Isabel Christensen: "Det var mest heftigt omkring vores bryllup"
Isabel Christensen er vokset op med celebre forældre, og for otte år siden faldt hun for sin kendte chef, Casper Christensen. Men folk må gerne snakke, for som både halv-veganer og hjemmegående husmor har hun lært at leve et liv, som mange har en mening om.
Hvilken vej var den første, du gik på?
– Det var Smakkegårdsvej i Gentofte, og indtil jeg flyttede hjemmefra, boede jeg max to minutters afstand fra det hus, jeg blev født i. Mine forældre blev skilt, da jeg var to år, og fra da af havde jeg to liv – et med mor og et med far. Jeg kan ikke huske, at de nogensinde har været sammen, og jeg kan faktisk ikke forstille mig dem som par. Da jeg var lille, brugte jeg mest tid med min mor, og senere flyttede jeg over til min far på Smakkegårdsvej, hvor min bedste venindes have stødte op til hans. Det var en god barndom. Jeg var et stille barn og meget ordentlig. Både med oprydning og med at passe min skole. Jeg gjorde, hvad der blev sagt, men kun indtil jeg kom i gymnasiet og tog revanche, for da jeg var omkring 15 år, begyndte jeg at interessere mig for alkohol og gå til fester.
Hvordan fandt du din levevej?
– Da jeg var helt lille, ville jeg være berider, men jeg har faktisk ikke skænket det en tanke siden. Jeg gik også til dans i ti år, og jeg overvejede at tage en etårig danseuddannelse, men samme dag jeg skulle til optagelsesprøve, blev jeg tilbudt et job som stylistassistent. Det ville jeg hellere. Jeg var jo nok også lidt farvet af min mors job hos Unique Models, hvor jeg også blev ansat sidenhen som booker af makeup-artister og stylister. Det var et sjovt job, og der er god stemning derinde. Jeg ville ikke læse videre, for jeg følte mig klar til at arbejde. Derfor var jeg desuden lærervikar i et år. I dag kan jeg godt synes, det er lidt vildt, at jeg var vikar for en 4. klasse i et helt år, da deres lærer skulle på barselsorlov. Jeg var kun 19 år, og jeg er ikke sikker på, at jeg selv ville være helt tilfreds, hvis jeg var forælder til de børn.
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Det har Casper (komikeren Casper Christensen, red.) 100 procent. Ham elsker jeg, og vi har et godt liv sammen. Vi mødtes, da jeg fik job i hans produktionsselskab, Douglas Entertainment. Folk tror tit, vi har kendt hinanden altid, men jeg havde faktisk kun mødt ham en enkelt gang, inden jeg kom til at arbejde for ham. Jeg fik job som hans personlige assistent i produktionsfirmaet, og langsomt fik jeg ansvar for mere og mere i forhold til castings for eksempel. Der gik faktisk nogle år, før vi blev kærester, og jeg havde ingen idé om, at det var det, der ville ske. Jeg kunne bare godt lide stemingen på arbejdet, hvor der var mange unge komikere, sjove programmer og gode fester. Men der sker noget, når man lærer hinanden bedre at kende, og Casper og jeg er meget enige om, hvordan vi gerne vil leve vores liv. Det var faktisk heller ikke svært at gå fra at være kolleger til at være kærester. Jeg er ret vant til at folk snakker om mig, for sådan er det, når man er vokset op med forældre, der er i pressens søgelys.
Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Jeg føler ikke, at jeg bliver det, og jeg går i hvert fald ikke op i det. Det hverken tænder mig eller gør mig ked af det. Jeg ville nok havde det bedre med, at hverken min far eller min mand var kendte, for jeg har intet behov for selv at være på. Jeg siger som regel også nej til tv-programmer og interview. Det er bare ikke mig. Casper er anderledes, for han blev kendt som 18-årig og havde selv et ønske om at blive det. Jeg har altid stået ved siden af dem, der var kendte.
Det var mest heftigt omkring vores bryllup. Casper havde forslået, at vi hyrede nogle vagter, men jeg syntes, det lød fuldstændig vanvittigt. Vi endte med at gøre det, og da vi kom ud af Vor Frue Kirke efter vielsen, var der sindssygt mange mennesker og pressefolk, så jeg var faktisk glad for, at de to vagter var der. Jeg har aldrig set noget lignende, og vi måtte flygte ind i bilen. I dag hvor jeg bare er en mor i Hornbæk, er der ikke ret mange, der synes, jeg er interessant. Jeg har ikke kigget i Se og Hør i lang tid, men jeg tror ikke, jeg er i. Den store interesse er væk igen, og det er faktisk meget rart.
Hvor er du på vej hen lige nu?
