Yoga, shopping og museumsbesøg: Her er de bedste insidertips til Barcelona
Mai var for nylig bosat i Barcelona i tre måneder, hvor hun oplevede den catalanske kultur fra første række. Her kommer hun med de bedste insidertips til spændende steder og oplevelser, som du ikke må gå glip af.
App til at møde andre med samme interesse
Meetup er en app og en hjemmeside, hvor du kan udvide dit netværk og møde folk, du deler interesse med – alt fra sprogudveksling til yoga til kunst. Meetup er en god indgang til at møde de lokale og finde nye spændende steder i byen. Det kan kræve lidt mod at dukke op, men husk, at de fleste er der ligesom dig, fordi de gerne vil møde andre.
Croquis
Hvis du kan lide at tegne croquis, kan jeg anbefale Life Drawing Barcelona, der finder sted flere gange om ugen i Art Club Barcelona. Kommer du en fredag aften, er der vin og snacks og tradition for at gå ud og få en øl eller to på en bar i nærheden efterfølgende.
Flyv til Barcelona med Rejsepriser (sponsoreret)
Strandtid
Barceloneta er den mest kendte strand i Barcelona blandt turister, prøv derfor at besøge stranden ved Icaria eller Bogatell i stedet. Bevæg dig op ad kysten fra Barceloneta, og strandene bliver bedre og mere lokale. Vil du gerne dyrke yoga på stranden, kan du finde et yoga meetup ved Icaria strand.
Spar penge på museer og biografbesøg
Overalt i Barcelona er der reklamer for Artticket BCN, hvor du kan spare penge på en række museer i byen. Men faktisk har en række af Barcelonas museer gratis entre i løbet af ugen eller første søndag i måneden.
- Museo Picasso har fri entre torsdage fra 18-21 og den første søndag i hver måned.
- CCCB (Centre de Cultura Contemporánia de Barcelona) har fri entre søndage fra 15-20.00
- Museo Nacional D’Art De Catalunya har gratis entre lørdage fra kl. 13 og den første søndag i hver måned. Da MNAC er et stort museum, så udvælg dig på forhånd de dele, du vil se.
- Langs La Rambla ligger desuden to seværdige museer med gratis entre – Centre de la Imatge og Centre d’Art Santa (moderne kunst).
Flere biografer i Barcelona sætter en gang om ugen priserne på biografbilletterne ned, så du kan komme i biografen for mellem 4 og 5 euro. Min foretrukne biograf er Cines Verdi i bydelen Gracia. Her viser de film på originalsprog med catalanske eller spanske underskrifter. Kig efter film med VOSE (Version Original Subtitulada en Espa).
Besøg de mindre kendte museer
Jeg kan anbefale Museum Can Framis, der er et museum med moderne catalansk kunst. Start eller slut af med en suppe på cafe Sopa, der ligger overfor museet.
Fundació Antoni Tápiens der er stiftet af kunstneren Antoni Tápiens i 1984 og kuraterer moderne kunst, er også et besøg værd. Museet har desuden et fantastisk bibliotek med alverdens kunstbøger, man kan få adgang til efter aftale.
Rejsepriser flyver ud i hele verden - find din rejse her (sponsoreret)
Hoteller er ikke kun forbeholdt gæster
Flere hoteller har åbent for offentligheden, fx spiser man en virkelig god brunch på den smukke terrasse på Hotel Brummell og om sommeren og i løbet af sensommeren kan man hænge ud på Casa Boneys tagterrasse.
Når tagterrassen ikke er åben, kan du slappe af i sofaerne i deres smukke spisestue, hvor de bl.a. holder movies and tacos night en gang om ugen. Både Hotell Brumell og Casa Boney afholder løbende en række arrangementer og events og er derfor værd at følge på de sociale medier.
Chino Shops
Rundtomkring i Barcelona finder du butikker ejet af kinesere, de såkaldte chino shops. Udefra ligner de bittesmå butikker, men så snart du træder ind, er det en labyrint, du kan fare vild i. Du kan få alt fra planter til kufferter til håndklæder til tape, og det er billigt. Mangler du noget, findes det her!
Park de Ciutadella
Giv dig tid til at fare vild og slentre en tur i Barcelonas største park Park de Ciutadella på en søndag, hvor der altid er noget at opleve. Du kan også leje en cykel, men vær opmærksom på at cykel-kulturen i Barcelona er forholdsvis ny, så kig dig for! De røde cykler du ser overalt i bybilledet er forbeholdt folk, der bor i Barcelona.
Flere tips
Vil du have tips omkring ugentlige events, nye steder og initiativer i Barcelona, kan du med fordel følge Time Out Barcelona og Barcelona Metropolitan for at holde dig opdateret.