Denne 26-årige er Danmarks næste store stjerne – kender du hende?

Inspirationen kommer de underligste steder fra. I sommeren 2018 sad Emilie Molsted Nørgaard i sin lejlighed i Valby og så DR-programmet Petra får en baby, da hun hørte noget baggrundsmusik, hun syntes lød “rigtig, rigtig, rigtig fedt!” Når hun bliver ramt, som hun gjorde den dag, er hun nødt til at stoppe op og gøre noget ved det. Hun slukkede fjernsynet, fór hen til sin computer, åbnede musikprogrammet Logic, fandt en synthesizerlyd, der lød godt, indspillede et par akkorder, satte dem til at spille uendeligt, tog en mikrofon i hånden, trykkede optag, og sådan blev skitsen til Jadas store hit Lonely til på 15 minutter.

Hvordan vidste du, hvad du skulle synge?

– Jamen, jeg aner det ikke! Men når jeg finder ind til flowkernen i mig selv, kommer det hele bare. Og så spillede vi den på Roskilde Festival to uger efter, hvor jeg stadig ikke havde skrevet teksten færdig.

Hvad sang du så?

Jada giver sig til at synge for anden gang fem minutter inde i interviewet.

– I stmmmmmuwhatmmmm sayyyytoomeee, and I o-o-oh.

(Den rigtige tekst er i dag: “I still don’t know what you say to me, yeah I don’t, no.”)

– Mit band havde hørt mig øve det hundrede gange, og de opdagede ikke, at teksten var volapyk, for jeg lever mig meget ind i min bla bla bla-lyd. Det kommer ikke fra et LOL-sted, det kommer fra et fuldstændigt oprigtigt sted, siger Emilie Molsted Nørgaard og lægger hænderne med de lange lakerede negle over brystet og holder øjenkontakt med de jadestensfarvede øjne, der har givet hende sit kunstnernavn.

Ligeså ubesværet og naturligt musikken kommer ud af munden på Emilie Molsted Nørgaard, er musikken kommet ind i hendes liv. Med forældre, der begge er folkemusikere, har den været en naturlig del af hendes opvækst i den lille by Bisserup på Sydvestsjælland. Som helt lille lå hun og sang, fra det øjeblik hun blev lagt i klapvognen, til hun faldt i søvn under trækronerne, og da hun blev lidt ældre, kunne hun gengive skovens fugles forskellige kald.

– Så pegede min mor og far på en solsort, og så kunne jeg synge, hvordan den lød. “Okay, hvad med lærken?” Så sang jeg det. “Og hvad med en bogfinke?” Jeg kunne dem alle sammen, og der var jeg fire.

Da Emilie var fem, optrådte hun til en sangaften med sangen Blomstrende jasminer, hvilket, ifølge lokalavisen, efterlod publikum med våde kinder. Derhjemme sang hun også meget. Hendes mor brød sig ikke om den musik, der blev spillet i radioen, så hvis Emilie Molsted Nørgaard og hendes lillesøster ville høre en sang, måtte de synge den selv. De sad på bagsædet af deres mors bil og fandt på sange om vejen, de kørte på, og om rapsmarkerne, der fór forbi. I en tidlig alder gik det op for Emilie Molsted Nørgaard, at der ikke var nogen vej uden om musikken. Hun vidste, at hun en dag ville blive en stor sangerinde, og det tyngede hende. En dag gik hun grædende og med stor sans for drama ned ad trappen og sagde til sin mor: “Jeg ved ikke, om jeg kan overskue at blive kendt!”

– Jeg tror, at hun har tænkt: “Det her barn, hvad fanden skal jeg gøre med det lort, siger Emilie Molsted Nørgaard og griner højt. Udsigten til at leve et ustruktureret liv som en offentlig person fik hende til at overveje andre jobs at vie sit liv til. Hun tog en pause fra musikken og forsøgte at overbevise sig selv om, at det kunne være fedt med et mere ni til fem-agtigt liv som negletekniker eller fitnessinstruktør. Men efter et par måneders pause kunne hun ikke længere kæmpe imod, og hun gav sig hen til det, hun bedst selv kan beskrive som sin skæbne.

– Der var ikke noget at gøre her. Det lyder måske lidt højtragende, men det føltes skæbnebestemt. Det er, som om jeg er blevet født med den viden, at jeg er her på jorden for at synge. Det her liv er et syngeliv.

Hvor kommer den selvtillid fra?

– Jeg ved det ikke. Jeg aner det ikke. Jeg kan ikke forstå det! For min mor har altid haft en vildt god politik med ikke at kommentere min stemme eller musikalitet. Hun har aldrig sagt: “Du skal nok blive til noget stort en dag.” Og min far var kronisk bange for, at jeg blev skuffet, så han sagde: “Du skal vide, at du aldrig bliver den bedste.” Så det giver ikke mening, at jeg bare har været sådan: “Men far, jeg er rigtig, rigtig god, og det er jeg bare!”

