Hun udfordrede politiske løgnehistorier, længe før nogen havde hørt om "fake news" og Facebook

Den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright udgav for nylig bestselleren Fascism:

A Warning om fascisme i det 20. århundrede, men allerede efter 2. Verdenskrig undersøgte filosoffen Hannah Arendt, hvad menneskelig ondskab udspringer af. Hun sad selv i koncentrationslejr i Gurs i Sydfrankrig fra 1940-41, hvor hun blev førstehåndsvidne til dehumaniseringen af jøderne, der blev behandlet som skadedyr i stedet for mennesker.

Hannah Arendt undslap den skæbne, der ramte store dele af hendes folk, med hjælp fra den amerikanske konsulinde i Marseille, Vivian Fry, der fik sendt Arendt til New York, hvor hun blev en del af den intellektuelle elite. Hun skrev efterfølgende om Adolf Eichmann, der var hovedansvarlig for jødedeportationerne og jødeudryddelserne, i The New Yorker og konstaterede, at hans version af ondskab hverken havde karakter af vildt had eller voldelig foragt. Den var derimod styret af blind adlydelse af ordrer fra den regerende magt. Hendes tese var, at den moderne ondskab udspringer af en bureaukratisk ansvarsfralæggelse, når individer blindt følger gruppens hysteriske fordomme eller lytter ukritisk til en folkeforførers propaganda.

Hannah Arendts liv var præget af stor personlig sorg og oplevelserne af systemisk ondskab på helt nært hold. Hendes far døde af syfilis, kort inden hun fyldte syv år, hun oplevede 1. Verdenskrigs rædsler og måtte flygte til Frankrig i 1933, da Hitlers regime vandt frem i hjemlandet Tyskland, og blev siden interneret i en koncentrationslejr. Som om det ikke var nok, nåede hun også at lægge sig ud med sin elsker og underviser, den gifte filosof Martin Heidegger, der var dobbelt så gammel som hende og skuffede hende ved at melde sig ind i nazistpartiet.

Hendes bog Totalitarismens oprindelse, der blev udgivet for første gang på engelsk i 1951, er igen blevet en bestseller – særligt blandt bekymrede unge i USA. I bogen undersøger hun, hvordan totalitære politiske styreformer kunne vinde frem i det 20. århundrede. En problematik, der igen truer demokratiet i det 21. århundrede. Det er Arendts teori, at ledere som Hitler ikke er tyranner i sig selv, men derimod magtfulde frontfigurer, der bliver båret frem af en større bevægelse. Hitler forstod nemlig at udnytte en tid med store samfundsomvæltninger til at præsentere sort-hvide virkelighedsopfattelser og fremstille løgne som fakta. Hans største styrke var hans evne til at udpege syndebukke, som den samlede gruppe kunne vende sig imod, samtidig med at han præsenterede ‘simple’ løsninger på den postulerede trussel, som en fremmed kultur udgjorde. Hannah Arendt påpeger, at løgn fra en leders mund ikke bare er en trussel mod freden, men mod den tillid, vi har til verden, og tillid er altafgørende i såvel det danske velfærdssamfund som i hele den vestlige verdens demokrati. Så hvis du vil væbne dig mod fremtidens tendentiøse røster og ‘lette’ løsninger, skal du læse Hannah Arendt. For hun er kvinden, der allerede i 1974 påpegede vigtigheden af den frie tanke og en fri presse:

“I det øjeblik, vi ikke længere har en fri presse, kan alt ske. Det, der gør det muligt for et totalitært eller andre diktaturer at regere, er, at folk ikke bliver informeret; hvordan kan du danne en holdning, hvis du ikke er informeret? Hvis alle altid lyver, er konsekvensen ikke, at vi tror på løgnene, men snarere at ingen vil tro på noget som helst mere længere.” Den gode nyhed er, at hvis du gør dig bekendt med profetierne fra fortidens kloge kvinder, er du allerede godt på vej til at gardere dig mod nutidens magtliderlige mænd.

Kilder Totalitarismens oprindelse af Hannah Arendt, Britannica.com, Equation.org.uk og Philosophersmag.com.