Ida og Mathias er polyamorøse: Jeg har aldrig elsket nogen så højt, men vi har andre forhold
Mathias og Ida blev først rigtige kærester, da de tog en beslutning om at holde deres forhold åbent - både fysisk og følelsesmæssigt. Konstellationen kræver nogle aftaler, fortæller de.
De fleste par lever i lukkede forhold, hvor det anses som forkert at forelske sig i og være sammen med andre.
Sådan lever Mathias Højriis og Ida Due ikke. Tværtimod lever de i et lykkeligt, åbent forhold, og det fortæller de om her.
Hvordan definerer I jeres forhold?
M: Vores forhold er sådan, at vi kan have romantiske relationer til andre mennesker - også på den måde, at vi kan have dybe følelser for andre mennesker og stadigvæk opretholde vores forhold på samme tid. Hvilket jo er polyamorøst.
I: Ja, vi er polyamorøse. Og det betyder bare, at vi tror på, at man kan elske flere mennesker på én gang - romantisk. Jeg har én anden meget seriøs relation lige nu, og så har jeg nogle andre, som jeg også holder af, men hvor det er lidt mere løst.
Om parret
Ida Due
- 22 år
- Læser til socialrådgiver
- Biseksuel ciskvinde
Mathias Højriis
- 25 år
- Arbejder hos Postnord
- Heteroseksuel cismand
M: Jeg har ikke noget seriøst kørende lige nu. Jeg bruger meget tid på at arbejde, så det er mest tiden og overskuddet, der gør, at jeg ikke er så meget inde i det lige nu. Men når jeg begynder at studere om en måned, kan det jo være, at der kommer et eller andet.
Hvordan nåede I frem til denne konstellation?
M: Den tager du!
I: Vi havde datet i et helt år, inden vi blev kærester for 2,5 år siden. Alt det, man ‘normalt’ forbinder med at være kærester, det havde vi, men vi ville ikke kalde os dét. Jeg sagde ret hurtigt til Mathias - måske på fjerde date - at han skulle bare lige vide, at vi aldrig nogensinde ville blive kærester. Jeg havde ligesom besluttet mig for, at jeg ikke ville have en kæreste. Så vi aftalte, at vi ville blive ved med bare at date, og det var han okay med.
Og så var det egentlig, fordi jeg kom til at læse en bog, jeg fandt ret tilfældigt på biblioteket en dag. Den hedder Kærlighedskontrakten og er skrevet af Sara Skaarup. Da jeg læste den, fik jeg en åbenbaring; Det var der, jeg hørte ordet “polyamori” for første gang. Jeg havde aldrig før hørt om eller tænkt over, at man kunne være andet end monogam. Den læste jeg så, og det gjorde, at Mathias og jeg fik en masse gode snakke om det, og så blev vi egentlig kærester efter det.
M: Jeg har altid haft problemer i andre forhold, som har været monogame. Grundlæggende har jeg haft det lidt som om, at jeg ikke passede ind i sådan en konstellation. Efterhånden som Ida og jeg datede i længere tid, og vi havde de her snakke, begyndte jeg at tænke, at polyamori sandsynligvis var noget for mig.
Det var mest overgangen fra det monogame til det polyamorøse, jeg lige skulle vænne mig til. For man er jo vokset op med, at det monogame er det eneste, man kender til. Men det har bare fungeret super godt lige siden.
Annonse
I: Vores forhold har nærmest heller ikke ændret sig siden da. Det eneste, der har ændret sig, er de ord, vi har kunnet sætte på det. Det første år, hvor vi datede, gjorde vi alt det samme som nu, og det fungerede på samme måde med, at vi så andre og sådan noget, men der kaldte vi os jo bare ikke kærester. Så det eneste, der har ændret sig, er faktisk sproget.
Hvor åbne er I overfor hinanden ift. andre relationer?