Søren er sindssygt godt materiale

Samme selvtillid udviste hun over for Søren, som hun mødte på Næstved Gymnasium, hvor hun nåede at gå halvandet år, inden hun droppede ud for at fokusere på musikken. De havde været venner i et års tid, da Emilie Molsted Nørgaard pludselig blev meget forelsket i ham. Når de sås, sagde hun: “Ja, jeg er jo forelsket i dig” eller “Jeg elsker dig SÅ meget, er det ikke for fedt?” Og “Jeg synes, vi skal giftes, hvad synes du?” Men Søren syntes bare, de skulle være venner. “Nå, men JEG elsker altså dig.” Efter et års kurtisering indså Søren, at de to var bestemt for hinanden, og sangerinden fik sin statskundskabsstuderende. Og en masse inspiration til sine sange.

Som jeg ser det, handler Lonely om at kaste sig ud i det, håbe, at det går, håbe, at den anden ikke går, og vide, at det kan komme til at gøre ondt, men at man er nødt til at prøve …?

– Det er lige præcis det.

Har du skrevet det til Søren?

– Ja, det er ham! Det er så meget til ham. Selv om jeg ikke var ulykkeligt forelsket, da jeg skrev den, er det så intens en følelse, at det hele kommer tilbage, når jeg begynder at skrive om det.

Hvordan har Søren det med at levere materiale til dine sange?

– Det har han det godt med, men han er også meget privat, så jeg tror, at han er glad for, at Lonely ikke hedder Denne sang er til Søren. Men han er jo sindssygt godt materiale, det er han virkelig.

Pop rummer livets følelser

Sangene, hun skriver, er popsange, simpelthen rendyrket pop. Det er en genre, Emilie Molsted Nørgaard synes, lyder SÅ godt, og som fodrer hendes sjæl SÅ meget.

– Pop er ikke sådan noget happy go lucky for mig, pop rammer mig, siger hun og forklarer:

– Jeg oplever livet som noget, der altid har flere dimensioner. Hvis jeg fx er ulykkeligt forelsket, er jeg selvfølgelig sindssygt ked af det, men det er langt fra den eneste følelse, jeg har. Der er jo også et eller andet vildt lækkert ved at have så meget smerte og virkelig kunne mærke sig selv. Hvis jeg er vildt glad, er der også en følelse af melankoli. Og det er det, jeg synes, pop kan rumme, og som gør, at den slags musik rammer mig mere end nogen anden genre, siger Emilie Molsted Nørgaard.

Hun kaster sig straks over tre eksempler, som samtidig er eksempler på store idoler. Svenske Robyns Dancing on My Own er et bud på et popnummer, “der har det hele på en lækker-sørgelig måde, hvor du kan mærke, at du er totalt meget i live midt i den her forfærdelige smerte, siger Emilie Molsted Nørgaard. Som hun forstår sangen, handler den om at stå på en natklub og se den, du gerne vil kysse med, kysse med en anden. Og vedkommende har slet ikke opdaget, at du er der. Hun fortæller det med så stor indlevelse i de grønne øjne, at jeg selv får blanke øjne over den smertelige genkendelse fra min egen ungdom.

– Jamen, skrækkeligt! siger Emilie Molsted Nørgaard.

Da hun i gymnasiet havde kærestesorger, efter et forhold var slut, hørte hun hele Rihannas album Loud med numre som Only Girl (In the World) og Love the Way You Lie, mens hun græd og græd. Hun husker følelsen af at løbe grædende og samtidig smilende ind i sin mors åbne arme: “Mor, se, hvor meget jeg føler! Se, hvor meget jeg lever!”

– Musikken var medvirkende til, at jeg kunne rumme mine følelser, siger hun.

– Jeg elsker jo også Aqua sindssygt meget, indskyder hun og eksemplificerer ved at synge første vers af Doctor Jones.

– Sooometimes, the feeling is right, you fall in love for the first time.

Hendes stemme skærer uden spor af anstrengelse klart igennem den friske luft over cafébordet.

– Det rammer mig lige i hjertekulen, siger hun.

– Men så taber jeg den nogle gange i løbet af resten af nummeret, siger hun og griner, men hvis jeg skal sige, hvad det er med pop, så er det dét! En afgrundsdyb melankoli samtidig med sådan en i live-følelse. Hvis folk kan få lidt af det samme, når de lytter til min musik, er det da for sindssygt.

