Netop som Yuliya bliver gravid, begynder hendes mands donornyre at sætte ud

– Jeg var ved at gøre Ida i stand til vuggestuen, da min svigermor stod i døren med morgenhår og græd. "Theis er på vej til hospitalet", sagde hun. Så begyndte jeg også at græde. Jeg troede, min mand havde været ude for en ulykke, og min verden brød sammen. Men det var glædestårer, der løb ned ad kinderne på min svigermor, for Theis havde lige ringet og bedt hende skynde sig over til mig og fortælle, at der var en ny nyre til ham. Rigshospitalet var allerede ved at gøre klar til operation. Det var den 7. oktober 2014, og den dag begyndte vores nye liv, fastslår 37-årige Yuliya Haubirk og ser på sin mand.

I den hyggelige stue i Dragør løber parrets fireårige datter, Ida, rundt. Hun krammer sin dukke og kysser den på kinden på samme måde, som hendes mor og far krammer og kysser hende.

I dag har Ida nemlig både en mor og en far, der kan slå sig løs sammen med hende, og som hun er knyttet til. Sådan var det ikke de første år af Idas liv, da familiens gæsteværelse var indrettet som en hospitalsstue, hvor hendes nyresyge far de fleste af ugens dage lå koblet til et dialyseapparat.

LÆS OGSÅ: ”Det var helt galt. Men ingen vidste, hvad årsagen var”

Dybt taknemmelig for svigermor

Yuliya kommer fra Ukraine til Danmark som au pair, da hun er 25 år. Allerede tre måneder senere danser hun med Theis ved en halloweenfest, hvor hun fører sig frem som den skønneste fe. Og selvom han optræder som et trafikuheld med sår i ansigtet, falder hun pladask for den fem år ældre fyr. To år efter bliver de mand og kone, men det, der begyndte som en dans, bliver snart en tung gang for parret.

Allerede som 27-årig – inden han møder Yuliya – får Theis Haubirk konstateret en så alvorlig nyresygdom, at han øjeblikkeligt bliver sendt i dialyse og hurtigst muligt skal have en donornyre. Han er så heldig, at hans mor er et perfekt match og tilbyder ham sin ene nyre. Operationen går godt, men små ti år senere begynder donornyren langsomt at sætte ud.

Trods sin sygdom vil Theis have børn med Yuliya, men på grund af al den medicin, han får, må parret ty til kunstig befrugtning. Den øvelse lykkes til gengæld i første forsøg.

– Theis jublede, selvom han var alvorligt syg. Han er optimist, og lige meget, hvor syg han er, lader han sig ikke mærke med det. Jeg er mere den bekymrede type, fortæller Yuliya.

Men trods sin glæde og optimisme er Theis nu så dårlig, at han må i dialyse igen.

– Vi stod lige over for at skulle flytte, og jeg var netop blevet gravid og led af voldsom kvalme, så jeg kunne intet. Men min svigermor trådte som altid til og ordnede det hele. Uden hende havde vi ikke klaret det, og jeg er hende dybt taknemmelig. Jeg siger mor til hende, sådan som man gør i Ukraine, og jeg elsker hende, siger Yuliya.

– Min egen mor er ikke verdens kærligste, så jeg var i tvivl om, jeg selv kunne blive en god mor. Til gengæld tvivlede jeg ikke på, at Theis ville blive verdens bedste far.

LÆS OGSÅ: ”Min kæbe gik i krampe, og jeg kunne ikke stå oprejst”

Hospital i gæsteværelset

Den 14. juli 2012 kommer lille Ida til verden. Da er Theis så svækket af sin nyresygdom, at han får flyttet dialyseapparatet hjem. Han magter ikke længere at køre direkte fra job til dialyse på Frederiksberg og først nå hjem til Dragør sent om aftenen. Gæsteværelset bliver indrettet til "hospital", og fra bryggerset går der vandslanger gennem hele huset til dialyseapparatet.