M: Nogle dage kan selvfølgelig være bedre end andre. Hvis jeg for eksempel har haft en dårlig dag og bare har brug for opmærksomhed og kærlighed, og Ida måske har set en anden, så er det måske ikke lige den dag, jeg føler mest for at høre om det. Der har jeg måske bare brug for attention på mig.
I: Vi har en aftale om, at man ikke bare øser ud med information. Men hvis den anden spørger, så indikerer det ligesom, at de er et sted, hvor de godt kan høre om det. Hvis jeg for eksempel spørger Mathias, om vi skal være sammen på onsdag, og han siger, at det kan han ikke, så kan jeg selv vælge, om jeg vil lade det ligge, eller jeg vil spørge: “Hvem skal du være sammen med? Hvad skal I lave?” Så vi lægger meget vægt på, at man selv spørger ind.
Hvor meget har I med hinandens relationer at gøre?
I: Næsten ingenting. Ham, jeg har en meget seriøs relation til, har Mathias mødt, og de kan sagtens hilse på hinanden, men det er ikke, fordi vi alle tre spiser eller hænger ud sammen.
M: Men det er ikke, fordi vi prøver at lægge skjul på, at der er noget.
I: Nej nej, vi kan sagtens snakke om det, og de kan godt snakke med hinanden.
Hvordan påvirker det jeres dagligdag at leve i denne forholdskonstellation?
I: For os ér det jo bare dagligdag, kan man sige. Det er det eneste, vi kender.
M: Ja, præcis.
I: Men jeg tror, vi er mindre sammen, end andre par er. Det kan jeg fornemme, når jeg snakker med andre, der er i forhold.
Vi har mere hvert vores liv end mange andre. Vi spiser ikke aftensmad sammen hver eneste dag, det er mere noget, man melder til end fra. Vi skriver ikke: “Hey, jeg kommer ikke hjem i dag”, men nærmere: “Jeg er hjemme i dag, skal vi lave et eller andet?”, fordi vi har meget frihed til at gøre, hvad vi vil. Og vi har jo andre, vi også skal se, så jeg tror ikke, vi er lige så meget sammen som andre, der bor sammen.
M: Men det giver jo så en masse frirum og fritid til at gøre, hvad man vil, og til at ses med andre mennesker. Vi kommer ikke rigtig ind i det der, hvor man føler, at man bliver kærestekedelig, og hvor man kun er sammen med kæresten og skal have lov af dem, hvis man vil lave noget. Det slipper vi helt for at skulle tænke over.
Annonse
I: Vi har kun boet sammen i tre måneder, så det er stadig ret nyt. Det er noget, vi stadig er ved at finde rundt i.
Jeg troede, at det måske godt kunne blive svært at flytte sammen. Men jeg snakkede med en veninde, som sagde, at vores forhold i virkeligheden ikke er så meget anderledes end hendes. Hvis hendes kæreste siger, at han har planer på onsdag, så tænker hun: “Okay, så er det nok også der, jeg vil hjem til en veninde.” Det er også dét, vi gør; Man prøver at sige det i så god tid, man kan, hvis man ikke er hjemme, så den anden har en chance for at gøre sin egen ting, så der ikke er nogen, der bare sidder alene derhjemme hele tiden.
Og det er det samme, hvis man gerne vil have lejligheden for sig selv, så prøver man jo bare at sige det i god tid, og så kan den anden finde på noget at lave. Så jeg føler ikke, at det har været så udfordrende.
M: Nej, overhovedet ikke. Jeg føler ikke rigtig, der er nogen udfordringer, sådan generelt. I hvert fald ikke i dagligdagen. Og i forhold til logistikken er vi jo meget åbne om at fortælle, hvis du for eksempel får besøg, eller jeg ikke lige er hjemme.
Men hvad man specifikt laver, dét er op til en selv at bestemme, om man vil høre eller ej. For når du stiller spørgsmål til, hvad din partner laver, så skal du også være indstillet på, hvad svaret kan være.