Og det kan de tilsyneladende. I hvert fald lød det i begrundelsen, da Jada i januar vandt prisen P3 Talentet ved P3 Guld, at hun er “en sangerinde ud over det sædvanlige,” der tør sætte sig selv på spil, når hun “synger om brændt kærlighed og knuste hjerter. Som en musikalsk veninde, man kan betro sig til, og andre gange med armene slået ud for at danse problemerne væk.”

Jada er sangerinde, ikke kropsaktivist

På sidste års Roskilde Festival var der både tårer og latter til hendes koncert, og Jada mærkede en stærk synergi med sit publikum. At spille på Roskilde, som siden 2009 har givet hende så mange store musikalske oplevelser, har altid været hendes store drøm. Og efter blot at have udgivet to numre, Sure og Keep Cool, gik den i opfyldelse. Hun sad alene i kantinen på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor hun siden 2017 har gået på sangskriverlinjen, da hun fik beskeden. Hun begyndte at hvine, grine og græde! Efter den koncert kunne hun godt dø lykkelig, tænkte hun. Men da dagen oprandt, blev Emilie Molsted Nørgaard “skidehamrende nervøs,” som hun ofte bliver, når noget er meget vigtigt. Aftenen inden havde hun givet koncert i Aarhus og sovet på et hostel med sine korpiger. Ingen af dem lukkede et øje den nat. Da de sad i bussen mod Sjælland næste dag, havde Emilie Molsted Nørgaard alligevel ikke lyst til at optræde. Hun blev bange for, om hun havde solgt publikum katten i sækken. Vidste de godt, at det bare var hende? Da de ankom til festivalpladsen, stod hendes mor og lillesøster allerede klar ved scenen, og da koncerten skulle til at gå i gang, havde de fået selskab af cirka 7.000 andre mennesker. At der var kommet så mange på baggrund af to sange, kunne Emilie Molsted Nørgaard slet ikke fatte. Mens de stod og hujede, for at hun skulle komme frem, var hun ude at tisse “10.000 gange.” Men i det øjeblik, hun trådte op på scenen, veg nervøsiteten for dedikationen og den musikalske selvtillid. Da hendes kondisko ramte scenegulvet var det, som om hun slog rødder og bare var til stede, forklarer hun.

Ifølge Soundvenue var koncerten til fem stjerner, og Jada “levede fra første frasering op til den hype, der har summet om ørerne på hende de seneste måneder. Hendes vokal er nemlig hands down den største, mest lovende på den danske popscene lige nu.”

Andre steder på internettet var der mere fokus på, hvordan Jada så ud. Der var mange, der tillagde det betydning, at hun havde taget noget stramt på, nemlig en lille grøn top og en stram grøn nederdel, og tilmed havde hår under armene. Nogle shamede hende, men det har Jada de fleste dage stærkt nok selvværd til at ryste af sig. Andre roste hende for hendes kropsstatement, men det var faktisk også en misforståelse. For bare fordi Jada kan lide at klæde sig i stramt tøj, er hun ikke kropsaktivist.

– Hvis jeg ikke syntes, at det så fantastisk ud, ville jeg ikke tage det på. Jeg ville aldrig tage noget på for kun at lave et kropsstatement, det er jeg alt for forfængelig til. Jeg havde det fantastisk i det tøj, som var lige det, jeg helst ville have på, siger Emilie Molsted Nørgaard, der må se måbende til, mens alt, hvad hun iklæder sig til koncerter, bliver forstået i en eller anden kropsaktivistisk ramme. Med påtaget speakerstemme skærer hun det ud i pap:

– En tykkere pige, end vi er vant til at se, har noget stramt tøj på og har det godt med det!

– Det bliver åbenbart ved med at være en sensation. Jeg bliver tit kaldt kropsaktivist, men det er jeg ikke, jeg er sangerinde. Jeg ser jo slet ikke anderledes nok ud til at være kropsaktivist. Men hvis jeg kan rykke nogle grænser for, hvad folk betragter som normalt, ved at se ud, som jeg gør, er det da bare en bonus. Og så vil jeg bare sige, at lækkerhedsfølelsen ikke er betinget af, hvordan du ser ud. Du behøver ikke se ud på en bestemt måde for at være berettiget til at synes, at du er nice. Og hvis folk er i tvivl, om de er lækre, kan jeg bekræfte dem i, at det er de!, siger Jada, der ellers selv har nok af både “indre og ydre stemmer” til at overbevise hende om det modsatte.

– Men jeg ved, at det ikke passer. Grundlæggende har jeg det meget dejligt med at være den, jeg er. Jeg synes, at jeg er rigtig sød og sjov og rigtig flot, så nu rører det mig ikke så meget, hvad andre synes, siger hun.