– Det ved jeg ikke, og det er vildt fedt. Sidste år solgte jeg min salon, Blow, i København, fordi jeg syntes, jeg havde fået det ud af det, som jeg ville. Jeg føler, at jeg har været på én lang barselsorlov de sidste tre år, så jeg har ikke haft tid til mig selv. Cooper er ved at blive kørt ind i børnehaven, og Jagger er snart et år, så måske skulle jeg tage en yogauddannelse? Jeg er heldig, at jeg kan tage mig tid til at tænke over det uden at være tvunget til at tage et job. Casper og jeg har en gammeldags struktur, hvor han går på arbejde og tjener penge, og jeg går hjemme med børnene. Vi har den fordeling for at få det hele til at køre. Casper tjener penge til, at vi andre kan hygge os. Det er sådan, vi begge helst vil have det, og jeg tror, det sparer os for en del konflikter. Hvis Cooper skal hentes tidligt i børnehaven en dag, er der ingen diskussion om, hvem der gør det. Hvis nogen har noget negativt at sige om, hvordan vi lever vores liv, er det fint. Jeg er selv 100 procent afklaret med det, og jeg kritiserer heller ikke dem, der arbejder 24 timer i døgnet, mens de har små børn derhjemme. Jeg kan faktisk godt lide at ordne det huslige, og jeg laver gerne alle tre måltider mad til de andre tre. Det er ikke fordi, Casper synes, jeg skal tage slæbet, han er faktisk meget på, og det var i lige så høj grad hans ønske, at vi skulle have både barn nummer et og to, for da vi havde fået Cooper, syntes vi ikke, at vi kunne stoppe der. Casper prøver også at planlægge sin dag, så han er færdig med at skrive, når Cooper bliver hentet. Børnene kan mærke, at de er et fælles projekt. Der er ro på hjemme hos os – så meget som der nu kan være med to vilde drenge.
Afslut sætningen ”Vejen til det gode liv går gennem …”
– Plantebaseret mad. For tre år siden så jeg dokumentaren What the health, som handler om, at det ikke er sundt at spise kød og mælkeprodukter. I dokumentaren fulgte man for eksempel hjertepatienter, som omlagde deres kost til plantebaseret, og så kunne de faktisk undvære deres hjertemedicin. Det giver et vildt udsving i folks sundhed, når de lægger kosten om. Alt det, vi har lært om skolemælk … det er bare ikke godt for andre end kalve. I vores verden er vi så vant til at måltidet centrerer sig om et stykke kød, og vi har ikke lært at lave salater, der er spændende nok til at udgøre et måltid. Hjemme hos os har vi altid gået op i mad, spist sundt og gjort noget ud af måltiderne, men da vi så den dokumentar, tænkte vi, at vi for sjov ville tage 14 dage uden kød og animalske produkter. Vi fik det simpelthen så godt, at vi fortsatte. Nu har jeg skrevet en bog Plantebaseret familiemad sammen med min diætist, Stina Dannerfjord. I dag kan vi godt spise en smule æg, fisk eller mozzarella. Det er niveauet – ikke mere. Jeg har meget mere energi og overskud i dag, selv om jeg har fået meget mindre søvn de seneste tre år. Den der med at sidde og køre cola og chokolade ned, når man er træt, gør jeg aldrig. Men det er jo mit eget valg. Hvis lysten til kød en dag kommer tilbage, så spiser jeg det.
Casper lever også plantebaseret, og det har givet ham mange ubehagelige beskeder om, at han er et fucking møgsvin, der skal dø, fordi han ikke spiser kød. Men han siger jo ikke, at andre ikke må. Vi har fået det bedre af ikke at spise kød, men andre må spise, hvad de har lyst til. Min kogebog er ikke en løftet pegefinger. Den er måske snarere inspiration til ikke at spise kød hver dag.
Nu hvor jeg har sat mig mere ind i det, ved jeg også mere om, hvor dårligt dyr bliver behandlet i kødindustrien, men det var ikke derfor, vi begyndte at spise plantebaseret. Det var bare for sjov. Og jeg kan i øvrigt stadig sagtens sidde til bords med nogen, der spiser en tatar.
Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?
– Vi boede oprindeligt på Frederiksberg i et hus, som vi renoverede. Så snart vi var færdige med det, fik Casper lyst til at bo i naturen. Vi fandt et hus i Ålsgårde, og jeg kunne simpelthen ikke få det ud af hovedet. Jeg sad og kiggede i smug på det på computeren, og til sidst tog vi op og så det en søndag. Om onsdagen havde vi skrevet under. Det er et dejligt hus ud til vandet, men da vi fik et barn til, krævede det et større hus. Nu har vi fundet det perfekte hus i Hornbæk, som ligger ved skoven, og hvor der ikke er en stor vej lige udenfor. Men efter denne omgang kan jeg altså ikke finde glæden i at flytte mere. Man bliver jo revet midt over hver gang.