I: Ja. Men det fungerer fint. Også fordi et overlap ikke er jordens undergang - altså, Mathias kan sagtens hilse på én, jeg dater, så det er ikke et eller andet med, at jeg skal have dem smidt ud, inden han kommer hjem. Hvis jeg stadig sidder og drikker et glas vin med en anden, når Mathias kommer hjem, så kommer han bare ind og sætter sig og siger hej.
Hvad er det mest udfordrende ved jeres forholdskonstellation?
I: Vi synes jo, det er udfordrende at være monogame, så vi synes ikke, der er en masse udfordringer ved det. Vi har jo netop valgt det her, fordi det er det, der er rart og nemt for os.
Jeg oplever dog, at man skal have flere seriøse snakke end i monogame forhold, som vi også begge har været i. Man er nødt til hele tiden at tjekke ind og spørge: “Hvordan går du egentlig og har det?” og tænke over, hvad der fungerer og ikke fungerer.
Man er også nødt til at være enormt ærlig og for eksempel sige det, hvis man føler, at man mangler opmærksomhed eller føler sig usikker og har brug for bekræftelse. Det er meget vigtigt, at man bare kan sige det til den anden, for det er noget, man måske kommer til at opleve lidt oftere end i andre forhold.
Men jeg synes, at det er rigtig godt, for det gør virkelig noget godt for ens forhold. Jeg tænker næsten, at andre skulle have flere af sådan nogle snakke, fordi det er så sundt at tjekke ind med hinanden og snakke om, hvordan man har det. Men det kan da også være udfordrende, fordi det selvfølgelig ér svært at have svære snakke. Og det kan være svært at sige: “Jeg bliver jaloux nu” eller: “Jeg ville ønske, du var lidt mere hjemme i denne uge.”
M: Til gengæld er det jo også en stor del af et sundt forhold, at der er megen kommunikation og ærlighed. Og det er jo ligegyldigt, om man er monogam eller polyamorøs.
Hvad er omvendt det bedste ved jeres forholdskonstellation?
M: Åh, der er masser…
For mig er det friheden. Jeg føler ikke, at jeg har udelukket noget som helst ved at være sammen med Ida, og jeg har mulighed for at udforske. Men vores forhold giver en dejlig sikkerhed og base, for uanset hvem jeg ser, så ved jeg, at jeg i sidste ende har Ida.
I: Jeg tror også, det er friheden for mig. Og jeg kan også godt lide, at fremtiden ikke er fuldstændig planlagt - at vi ikke bare ved: “Fra nu af er det os to i den her lejlighed, og så skal vi giftes og have børn, og så er det bare sådan, det fortsætter.”
Jeg synes, det er rart, at man ikke ved, hvem man kommer til at møde, og hvad de kommer til at gøre ved ens liv.
Vi snakker også om, at det gør virkelig meget for os at få nye indtryk ved at komme ud og møde nye mennesker, som tænker på en anden måde end en selv. Og de input kan man så tage med hjem og diskutere og snakke om. Hvis man laver alting sammen, er der ikke så meget at snakke om sidst på dagen, så jeg føler, at vi henter en masse godt udefra, som vi kan bruge til noget sammen.
Hvilke regler har I i jeres relation?
M: Vi har i princippet kun én regel, som vi kalder en “nix pille-regel”. Den går ud på, at selvom vi får seriøse relationer til andre, skal det ikke på nogen måde påvirke vores relation.
I: Ja, det, vi har med andre, skal ikke påvirke det, vi har med hinanden. Det er faktisk den eneste regel, vi har. Og det sikrer vi ved at prioritere hinanden og sørge for, at vi har tid til hinanden. Og det handler også om at prioritere hinanden i den forstand, at man er der for hinanden. Hvis den anden for eksempel i en periode har meget brug for, at du er der for dem, så prioriterer du det, selvom du har andre mennesker i dit liv.
