75-årige Gun: Jeg troede, at jeg havde én far - men jeg har tre!

Hun voksede op med sin mor, Margit, og sin far, Bror, og i hendes verden fandtes der ingen anden far.

Men da hun var i 14-års alderen og havde været ude sent en aften, sagde hendes far, at han gerne ville tale med hende. Så fortalte han, at han ikke var hendes biologiske far, og hun blev både ked af det og vred – nogen anden far kunne hun ikke forestille sig.

Hvad, hun ikke vidste på det tidspunkt, var, at yderligere to fædre skulle dukke op på arenaen længere henne i livet. Gennem slægtsforskning og dna-tests har Gun Olsson, 75, ledt efter sine rødder og fået svar på mange spørgsmål. Dog ikke alle, da det er for sent at spørge...

"Jeg plejer at sige, at jeg har tre fædre," ler hun.

"En, som opfostrede mig, en, som betalte for mig, og en, som skabte mig."

Dialekten vidner om, at hun kommer fra Stockholm, men siden 2002 har hun boet i Tvärred i Västgötaland. Datteren Susanne og hendes mand Ulf var flyttet dertil, og Gun og hendes mand Göran fulgte efter.

Göran døde i 2013, og siden har Gun levet alene, men hun har sit netværk omkring sig. Og hun har god tid til sin store interesse, slægtsforskning.

"Jeg blev født i 1946 og fik to brødre. At det var halvbrødre, vidste jeg ikke dengang. Mor sagde aldrig noget, der var lagt låg på. Heller ikke min mormor fortalte noget."

Det var i stedet far Bror, som afslørede familiehemmeligheden, og da Guns sorg og vrede havde lagt sig, blev hun trods alt lidt nysgerrig.

Hun var ikke adopteret, men resultat af et udenomsægteskabeligt forhold. En person fra de sociale myndigheder kendte til den mand, som angiveligt var hendes biologiske far. Men hun valgte ikke at kontakte sin "rigtige" far på det tidspunkt. Det var nok for hende at kende sandheden.

Mødet med far Kalle

Et par år senere var hun ude for at se vagtparaden ved det kongelige slot sammen med en ung mand, hun kendte i Stockholm. Hun havde på det tidspunkt fået adressen til sin anden far, og den unge mand foreslog, at de skulle gå hjem og drikke en kop kaffe hos ham. Det resulterede i, at de gik til Slottsbacken 2, hvor faren boede, og ringede på døren. Så gik den unge mand sin vej, mens Gun blev tilbage.

"Far Kalle åbnede døren, og han forstod med det samme, hvem jeg var," husker hun.

"Tårerne løb ned ad hans kinder, men han bad mig komme tilbage en anden dag, fordi han havde gæster."

Hun ringede nogle dage senere og begyndte derefter at se Kalle og hans familie. Hans kone havde også et barn fra et tidligere forhold, og sammen havde de to drenge.

Hun fandt sig godt til rette i sin nye familie. Far Kalle arbejdede som oppasser på slottet, og Gun nød at høre ham fortælle om prinsessernes forlovelser og andre kongelige nyheder, inden de kom ud i pressen.

Mor Margit vidste godt, at de mødtes, men kommenterede det aldrig. Gun begyndte at arbejde og flyttede hjemmefra omtrent samtidig, og hendes mor blev alvorligt syg og sengeliggende.

"Vi havde skændtes en hel del, mens jeg frigjorde mig som teenager, og måske var det derfor, jeg aldrig stillede nogle spørgsmål," funderer hun.

"Men mor var der stadig, da jeg forlovede mig med Göran, som virkelig var svigermors drøm."

Margit døde i 1965, da Gun endnu ikke var fyldt 19 år. Guns datter Susanne blev født et stykke tid derefter – Gun havde fået sin egen familie. Far Kalle og far Bror var med i familiekonstellationen, og hun sås med både dem og sine halvbrødre.

Hendes mormor levede stadig, og først efter morens død kunne hun tale om far Kalle. Mormor fortalte, hvad far Kalle havde sagt:

"Hvis Margit siger, at jeg er far til barnet, så er det sådan."

