Gift ved første blik tager hul på ny sæson: Mød alle deltagerne her
I aften slår DR dørene op for en ny sæson af seerhittet ”Gift ved første blik”. Du kan møde de otte deltagere lige her.
Frem med popcornene, festtøjet og lommetørklæderne.
I aften ringer rådhusklokkerne nemlig ind til en ny sæson af DR-hittet ”Gift ved Første Blik”, hvor seks singler står klar til at indgå et arrangeret ægteskab med en fuldstændig fremmed.
Og det kan gå begge veje, når de fire par skal testes i medgang og modgang, viser erfaringen. Lige fra en Michael og Line-værdig kærlighed til de mere katastrofale kærlighedseksperimenter som bl.a. Poul og Lene, der i sæson 3 måtte kaste håndklædet i ringen, allerede inden programmet var ovre.
I år har 582 personer tilmeldt sig DR-eksperimentet, men efter en særdeles lang selektionsproces er feltet nu skåret ned til blot otte personer, der skal forsøge at forelske sig for åbent kamera – og med kyndig vejledning fra psykolog og klinisk sexolog Gert Martin Hald, psykolog og parterapeut Mette Smidt samt sognepræst Michael Brautsch.
Tre eksperter, der i år er ekstra meget i fokus, når parrene spænder ben for kærligheden, falder i vante rutiner eller er ved at give op.
Forløbet er nemlig utroligt intenst, og derfor kræver det bedre hjælp og vejledning, end vi før har set, fortæller redaktør for ”Gift ved første blik”, Sofia Fromberg, i en pressemeddelelse.
– På fem uger oplever parrene i programmet lige så meget, som et par normalt oplever på flere år. Hvis de medvirkende skal blive bevidste, reflektere og undgå at falde i de vante mønstre, så er der brug for kontinuerlig støtte og coaching gennem alle fem uger. Derfor har vi i denne sæson endnu større fokus på, at eksperterne løbende skal coache de fire ægtepar – både individuelt og som par, lyder det.
De kommende uger kan du krumme tæer, krydse fingre samt grine og græde med parrene, indtil de til sidst skal tage stilling til, om eksperterne har haft succes med deres match.
Hvem, du skal følge, kan du blive klogere på lige her.
Se ”Gift ved første blik” på DR1 i aften klokken 20.
Mændene
Carsten
Carsten arbejder som brandmester i København og bor i Skælskør.
Ronnie
Ronnie er uddannet bygningsstruktør og bor i sit eget hus i Ringsted.
Michael
Michael arbejder med kommunikation i Aarhus, hvor han både er opvokset og stadig bor.
Stefan
Stefan er uddannet pædagogisk assistent. Han er født og opvokset i Odense, hvor han stadig bor.
Kvinderne
Eva
Eva er coach og bor i Solrød.
Vanessa
Vanessa arbejder som socialpædagog. Hun er født og opvokset i Esbjerg, hvor hun stadig bor.
Kathrine
Kathrine arbejder som folkeskolelærer og bor i Silkeborg.
Cecilie
Cecilie arbejder som dealer på et kasino. Hun bor i Roskilde.