– Jeg var på barsel, og Ida havde kolik og var ørebarn og græd vildt meget, og jeg tænkte, at jeg nok ikke duede som mor. Theis kom bare lige hjem og spiste, før han gik i gang med dialysen og kunne kun lige nå at kysse Ida godnat. I de første to år af hendes liv så hun næsten kun sin far sove eller forbundet med dialyseapparatets slanger. Han var så træt, at han kunne falde i søvn, mens han sad og legede med hende. Det var umuligt for dem at få et tæt forhold til hinanden. Jeg følte mig som alenemor, og havde min svigermor ikke været der for os, ved jeg ikke, hvad jeg skulle have gjort, siger Yuliya.

Og så er vi tilbage ved den morgen, hvor selvsamme uundværlige svigermor pludselig står i Yuliya og Theis' hjem med det lykkelige budskab om en ny nyre til Theis.

LÆS OGSÅ: ”Jeg gemte mad i skuffer og under sengen, så min far ikke skulle opdage, hvor meget jeg spiste”

Vores lykke, deres sorg

Den morgen, der bliver ringet fra Rigshospitalet, er Theis lige nået frem til rundkørslen i Hørsholm, hvor han arbejder, og han tænker slet ikke på, at det kan dreje sig om en ny nyre, for der er jo gået over to år, siden han blev sat på venteliste til en donornyre, og intet var sket. Faktisk erkender Theis i dag, at han rent ud sagt havde opgivet at få den nyre.

Men nu ser det ud til, at der endelig er fundet en brugbar nyre, og Yuliya er naturligvis den første, der skal have besked. Da hun ikke tager telefonen, sender han sin mor, der bor lige i nærheden.

– Så kan det ellers nok være, jeg kom ud ad døren i en fart, husker Yuliya.

"Ligger han på operationsbordet", spørger hun forpustet, da hun når frem, men Theis skal igennem en masse undersøgelser, og stuekammeraten, som skal have donorens anden nyre, skal først under kniven, så det bliver hen imod midnat, før transplantationen kan gå i gang.

– Det gav os tid til at tale sammen før operationen, og med udsigten til at vi nu kunne få et normalt liv, var vi så glade, at vi næsten fløj på skyerne, fortæller Yuliya.

– Men midt i vores glæde vidste vi jo godt, at der er et andet sted var en familie, som var knust af sorg over, at de lige havde mistet en af deres nærmeste. Det værste var lige sket for dem, før det bedste skete for os. Vi havde et kæmpe ønske om at trøste dem og kramme dem, men vi må ikke vide, hvem de er. Ved at give tilladelse til donation har de pårørende reddet Theis' liv, og den taknemmelighed, vi føler, er ubeskrivelig, siger Yuliya og bliver meget bevæget.

Tre uger efter en vellykket operation er Theis igen hjemme hos Yuliya og Ida. Med et helt nyt liv. Og efter tre måneders sygemelding kan han genoptage sit arbejde. I dag føler han sig frisk og rask.

Først da dialyseapparatet er ude af huset, begynder lille Ida at knytte sig til sin far, og i dag har de to fået et tæt forhold. Nu er det ikke længere kun mor, der dur. Nu er far med på holdet.

– Jeg er så taknemmelig for, vi fik lov at beholde Theis, siger Yuliya, som flere gange har været tæt på at miste sin mand, dels på grund af nyresygdommen, dels på grund af livstruende følgesygdomme i form af hudcancer og testikelkræft.

– Jeg er så lykkelig for, at vi fik lov at forblive en hel familie med far, mor og barn. 

LÆS OGSÅ: Luise er HIV-smittet: ”Jeg har kæmpet mest med mine egne fordomme”

LÆS OGSÅ: Christina blev mobbet: ”I idrætstimerne tyrede de bolde i hovedet på mig, de spændte ben, trak stole ud, når jeg var ved at sætte mig”

LÆS OGSÅ: ”At få fjernet mine børn er den største sorg i mit liv. Som jeg håndterede ved at tage flere stoffer”