Helle Fagralid: ”Jeg fik næseblod af overvældelse. Så stort var det”

0-10 år (1976-1986)

Frihed og savn

"Mine forældre blev skilt, da jeg var to år gammel, så jeg har aldrig kendt til kernefamilien og er vokset op i to meget forskellige hjem.

Min mor boede i et socialt boligbyggeri i Helsingør med en vindblæst legeplads mellem bygningerne, som jeg husker som helt utrolig kedelig. Der var kun en sølle vippe og en sandkasse.

Læs også

Sarah Boberg: ”Jeg har altid leget, at jeg var en anden”

Men jeg tror, at fraværet af aktiviteter og underholdning fungerede som en katalysator for min fantasi. Jeg drømte i hvert fald altid et eller andet frem som barn, som jeg tror, det kan være sværere for børn at få adgang til i dag. Og jeg husker det, som om det netop var kedsomheden, der skubbede til noget inde i mig og vækkede fantasien.

Serviceniveauet var anderledes i 1980’ernes børneliv. De voksne hang ikke over os, men overlod os til os selv, og det tvang os til at tage ansvar langt tidligere og gøre ting på egen hånd. Jeg husker det ikke som farligt eller utrygt. Tværtimod, så føltes det kun frit.

Hos min far var jeg del af en større familie i et murstenshus på en stille villavej med bil og hund og en pap-mor og pap-storesøster. Min papmors forældre – som blev min mormor og morfar – boede i Horserød i et hus, der føltes, som om det lå langt ude på landet. Tæt på skov og marker og med høns i haven. Det blev en form for frirum. Når jeg var der i weekender og på ferier sammen med min papkusine, forsvandt vi ud i kornet i timevis og blev væk fra verden omkring os.

Jeg voksede op i det, man vil kalde en meget vellykket sammenbragt familie, og jeg har altid insisteret på, at jeg var et lykkeligt skilsmissebarn. Mine forældre var gode venner, de voksne omkring os ville gerne være der. Men det er – uanset hvor meget alle gør sig umage – også sorgfuldt at være skilsmissebarn.

I de år var det helt standard, at skilsmissebørn primært boede hos deres mor og så flyttede hjem til far hver anden weekend. Og det var også sådan, min barndom var indrettet. Men selvom jeg havde det godt hos min mor, så savnede jeg min far. Som voksen – og som mor i min egen sammenbragte familie – har jeg forstået, at det er et vilkår ved skilsmissen. Uanset hvor velfungerende den er."

10-20 år (1986-1996) 

Et frirum fra sorgen

 "Det er svært at pege på én begivenhed som det igangsættende moment for noget, der bliver ens levevej. Alligevel tror jeg, at jeg ret præcist kan pege på, hvornår jeg vidste, at jeg ville være skuespiller.

Jeg var 10, da min mormor døde pludseligt i en togulykke, og jeg kan huske, at jeg slet ikke evnede at forstå det. Jeg ledte stadig efter hende, når jeg var på besøg i huset i Horserød. Døden var alt for stor og absolut til, at jeg kunne fatte, at hun var væk. Men jeg kunne mærke chokket og sorgen. Jeg var så dybt ulykkelig. I skolen skulle vi opføre 'Busters verden', og hovedrollen stod mellem mig og min klassekammerat Rasmus. Jeg har en mistanke om, at min lærer valgte mig, fordi jeg var så helt utroligt ked af det. Og rollen gav mig et frirum.

Det var ren magi at få lov at være en anden og skråle 30 tønder torskerogn, rustne søm & skruer for fuld hals fra scenen. Jeg var i forvejen et helt vildt genert og introvert barn, og skuespil føltes som en form for ventil. Det var en ramme og en struktur, jeg kunne placere mine følelser indenfor, som jeg havde brug for. Jeg tror det var derfor, jeg forelskede mig så hovedkulds i at spille skuespil.  

Min lærer hjalp mig med at søge en rolle i filmen 'Da Lotte blev usynlig'. Jeg blev bare statist. Som jo er en helt utrolig kedelig og utaknemmelig opgave, der mest går ud på bare at være der. Men jeg elskede det. Jeg talte ikke med nogen, fik ingen nye venner, men gik rundt på settet og sugede til mig og var lykkelig. Senere kom jeg med i filmen 'Negerkys og labre larver'. Ja det hed den altså. Og som 13-årig fik jeg en rolle i 'Lad isbjørnene danse'.

Jeg blev aldrig barnestjerne i klassisk forstand, men kunne smutte frem og tilbage mellem optagelser og et helt almindeligt liv som folkeskoleelev. Skuespillet var en parallelverden, jeg havde for mig selv. Og det var enormt befriende at få lov at være barn og ung præcis som alle andre. Sådan lever jeg egentlig også i dag. Med to meget adskilte verdner. En privat med min familie og mange venner, der ikke er i faget. Og så en professionel.

Efter i en årrække at have levet næsten udelukkende på skuespillets præmisser er det en adskillelse, jeg har fundet ud af, jeg har brug for. Det vidste jeg åbenbart allerede som barn. Men nogle gange mister man lidt fornemmelse for sig selv, når alt pludselig går virkelig hurtigt."

20-30 år (1996-2006)

Næseblod af lykke

"Jeg kom ind på Statens Teaterskole i første hug. 21 år gammel. Det var ikke noget, jeg regnede med, men jeg havde alligevel en lys og ung tro på, at man nok skulle få det, der tilkom én her i livet, hvis bare man ville det nok. Og det ville jeg. Da det så skete, og drømmen bare sådan med det samme gik i opfyldelse, føltes det næsten som et fysisk chok. Jeg fik næseblod af overvældelse, selvom det ellers ikke var noget, jeg gik og fik. Så stort var det.

