Ibi Makienok: ”Det handlede kun om min egen overlevelse - og så min søn”
I flere år løb Ibi Makienok derudad, mens hun fortrængte følelserne efter en stor sorg, men en dag væltede korthuset, og hun blev syg. Det fortæller hun i ALT.dks podcast ”I stjernernes tegn”.
”Så vidt jeg kan se, må det fra 2011 og frem til 2015 have været nogle RET intense år for dig? Hvor du måske har været helt nede og vende og har skullet samle og bygge dig selv op på ny.”
Ordene lyder fra en astrolog til Ibi Makienok, som er ved at få lagt et personligt horoskop i ALT.dks podcast ”I stjernernes tegn”, og det får tv-værten til at nikke med hovedet, da astrologen forklarer, at Ibis viljestyrke, livslyst og stædighed i netop de år blev testet til det yderste.
– Ja, min mor døde i 2010 af kræft. Og jeg var den eneste, der passede hende. Hun døde i mine arme på hospice. Og jeg var samtidig lige blevet mor – så det var noget med at have døden og livet klasket lige op på begge sider af ansigtet, det var ret voldsomt. Samtidig med at jeg har en indre ild og gnist, hvor jeg gerne vil fremad og have en karriere. Så det var voldsomt, det var vildt traumatisk. Men jeg ved jo godt, at jeg ikke kan gå hen i hjørnet og lægge mig i fosterstilling, for jeg har altså et lille barn også. Så jeg skubber det væk, siger Ibi Makienok om perioden op til, at tv-værten blev ramt af en sygdom, der kunne have kostet hende livet.
Det er astrologen Eva Ganvig, der i ALT.dks podcast lægger personlige horoskoper for 12 kendte danskere med forskellige stjernetegn. Astrologen lægger alene horoskoperne ud fra gæstens fødselsdato, -sted og -tidspunkt og ved altså aldrig på forhånd, hvilken kendt hun skal møde.
"Ni lamper blinker rødt"
Derfor sætter det mange tanker i gang hos Ibi Makienok, der er født i vandmandens tegn, da astrologen netop fremhæver perioden 2011 til 2015 som værende særligt skelsættende for tv-værten.
For dét kan hun i den grad genkende, fortæller hun i podcasten.
– Det var fra hun (Ibis mor, red.) dør og frem til 2015, hvor jeg rent faktisk får dobbeltsidet nyresvigt og er lige ved at dø. Jeg lå på Rigshospitalet i mange, mange måneder. Det er jo et resultat af mange års verfen følelser væk, fordi jeg bliver nødt til at knokle benhårdt. Der er ikke noget galt med at blive presset eller gøre sit yderste, men når du har ti lamper, hvor ni af dem blinker rødt, fordi du samtidig med, at du har en stor sorg, du bærer på, også lige er blevet enlig mor – og så kravler du op ad karrierestigen, så skal du også lige løbe et maraton, så skal du lige løbe et mere, så skal du lige tage en eller anden '50 timer'-challenge på en reformer, så skal du lige deale med 700 andre pressede situationer… Og så vælter korthuset. Det gjorde det så for mig i form af ikke en psykisk nedsmeltning - det kunne det ligeså godt have været - men for mig sagde min krop bare: NU STOPPER DU, siger Ibi Makienok i podcasten.
Lægerne har siden forklaret Ibi Makienok, at de blandt andet mente, at stress var skyld i sygdommen, hvor hun fik en betændelse i kroppen, der satte sig i nyrerne, som kroppen ikke kunne bekæmpe på grund af et nedsat immunforsvar.
– Jeg vidste jo ikke, om jeg overlevede. Så lige pludselig blev min verden, som plejede at være meget, meget stor til et lille bitte, bitte sted, hvor det bare handlede om min egen overlevelse – og så min søn. Og for en vandmand, der plejer at rode rundt i verden og gøre, hvad der passer mig, var det sindssygt angstprovokerende.
På spørgsmålet om, hvorvidt Ibi Makienok oven på sin deltagelse i podcasten kan genkende de ting, der bliver sagt om sit stjernetegnets personlighedstræk og hendes eget horoskop, lyder svaret prompte:
– Jeg synes, jeg er blevet meget klogere på det hele.
Hør podcasten "I stjernernes tegn" i Apple Podcasts. Her bliver Ibi Makienok klogere på både velkendte og nye sider af sig selv i det alternative interviewprogram.