"Jeg er den irriterende type, der altid spørger: Skal du ikke spise den pølse dér, for så kan jeg da godt"
Skuespillerinden er halvt italiener og fuldblodsmadglad. Vi spiste morgenmad, mens vi talte om aftensmad, og hvad tricket til den perfekte pastaret er.
Hvad bestiller du?
– Jeg skal have æg, avokado, juice og kaffe. Skal jeg også have skinke ...? Ja. Jeg forsøger at holde igen med kødet, men jeg er den irriterende type, der altid spørger: "Skal du ikke spise den pølse dér, for så kan jeg da godt."
Jeg fornemmer en madglæde?
– Jeg elsker mad. Det har jeg altid gjort. Jeg har aldrig tænkt eller sagt: "Gud, jeg har helt glemt at spise." Uanset hvor travlt, jeg har, planlægger jeg, hvordan jeg får fat i mit næste måltid. Min far er italiener, så mad har altid fyldt meget i vores hjem. Også når vi har rejst. Når vi sad over frokosten, planlagde vi, hvad vi skulle have at spise til aftensmad. Utroligt, at min bror og jeg ikke er blevet tykke.
Du har spist meget pasta?
– Helt vildt meget pasta. De simple pastaretter er de bedste. Carbonara, ragout eller med skaldyr. Succes med pastaretter handler om gode råvarer, den gode olivenolie og parmesanost, less is more, og så lade det simre i 100 år, hvis det er en bolognese, du har gang i.
Og mange retter?
– Ja, når jeg spiste hos mine venner i folkeskolen, lød jeg som den mest forkælede møgunge. "Hvad skal vi have bagefter?," spurgte jeg, når vi havde fået serveret den første og jo også eneste ret. Men hjemme hos os fik vi altid to eller tre retter. Ikke noget fancy, men der var gjort noget ud af det, og det var hjemmelavet af min mor. Altid pasta eller risotto og så en ret med fisk, kylling eller okse og nogle gange også dessert.
Hvad med det søde, italienske køkken?
– Is! Jeg er en slikgris og elsker italiensk is, som slet ikke er det samme herhjemme som i Italien. Men hos Social Foodies laver de rigtig god is, noccialoen! Den smager så godt, at jeg ikke kan snakke samtidig med, at jeg spiser den.
Når du ikke spiser æg her på Bistro Royal, hvordan ser dine morgener så ud?
– Man må ikke stille mig for mange spørgsmål om morgenen. Jeg er ikke sådan én, der siger, "Godmorgen skat, mysmysmys." Jeg skal lige vågne. Jeg skal have noget sødt til morgenmad. Bananpandekager og æbler, vandmelon og bær ... Jeg elsker frugt. Og jeg elsker, når min kæreste går før mig om morgenen, så jeg har lejligheden for mig selv.
Hvor spiser man god morgenmad? Og du må ikke svare her på din kærestes restaurant, det er for nemt.
– På Sokkelund på Frederiksberg. Det er simpelt og godt. Omelet med skinke og gruyère. Shit, det smager godt.
Morgenmad med
-
"Jeg er den irriterende type, der altid spørger: Skal du ikke spise den pølse dér, for så kan jeg da godt"
-
Master Fatmans nye kogebog hylder Frankrig
-
"Det kedeligste ved at være designer er, at de fleste stadig køber sort tøj fra Zara"
-
Rasmus Kofoed ejer Michelin-restauranten Kadeau: Vi serverer daggammelt brød