Skoletiden var fantastisk, men også enormt udfordrende. Man bliver bedømt konstant. På måden, man ser ud, taler og bare er. Og det er sindssygt opslidende at være så beskæftiget med sig selv og med andres syn på én selv hele tiden. Men det var jo også vidunderligt.

Jeg blev fastansat på Det Kongelige Teater året efter, jeg blev færdig, og debuterede i forestillingen 'Detaljer' skrevet af teaterkoryfæet Lars Norén og instrueret af Bille August. Det var en drømmestart, og jeg var meget bevidst om, hvor heldig jeg var. Jeg blev ikke typecastet som den unge søde kæreste, selvom det ellers lå lige for, men fik lov at lave noget helt andet af de instruktører, der havde lyst til at arbejde ud over klichéen. Gode, komplekse roller og krævende klassikere.

Det føltes som et kæmpe privilegium, men betød også, at jeg var meget opsat på at sige ja til alt. De to parallelverdener mellem mit private liv og skuespillet, jeg som barn og ung var vildt god til at holde adskilt, blev gradvist flettet sammen, indtil privatlivsdelen blev helt utroligt lille.

Når jeg tænker tilbage på de år, er jeg dybt taknemmelig og glad for de opgaver og oplevelser, jeg fik. Men jeg er også ked af, at jeg ofrede så meget for at få dem."

30-40 år (2006-2016)

For fuld fart og forandring

"Selv da jeg blev gravid, skruede jeg ikke ned. Jeg stod på scenen med min runde mave, stort set indtil jeg fødte. Og selvom jeg var på barsel i næsten et år og nød at være sammen med min lille søn og så et lille glimt af et andet liv, så længtes jeg efter at komme tilbage.

Det var svært at slappe af, fordi jeg var bekymret for, hvordan jeg kunne komme igen. Jeg startede som Ofelia i 'Hamlet' i åbningsforestillingen i Skuespilhuset. Så der havde ikke været noget at være bekymret for.

I samme periode begyndte jeg prøver på Lars Noréns 'Ordet'. Det var 'Hamlet' om aftenen og 'Ordet' om dagen. Og et lille barn og en ny familie presset ind mellem det hele. Jeg kan huske, det føltes, som om jeg løb for at nå det hele. Og hvordan jeg ind i mellem knækkede fuldstændig sammen over ikke at kunne.

Det var ulideligt at sidde og trippe og tænke: ”nu når jeg ikke at hente min dreng fra vuggestuen.” Men man går ikke bare. For teatret er jo hjerteblodsarbejde. Der er konsensus om, at alt må vige for kunsten og skuespillet. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”men jeg kan jo ikke spalte mig!” Allerede før jeg blev skilt fra min søns far, var det tydeligt, at der skulle ske en forandring.

Jeg mødte min mand kort efter skilsmissen. Og selv om det er vildt kaotisk og alt andet end beroligende for nervesystemet at danne en ny familie, så kræver livet nogle gange et stort skift for, at den forandring, der er brug for, kan komme i spil. Min mand kom ind i ægteskabet med fire børn.  Jeg kom med mit ene barn og med en tro på, at den sammenbragte familie kunne blive en lykkelig familie. Som den jeg selv var vokset op i. Men også med en erkendelse af, at skilsmissebarnet altid vil have lidt et tab, og at de børn, vi bragte ind i vores nye konstellation, ikke selv havde valgt det.

Min strategi var ikke at forcere noget. I dag ville jeg ønske, at jeg havde taget mere plads fra begyndelsen, fordi det andet kan mistolkes som manglende engagement. Men jeg ville for alt i verden ikke fylde for meget i deres rum. Der er så sindssygt mange behov, der skal have plads, når et nyforelsket par og fem børn skal finde på plads sammen.

I dag er jeg bundtaknemmelig for den familie, vi er blevet. For de børn og voksne der er blevet en del af min søns og mit liv. Og for at jeg har fået lov at blive en del af deres."

40- (2016-)

Nybegynder igen

"Jeg stoppede som fastansat på det kongelige, da jeg blev 40, og det tog mig meget lang tid at finde ro, selv om det i virkeligheden længe havde været det, jeg længtes efter. Mit nervesystem skulle finde balancen igen efter så mange år i et helt vildt højt tempo. Det bliver en form for drug at arbejde på den måde, så det føles næsten som afvænning, når det stopper.

Jeg havde søgt ind på kunsthistorie på Københavns Universitet, allerede før jeg stoppede, i erkendelse af at jeg ville få brug for et andet spor, der føltes meningsfuldt og givende. Og det blev det. Jeg fik min kandidatgrad for to år siden. Og i dag skriver jeg for flere kunstudgivelser. Jeg nyder at vende blikket væk fra mig selv og ud på kunsten. Selv om det også føles lidt vildt pludseligt at være nybegynder igen.

Skuespillet har også fundet en ny plads i mit liv. Eller det er vendt tilbage til udgangspunktet. Jeg siger kun ja til projekter, jeg virkelig har lyst til. Og selv om kvaliteten af projektet selvfølgelig er afgørende, så er der også kommet et andet parameter i spil.

Jeg vil arbejde sammen med mennesker, jeg kan lide og har en god relation til, ellers går jeg ikke ind i det. På den måde er der helt naturligt blevet mere plads til det liv, der i mange år blev fortrængt. Livet med min familie og mine nære venner. Og det nyder jeg."