Helle Skovkjær

Helle blev dømt "for grim" til at synge opera. Så blev hun vred...

Helle Skovkjær er født med et ualmindeligt sangtalent. Og med læbeganespalte. Så da hun som 20-årig ville være operasanger, blev hun kasseret på grund af sit udseende. Men så blev Helle trodsig – for ingen skulle tage sangen fra hende.

Helle havde høje forventninger til sig selv.

Hun var 20 år og udråbt til et sangtalent af den slags, der får englene til at græde. Året før havde hun vundet en særpris i en dyst for unge sangere, for dommerne var blæst bagover af hendes udgave af Nattens dronnings arie fra operaen Tryllefløjten.

Nu skulle talentet stå sin prøve. Helle søgte ind på MGK, det forberedende forløb til Musikkonservatoriet, og samtidig deltog hun for anden gang i sangkonkurrencen Unge Sangere, hvor hun året forinden var blevet udråbt som kommende stjerne.

"Min far fik et chok og har formentlig følt sig frastødt af mig, samtidig med at han var bange for, om jeg ville få et godt liv," siger Helle.

"Det var jo ikke en tilladt følelse, så han forsvandt helt ind i sig selv. Naboen fandt ham grædende ude i haven, og i dag var hans tilstand nok blevet betegnet som en fødselsdepression."

Helles mor var mere fokuseret på, at datteren havde smukke blå øjne – og også hendes far fandt hurtigt ro i, at deres datter så anderledes ud.

Familiens Fladtud

Men Helle så anderledes ud, så Helle skulle hærdes. Selv om hun havde været gennem flere operationer, havde hun stadig synlige ar og en lidt flad næse. Derfor mente hendes far og brødre, at de måtte vænne hende til andres drillerier ved at kalde hende Fladtud og andre mindre flatterende ting.

"De gjorde det i den bedste mening, og det var kærlig ment," understreger Helle.

"Men der var for meget fokus på mit udseende, for det blev hele tiden blev italesat, at jeg var anderledes; jeg følte, at det blev min identitet, at jeg var Helle med læbespalten, selv om jeg også rummede så meget andet."

I børnehaven var de to piger med læbespalter, så Helle følte sig ikke så anderledes her, men det ændrede sig, da hun kom i skole.

Fnisende teenagere

"Det var en brat opvågning," husker hun.

"Jeg var opdraget til at være åben, hvis nogen spurgte til mit udseende, men der blev ikke rigtig lyttet, når jeg begyndte på mine lange foredrag. Når jeg mødte nye børn, spurgte de ofte til mine misdannelser på en ubehagelig måde."

Mange troede også, at Helle måtte være retarderet, fordi hun så ud, som hun gjorde, og det gav anledning til både sårende bemærkninger og latterliggørelse.

"Det hjalp ikke på mit selvværd, for jeg vidste godt, at jeg så anderledes ud," siger hun.

"Mobningen sidder dybt i mig, og går jeg forbi en flok fnisende teenagepiger i dag, bliver jeg igen Helle 13 år. Jeg har en iboende angst for unge i flok, fordi jeg føler, det er mig, de griner af."

Krævede kirurgi

Helles udseende var dog ikke det eneste, der adskilte hende fra hendes jævnaldrende. Hun havde nemlig en helt særlig sangstemme, og i gymnasieårene blev det tydeligt, at hun uden megen træning kunne synge selv svære operapartier.

"Min musiklærer sagde til mig, at jeg kunne noget ud over det sædvanlige, og da begyndte det at gå op for mig, at jeg havde et talent, jeg burde forfølge," fortæller Helle.

Men det blev ikke det etablerede uddannelsessystem, der skulle forløse Helles talent.

"Juryen sagde, at hvis det kun handlede om talent, havde jeg en kæmpe international karriere foran mig – men det ville kræve flere plastikoperationer, hvis jeg skulle blive køn nok til scenen," fortæller hun og konstaterer:

"Det var et kæmpeslag i ansigtet."

Gift 11 gange

Helle droppede at søge ind på Musikkonservatoriet og opgav i en periode sangen. Men hun blev også vred. Vred over, at nogen mente, at hun ikke skulle synge på grund af sit udseende.

"Det kan godt være, jeg ikke var idealet, men jeg ville have lov at synge, og det skulle ingen forhindre mig i," siger hun.

"Et liv uden sang ville være som at mangle min højre hånd."

I stedet etablerede hun sig selv som sanger, samtidig med at hun uddannede sig til pædagog og siden lærer. Helle sang til privatfester og offentlige arrangementer, men i 2008 fik hun et job, der ændrede hendes liv.

Hun fik rollen som Maria i musicalen 'Sound of Music' i et friluftsspil, og her mødte hun den 19 år ældre Dynes, som havde rollen som kaptajn von Trapp. I stykket forelsker parret sig i hinanden, og som prøverne skred frem, voksede følelserne også i virkelighedens verden.

"Vi er blevet gift 11 gange," smiler Helle.

"Ti gange på scenen og én gang i kirken."

Parret har i dag to drenge, og sangen har stadig en stor plads i deres liv. Sammen optræder Helle og Dynes under navnet 'Toner af Guld' – for der er aldrig mere nogen, der skal fortælle Helle, at hun er for grim til at synge.

"Jeg vil gene vise, at man sagtens selv kan skabe et lykkeligt liv, selv om andre forsøger at stoppe én," slutter Helle.

Om Helle Skovkjær, 42 år

  • Uddannet pædagog og lærer og optræder sammen med sin mand, Dynes
    Skovkjær, under navnet 'Toner af Guld'.
  • Parret bor i Bjerring ved Viborg med deres sønner på ti og 13 år.
  • Ingen af Helles sønner har arvet hendes misdannelser.