Gun lagde ikke så stor vægt på ordene. Hun arbejdede, og livet gik videre. Men det skete, at hun undrede sig over, hvad hendes mor egentlig havde set i Kalle. De var så forskellige. Hun var høj og kraftigt bygget, mens han var lille og spinkel.

"Jeg troede, at jeg måske var resultatet af en "fredsflirt"," siger hun.

"Jeg vidste, at jeg var blevet til i Båstad. Min mor arbejdede dengang hos en familie i Stockholm, som holdt ferie i Båstad i sommermånederne, hvor mor fulgte med."

En chokbesked.

Et stykke inde i 70'erne bestemte Gun sig for at begynde at slægtsforske. Hun havde de to fædre og halvbrødrene, og hun så stadig familien på far Kalles side. Men hun var nysgerrig efter at finde sine rødder, og efterhånden fik hun brug for deres hjælp.

Interessen for slægtsforskning tog hun med sig, da flyttelæsset gik til Tvärred, og der kom hun for første gang i kontakt med dna-forskning. Mor Margit var hun jo sikker på, men hvordan var det egentlig med slægten på far Kalles side?

"Min ene halvbror på far Kalles side var med på noderne og klar til at lade sig teste med mundskrab. Med glimt i øjet sagde han, "Tænk hvis vi ikke er søskende?" Jeg grinede bare og svarede, "Det er vi selvfølgelig."

De blev testet, og svaret kom som en total overraskelse: De kunne umuligt være i familie med hinanden. Gun nægtede at tro på det. Hvem skulle ellers være hendes far?

Hvor smertefuldt det end var, var hun tvunget til at indse, at heller ikke far Kalle – ham, som havde betalt børnebidrag til Guns mor i alle årene – var hendes biologiske far. Nu var der ingen ledetråde tilbage.

Nu bestemte hun sig for at opgive det hele og se sig selv som faderløs. Et halvt år gik, men så kunne hun se et lys i mørket. Og det uden at hun selv behøvede at gøre en indsats.

"En dag fik jeg en besked på telefonen om, at jeg havde et tæt dna-match," fortæller hun.

"Jeg kender til alle fætre og kusiner på min mors side, altså måtte dette være en kusine på min biologiske fars side."

Gun fik kontakt med kusinen og indså, at hun langt om længe måtte være på sporet af sandheden. Nogle af kusinens forældre måtte være søskende til hendes ukendte far, og hjertet begyndte at slå hurtigere.

Fik en nevø

Det kom frem, at kusinens far havde en halvbror, som havde boet i Båstad på det tidspunkt, hvor Guns mor var der. For Gun begyndte spørgsmålstegnene at rette sig ud til udråbstegn. Måske ville hun endelig få klarhed over, hvem som var hendes biologiske far.

"Af kusinen fik jeg at vide, at hendes fars halvbror formodentlig var min rigtige far," siger Gun.

"Hun fortalte også, at jeg havde en halvbror, og at jeg havde træk fra den side af familien."

Svaret lod ikke vente på sig. Hun havde fundet sin biologiske far. Han hed Olle, men levede desværre ikke mere. Det viste sig også, at hun havde en halvbror, og det førte til kontakt, som han valgte at afslutte. Derimod lykkedes det hende at spore en brorsøn i Vadstena. Igen vågnede detektiven i hende, og hun gav sig ud på "jagt".

Hun troede at have fundet den rette person og fandt hans telefonnummer. Med ivrige fingre tastede hun nummeret, men fik fat i en telefonsvarer. Hun indtalte en besked, hvorpå brorsønnen ringede op.

Hun præsenterede sig som slægtsforsker og forklarede den forbløffede mand, at hun var søster til hans far.

"Lige pludselig fik han en faster," siger hun med et stort smil.

"Vi bestemte os for at mødes, og det stod straks klart, at vi var i familie."

Han genkendte trækkene – Gun har samme øjne som hans far. De fik god kontakt og ses stadig, og han har kunnet fortælle hende, hvordan livet var for familien på far Olles side.

"Til sidst fandt jeg ud af, hvordan det hele hang sammen," siger hun.

"Jeg synes stadig, det er trist, at mor aldrig fortalte mig noget, eller at jeg ikke stillede spørgsmål. Men nu har jeg fundet min slægt, og jeg har min slægt meget kær."