeg er ikke vægelsindet. Nogle bruger 20 minutter på at beslutte, hvad de skal have på en restaurant. Jeg ved altid, hvad jeg vil have.
Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Jeg bliver ikke genkendt, som rigtig kendte mennesker bliver. Men nogle gange bliver folk forvirrede, når de ser mig, og jeg kan se, de tænker: ”Har vi gået i klasse sammen, eller er du fodterapeut ude på Amager?”. Det sidste spørgsmål har jeg faktisk fået. Nogle gange spørger folk, hvor de kender mig fra, men det er svært at svare på, for jeg kan jo ikke vide, om de ser TV2, og der er intet mere arrogant i verden end at sige: ”Måske har du set mig i fjernsynet”. Hvis jeg nu var Cecilie Frøkjær, ville folk stoppe op og sige: ”Der er Cecilie Frøkjær”, men jeg er i mellemstadiet, så hvis folk reagerer, er det noget med at kigge længe på mig, mens de prøver at placere mig. Jeg kan dog godt lide at møde seerne, for jeg tænker meget på dem, når jeg laver fjernsyn. Jeg kigger ind i kameraet og tænker på, at de sidder på den anden side, og så er det da hyggeligt at møde dem i virkeligheden.
Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Jeg tror, det er en yin og yang-enhed af min mor og far. Min far havde et udadvendt liv. Min mor er god til at have et sammenhængende og meningsfyldt liv derhjemme, men hun lever lidt mere i et andet århundrede. Hun bruger sommeren på at sanke og sylte, mens vinteren går med at strikke og høre lydbøger. Min mor gør alting med et formål. Hun fryser ting ned for at bruge dem senere. Mine søstre siger, at jeg er en 50/50-klon af vores forældre. Når jeg er ude at arbejde, er jeg fars, men når jeg kommer hjem, lægger jeg puslespil og koger æblegrød.
Arbejdsmæssigt søgte jeg mest min far. Når jeg lige sad med et indslag, kunne jeg ringe til ham og spørge, hvilket historisk eller teologisk perspektiv, jeg skulle lægge på det. Min far var et opslagsværk, og han havde blik for konteksten. Det var fedt altid at kunne ringe til ham og få lidt kød på det, jeg sad og arbejdede med.
Har du nogensinde mistet vejgrebet?
– Da min far døde, gik alt i stå. Det var nærmest som om, vejen, jeg gik på, stoppede. Der findes ikke en god måde at sige farvel på. Det er så hæsligt, og det slår hjertet ud af form. I en periode kunne jeg slet ikke forstå, hvordan det kunne forventes, at jeg skulle leve videre efter det, men det er jo så almindeligt at miste sine forældre, og alternativet er jo tragisk. Det er så banalt: Døden er en præmis for livet, og du skal kunne bære det.
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Jeg kan klappe mig selv på skulderen for mine mange nære veninder og lange bekendtskaber med kvinder, som jeg er meget fortrolig med. Vi skal følges gennem livet. Jeg er altid opmærksom på ikke at reducere kærligheden til et parforholdsspørgsmål, for parforhold er svære for mig, og det er sket, at nogen har fundet vej til mit hjerte for derefter at lede efter udgangen igen. Men heldigvis har jeg så de lange venskaber med kvinder. Kvinder er gode til at tale sammen, dyrke relationen og udfordre hinanden. Det er ikke en flok rygklappere, jeg omgiver mig med, de kan derimod godt sige: ”Hey, det du gør, minder om noget, vi har set før, måske skulle du overveje…”
Hvor er du på vej hen lige nu?
– Udadtil er jeg ikke på vej nogen steder hen. Jeg har et dejligt arbejde og gode kolleger. Men indeni er jeg altid på vej, og der hvor jeg er mest i bevægelse lige nu, er i mig selv. Jeg er omkring halvvejs i livet, og det er en god anledning til at gå sig selv og sine relationer efter i sømmene. Jeg tror, at alle mennesker over 35 år skal tale med en psykolog, og det gør jeg også. Ikke kun når der er krise. Man kan sammenligne menneskelivet med The Big Bang. Når man er ung, svæver stjernestøvet rundt i løs konstellation. Men her på livets midtbane, er det begyndt at sætte sig sammen, og man kan godt spørge sig selv, om det er på den mest fordelagtige måde, eller om det kunne sidde sammen på en anden måde. Inden det størkner totalt, skal man lige have et eftersyn.