Fik stress efter Roskilde Festival

Selv om kropskommentarerne efter hendes optræden på Roskilde Festival ikke for alvor trængte ind hos Emilie Molsted Nørgaard, var hun ikke særlig glad i tiden efter den koncert, hun altid havde drømt om at spille. Mens hun stod på scenen, havde hun det godt, men ellers ikke. Efter så stor en oplevelse burde hun være gået ned fra scenen og givet sig selv en time til at fordøje det hele, ved hun nu. I stedet gik hun direkte ned og lavede et interview, sagde hej til sin familie, samledes med bandet og festede hele aftenen.

I tiden både før og efter koncerten var hun meget træt og græd ofte uden grund, selv om alt gik strålende rent professionelt. Hun blev nomineret til priser, som hun siden vandt, hendes musik blev spillet i radioen, hun optrådte på lister over “dem skal vi holde øje med,” og hendes venner spurgte, om det ikke var for sygt, at folk genkendte hende, og om hun ikke havde det for vildt efter Roskilde-koncerten.

– Jeg kunne i teorien svare ja til alle deres spørgsmål, men i praksis var svaret nej. Jeg havde det ikke sjovt bagefter, jeg var ikke glad, siger hun.

Hendes lillesøster så, at noget ikke stemte og beordrede sin søster at tage med i sommerhus i en måned. Så det gjorde de, lige da navnet Jada var ved at blive varmt. Da gik det op for Emilie Molsted Nørgaard, at hun havde stress. Og ikke den form, som ferien i sommerhuset kunne kurere. Det var dejligt at holde fri, men hun blev ved at have angst og være stresset, hun blev ved med at græde og være sindssygt negativ, så da hun kom tilbage til byen, indså hun, at hun måtte sætte Jada på pause.

Hun indstillede sin musikproduktion, og hvis hendes flowkerne blev ramt, handlede hun ikke på det. Hun skal være i balance for at kunne skrive gode sange, og det var hun ikke i de 3-4 måneder, hun endte med at være sygemeldt. Hun udskød også sin efterårsturné, som hendes pladeselskab bakkede hende op i ikke løb nogen vegne. I stedet sad hun “ved det her bord eller oppe i lejligheden”, men selv samtaler på tyve minutter krævede en lur bagefter, og trafikken på Valby Langgade var også lidt for intens. Hun startede i metakognitiv behandling hos en psykolog, hvor hun lærte at ignorere nogle af de meget høje krav, hun stiller til sig selv.

– Jeg øvede mig i at kontrollere min opmærksomhed. For der er mange bekymringer forbundet med det her job. Vil de kunne lide min næste sang? Bekymringsbuffeten er fandme åben. Jeg lærte at lade bekymringer være bekymringer og fokusere på noget andet. Jeg troede, at jeg kunne kontrollere, hvilke tanker jeg fik. Det kunne jeg ikke. Men jeg kan kontrollere, hvad jeg zoomer ind på.

– Hvis folk læser et interview med mig, kommer jeg let til at tænke, at det skal være så spændende, så sjovt, så godt, at de aldrig har læst et bedre interview. Du skal have hygget dig mere end nogensinde. Jeg skal være den sødeste, du nogensinde har interviewet, servitricen skal aldrig have oplevet så god stemning, som der var ved det her bord. Hvis jeg først rider med på den hest, er der ingen grænser for, hvor perfekt det hele skal være, siger Emilie Molsted Nørgaard.

– Jeg er perfektionist, og nogle gange skal det også have lov at leve. Jeg er glad for at være detaljeorienteret, men jeg er nødt til også at slippe det igen, når det begynder at være umenneskelige krav, og når det ikke er vigtigt. Hvis det går af lort, så var det bare musik, der lød dårligt. Værre er det ikke, siger hun.

– På en måde er det et højdepunkt i mit liv, at jeg fik stress og havde den pause, selv om det var skrækkeligt. Men det var så lærerigt at være der for mig selv på den måde. Jeg blev tvunget til at tage ansvar for, at jeg havde det så dårligt, og jeg fik meget stor selvtillid, da jeg selv sørgede for, at jeg kom ud af det, siger hun.

Siden hun i slutningen af 2018 blev raskmeldt, er hun blevet booket til at spille på Roskilde Festival og Heartland Festival igen i år samt på NorthSide, Smukfest og Badesøen for første gang. Hun har i foråret gennemført den turné, der blev aflyst i efteråret, og har været på podiet til både P3 Guld og Steppeulven for at hente priser med hjem.

Hvad er din drøm nu?

– Min drøm er det, jeg laver lige nu. Grundlæggende er jeg i gang med det, der er min drøm, og det var bare at lave musik hver dag, stille mig op på scenen og synge i noget flot tøj og gå tilbage i studiet og lave noget mere musik. Jeg har slet ikke sådan nogle konkrete målsætninger – andet end at blive ved at være til stede i mit eget liv og holde fast i mig selv. Det er et dagligt mål. Og så at lave fucking god musik.