Sexologen guider til det perfekte første kys
Et dårligt kys kan slukke, hvorimod et dejligt kys kan tænde en kontakt. Så hvornår er det rigtige tidspunkt til det første kys? Det dilemma så vi udspille sig i første afsnit af Gift ved første blik, og vi har spurgt sexolog Ditte Winkel.
Første afsnit af 'Gift ved første blik' bød som altid på det store dilemma: Kys eller ikke kys på den første date, som i dette format jo også er bryllupsdagen. Morten har hjemmefra besluttet sig for ikke at kysse, men dét princip kompromitterer han, så snart muligheden byder sig med høje Søren med det flotte skæg.
Annette kan næsten ikke vente med at få fortalt Frank, at hun altså ikke vil lade gæsterne presse hende med deres bimlen på tallerkenerne, Frank tager imod beskeden med ophøjet ro og hans tålmodighed lønner sig: Han får alligevel et lille godnatkys, inden parret går hver til sit på bryllupsnatten.
Men hvorfor er det at kysse sådan en big deal? Det har vi spurgt sexolog og parterapeut Ditte Winkel om.
"Det er vildt, hvor meget pres og forventning, der er i det første kys. Et dårligt kys kan slukke en umiddelbar kontakt, mens et godt kys kan redde rigtigt meget, så det har en stor betydning, hvordan det første kys udspiller sig. Hele sanseapparatet bliver aktiveret, og idet de to sæt læber møder hinanden, kan man fornemme alle tænkelige stemninger og følelser; er det helhjertet, tøvende, anspændt…?," siger hun til alt.dk, og fortsætter:
"Det kan være godt at aftale med sig selv hjemmefra, om man vil kysse på første date. Det kan være en sikkerhed for, at man ikke kommer til at lade sine grænser overskride. Men det kan også lukke nogle døre og betyde, at man ikke er i nuet og ikke tillader sig selv at gå med noget, der sker."
Ifølge Ditte Winkel findes der ikke én model for, hvornår det er det rigtige tidspunkt at kysse en date.
"Nogle er offensive og nogle er defensive. Nogle føler, der er kønsroller i det, i forhold til hvem, der tager initiativ, og hvem, der er afventende. Der er lagt mange stigmaer ned over et kys, men der skal jo være én, der først læner sig ind. Enten har man opbygget tilstrækkelig kemi til, at man har lyst til at gengælde, eller også tøver man. Så kan man føle sig tvunget til at gengælde, føle medlidenhed eller man laver en afvisning."
Kan man afvise et kys uden, det føles som et nederlag for den anden?
"Hvis jeg efter første date fx er på vej ind i en taxa, og vedkommende læner sig ind i håbet om et kys, kan jeg enten vælge at gengælde det, eller også formulerer jeg en afvisning, der skaber håb og mulighed for, at det kunne komme på sigt.
Hvis man er i tvivl, om man har lyst, er det bedre at lade være. Hvis man fortryder ikke at have kysset, vil begge parter stadig have en uforløst spænding, og så vil muligheden opstå igen. Hvorimodder formentlig ikke blive en date nummer to, hvis man kysser, selvom momentet ikke var rigtigt."
Når man så HAR kysset på første date, kan man gå baglæns bagefter?
"Man kan altid gå baglæns. Man kan altid italesætte sin grænse. Det er aldrig hensigtsmæssigt at lade sig grænseoverskride. Og man kan ikke pålægge partneren at fornemme det. Hvis man har brug for at rulle tilbage, har man et ansvar for at få det formidlet, og der er det langt nemmere at høre noget, der er formuleret med omsorg eller håb.
Men vi kommer tit til at servere afvisning med hårdhed, kulde og negativitet, og så bliver det svært. Selvfølgelig må man mærke sig selv, men det gælder om at få det formuleret på en måde, hvor det fremmer noget godt," afslutter hun.