Heidis datter stillede afgørende spørgsmål: Nu viser 49 nøgne kvinder sig i ny bog

I 2014 sidder Heidi Maxmiling i sin bil på vej til Kongens Nytorv i København. Fra bagsædet af bilen stiller Heidis datter hende pludseligt et spørgsmål.

"Mor, skal man have store bryster?"

Heidi Maxmilings datter er på daværende tidspunkt 10 år og har netop set en reklame for brysteforstørrende operationer på siden af en forbipasserende bus.

Det er spørgsmålet fra de store øjne, der fanger Heidis blik i bakspejlet, som sætter tankerne i gang.

"Jeg vidste, at nu skulle hun snart på de sociale medier og ligesom face den verden, hvor man er et enkelt tryk fra at kunne ændre udseende. Der begyndte det at gå op for mig, hvor vigtigt det er, at jeg sørger for, at mine børn får et ordentligt fundament og ikke hopper med på den vogn," fortæller hun.

Læs også

"Jeg flover mig ikke længere over mit udseende. Tværtimod føler jeg mig smuk"

Det hele kulminerer, da Heidi Maxmiling samme aften læser et opslag på Facebook. Samtidig sidder hun og ser et underholdningsprogram i tv’et, og Facebook-kommentaren går på værtindens bryster.

"Kunne hun ikke stoppe en sok i sin bh, så de er til at holde ud af se på," stod der.

"Jeg tænkte: Hold kæft, hvor er vi kvinder bare stride. Én ting er, hvad hun tænker, noget andet er, at hun skriver det ud i det offentlige. På en måde gjorde det mig endnu mere bevidst om, hvad det er, vi dagligt bliver bombarderet med af forestillinger om og billeder af, hvordan man skal se ud."

Heidi griber til tasterne og spørger på Facebook, om der er nogen, der har lyst til at være med i et fotoprojekt, som skal vise, hvordan kvinder virkeligt ser ud – uden at blive hverken manipuleret eller retoucheret.

Læs også

Trine Dyrholm fik den bedste gave af sin søn, da hun blev 50: ”Han vidste, at det ville gøre mig allermest glad”

Inden Heidi lægger sig til at sove den aften, har hun fået mere end 100 henvendelser på sit opslag, og hun beslutter sig for at opstarte de fotosessioner, der skal blive til en bog.

En følelse af samhørighed

Den første gruppe kvinder fotograferes en tidlig morgen i Øbro-Hallen i København.

Kvinderne er i alderen 30-70 år, og det er mere eller mindre alt, Heidi Maxmiling ved om dem. Kvinderne kender heller ikke hinanden.

Artiklen fortsætter under billedet...

"Den første optagelse ville jeg gerne have skulle være spontan og mere reportageagtig. Det skulle være lidt, som om jeg kiggede ind ad nøglehullet – det må man ikke, det ved jeg godt, men jeg syntes, det kunne være interessant at betragte kvinderne gøre, som de ellers ville gøre, hvis de var i svømmehallens omklædningsrum. Det skulle være så autentisk som muligt," fortæller Heidi.

Læs også

Louise sagde glad ja til at gifte sig med sin Viktor - hvad der skete derefter, slog hende bagover

"Det var jo en kæmpe tillid, de her kvinder gav mig. I starten anede jeg simpelthen ikke, hvad jeg havde gang i. Jeg havde bare brug for at tage billederne. Den næste fotoseance foregik i en sauna i Snekkersten. Og ligesom under den første session, opstod der en form for samhørighed blandt kvinderne, da de pludseligt stod nøgne foran hinanden. Først hilste de pænt på hinanden, de fniste og fjollede, da de begyndte at klæde sig af, men da de til sidst stod nøgne over for hinanden, skete der et eller andet. De kiggede ikke på hinandens kroppe, de kiggede hinanden i øjnene, og der skabte de et helt særligt bånd."

Artiklen fortsætter under billedet...

Efter et par år bliver bogprojektet lagt i skuffen, da Heidi får en fastansættelse og dermed ikke kan finde tiden til det. Først for halvandet år siden, genoptager hun projektet. Hun får Gads Forlag med ombord og går straks i gang med at lede efter flere kvinder, der kan hjælpe med at skabe så meget diversitet som muligt.

"Jeg ville finde en mørk kvinde, en høj kvinde – den højeste kvinde er 1.95 cm høj – en tungere kvinde, en ældre kvinde – den ældste bliver 90 år – og en ung kvinde på 24-25 år. Til at starte med ville jeg gerne have nogen med, som var endnu yngre, men efter flere snakke med forskellige organisationer blev jeg klar over, at det jo er en moden beslutning at sige ja til et projekt som mit, så at finde en på 18-20 år ville måske ikke være hensigtsmæssigt i sidste ende. Derfor satte jeg en limit på 24-25 år."

”Jeg har selv været med til at skabe illusioner”

Som fotograf har Heidi Maxmiling altid været fascineret af det ærlige og upolerede billede. Alligevel er hun op gennem 00’erne og 10’erne med til at fremelske den polerede kvindekrop.

Artiklen fortsætter under billedet...

"Der skete noget tilbage i 00’erne og 10’erne, hvor Photoshop (et billedredigeringsprogram, red.) virkelig kom ind på markedet. Jeg blev jo mindst lige så fascineret af det nye, lækre stykke værktøj som alle andre fotografer – man kunne jo gøre alt i Photoshop, og det var jeg selv med til at overdrive engang i mellem. Ligesom vi fotografer blev fascineret, havde jeg også flere kunder, som pludselig forventede, at jeg fik hende til at se lidt mere glat ud, eller at jeg shapede lidt hist og her og kom lidt mere lys i øjnene. Noget, som jo er helt almindeligt at gøre i dag, men det var en kæmpe ting dengang," fortæller Heidi og fortsætter:

"Fra den ene dag til den anden var det bare, som om det gik op for mig: Jamen, det er jo ikke sådan, vi ser ud."

Selvom bogen ikke kun er tiltænkt unge kvinder, er Heidi begyndt at tage ud på skoler og ungdomsuddannelser for at vise de unge mennesker billederne fra sin nye bog – håbet er at bryde med forestillingen om den perfekte krop. For den findes ikke, mener Heidi.

Artiklen fortsætter under billedet...

"Det perfekte er jo en illusion. Og altså ikke noget, der findes i virkeligheden. Samtidig tror jeg altid, der vil være et kropsideal, og det jeg synes egentlig ikke, at der er noget galt med; at vi har nogle idealer. Det er da dejligt at have nogen, man ser op til og også vigtigt, at man kan sige til en anden kvinde, hvis man tænker, ’hold da op, hvor har hun en flot krop’. Det bliver først farligt, når vi sammenligner os selv med noget, som er uopnåeligt," siger Heidi og fortsætter:

"Som fotograf har jeg også mange gange fået at vide, at vi skal skabe illusioner og drømme. Og jeg synes, det er uhyggeligt, at vi er kommet dertil, hvor vi kun får præsenteret noget, som er perfekt. Det har dameblade i høj grad været med til, men også de er begyndt at bevæge sig i en anden retning. Det er min overbevisning, at det er de sociale medier, der er en af grundene til, at vi i højere grad sammenligner os med andre, og man er mere disponeret for ting, der ser perfekte ud."

Heidi Maxmiling ved godt, at det ikke er et problem, hun løser med en bog med nøgne kvinder, men den kan forhåbentligt være med til at sparke til kropsdebatten. For rører den noget i folk, kan den måske også gøre en lille forskel.