Der er også… Vi kalder det ikke så meget regler, men der er nogle fremtidsting, vi har lovet hinanden. Det er for eksempel, at… Vi skal jo ikke snakke for alle, der er polyamorøse, for der er nogen, der bor i store kollektiver og sådan noget, men vi har valgt, at vi kun vil bo med hinanden. Og en dag vil vi måske gerne have børn, og det har vi også lovet, at vi vil med hinanden. Men ellers har vi ikke som sådan noget, vi kun gør med hinanden. Det er kun de store ting. M: Ja, det er kun familie-agtige ting, vi holder med hinanden.
I: Personligt dater jeg faktisk også altid mennesker, der ikke ønsker de ting, så det kunne næsten heller ikke ske, at der dukkede én op, som jeg for eksempel gerne ville have børn med eller prøve at bo med.
M: Jeg føler heller ikke rigtig, at det kunne blive et problem, for jeg har aldrig elsket nogen så højt, som jeg elsker Ida. Jeg har aldrig set - eller været - i et forhold, der har fungeret så godt, som det her gør. Det her er det gladeste, jeg nogensinde har været. Og der er jo også alt det, vi har bygget op sammen, og de oplevelser, vi har haft sammen… Det kan jeg ikke engang forestille mig, at jeg kunne få med en anden.
I: Jeg føler også, at det er en monogam tankegang, det der med: “Kunne der ikke komme en anden, der gjorde dig monogam?” Altså, det handler jo ikke om Mathias. Det er ikke, fordi der kunne komme en anden, som jeg endnu mere kunne lide, og så kunne det bare være os to. Sådan fungerer det ikke. Så selvom jeg mødte en anden, der var helt fantastisk, ville jeg ikke bare være sammen med den person. Det ville ikke ændre noget.
Er der ikke risiko for, at man kan blive så forelsket i en anden, at man vil skifte ud?
M: Det føler vi ikke. Eller… vi har ikke et behov for at “skifte ud”.
I: Nej, når folk siger det, tænker jeg altid, at det er lige omvendt. For hvis du er monogam og din partner bliver forelsket i en anden, så vil de forlade dig. Men hvis jeg bliver forelsket i en anden, vil jeg jo stadig have Mathias.
Så på den måde føler jeg ikke, at vi går og frygter, at den anden finder en anden - det kan de jo bare gøre, det er hele idéen. Men vi snakker nogle gange om, at det må gøre endnu mere ondt at blive slået op med i et polyamorøst forhold, for så ved du, at det var på grund af dig selv. Altså, det var ikke, fordi de fandt en anden…
M: Nej, man kunne have fået… alt. Så hvis der er noget, der går galt i vores forhold, er det på grund af os to - ikke alle mulige andre.
Hvordan forestiller I jer, at fremtiden ser ud for jeres relation?
I: Jeg forestiller mig meget, at vi bliver ved på denne måde.
Vi kan selvfølgelig ikke forestille os, hvordan det er at have børn, og det kan jo ændre alt muligt. Jeg kunne sagtens forestille mig, at man ikke har tid til at se ret mange og sådan. Så jeg tænker, at det kan være, at man holder en pause med det i nogle år og så starter igen. Men jeg forestiller mig, at det er for evigt, at det skal være på den her måde.
Hvad ville I ønske, at andre vidste om jeres måde at være i et forhold på?
I: At det er megafedt!
M: Ja, hvor fedt det er.
I: Før jeg opdagede polyamori - jeg læste jo om det i den der bog - havde jeg det sådan: “Jeg skal aldrig have en kæreste igen.” Og jeg kunne ikke forstå, hvorfor forhold ikke fungerede for mig. Det var ikke, fordi jeg hele tiden havde lyst til at være utro, overhovedet ikke. Jeg tror, det var en mere generel følelse af, at jeg gerne ville have noget mere frihed. Så det var meget befriende at finde ud af, at polyamori var en ting.
Så mit ønske er egentlig bare, at flere skal forstå, hvad det er og høre nogle af fordelene ved det. Så er der måske flere, der tænker, at det kunne være noget for dem, og der er ikke så mange, der går og føler sig forkerte.
M: She said it.
