Janni Pedersen om hård periode: Jeg overvejede at droppe det sidste år af min uddannelse

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det må have været Kagsmarkvej lidt uden for landsbyen Blæsinge, som ligger 12 kilometer fra Slagelse. Vi boede i et lille, gammelt ledvogterhus, som mine forældre vist havde købt for 30.000 kroner. Ved siden af lå en gård, hvor drengene Erik og Henrik boede med deres forældre. Min storesøster var fire år ældre end mig, så jeg husker mest, at jeg spillede fodbold i haven med Erik og Henrik. Deres forældre var landmænd, og hos dem lærte man at sige tak for i dag, tak for jeres måde at være på og tak for mad. Det var simpelthen utænkeligt at forlade deres hus uden at sige tak. Dét lærte jeg der. Derudover husker jeg mine forældre, der spillede whist med vennerne og tipsfodbold på sofaen om lørdagen. Det var et glædeligt og kærligt barndomshjem. Mine forældre var sådan nogen, andre mennesker godt gad være sammen med. Der var altid gang i den med fester og musik. Og så blev de skilt. Det gjorde man jo dengang med kvindefrigørelsen. Min far var svejsemekaniker, og min mor begyndte at læse på universitetet. Det blev svært, men det var nok en ret klassisk situation, at konen vil emanciperes, træde i kraft og realisere sig selv, og han kunne ikke følge med.

Min mor var stanglækker – virkelig et skår. Hun kunne også sy, danse og spille revy. Samtidig var vi den første familie i området, der blev skilt, og jeg har en fornemmelse af, at alle landbokonerne så min mor som en trussel. Hun kom på HF og tog en læreruddannelse, for hun fik pludselig travlt, da hun skulle forsørge os.

Din levevej?

– Jeg kommer fra en arbejder- og bondeslægt, så der var intet i retning af journalistik i min barndom. Jeg har altid vidst, at jeg ikke skulle blive i Slagelse. Samtidig er jeg en hjemmefødning, som godt kan lide at være tæt på venner og familie. Efter et år på universitetet åbnede jeg og min daværende kæreste en café og restaurant i Viborg. Samtidig havde jeg to veninder, der læste journalistik, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Nårh ja, det var måske også noget”. Jeg knoklede på cafeen i Viborg, og vejede til sidst omkring 45 kilo. Jeg havde ikke haft tid til at spise i halvandet år. Men så tænkte jeg: ”Det her kan jeg godt, nu skal jeg i skole”. Jeg kom ind i første forsøg, og det var fantastisk. Som journalist er man lidt af hvert. Fødselshjælper, psykolog, skuepiller og økonom. Jeg bruger det hele i mit fag. Jeg kom i praktik på Nordisk Film, hvor jeg lavede morgenprogram til TV3. Senere kom jeg på Fak2’eren og så blev jeg journalist på TV2 Nyhederne, inden jeg i 2007 blev vært på TV2 News.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Ja, da jeg blev forelsket i den mand, som jeg har været sammen med i 24 år nu. Jeg boede i Viborg med min kæreste, som jeg var glad for. En af lærerne på Journalisthøjskolen blev syg, og Kim (Journalist på Politiken, Kim Faber, red.), som var studerende på 7. semester, blev vores vikar. Han var pissegod, og der blev jeg virkelig forelsket. Det var en svær beslutning. Han var en voksen mand på 40 år, og jeg var 27. Jeg vidste instinktivt, at det var en korsvej. Jeg kunne vende tilbage til Viborg og cafeen og måske have siddet på TV Midtvest eller Viborg Stifts Folkeblad. Jeg kunne også forlade min kæreste til fordel for noget nyt og anderledes. Jeg kunne komme til København og dermed være tættere på min familie. Valget var faktisk nemt, fordi jeg var så forelsket. Men det betød, at jeg skulle tage afsked med mit gamle liv. Men det var jo det helt rigtige, kan jeg konstatere her 24 år efter.

Det var dog også en korsvej, da vi efter min praktik havde fået Nana. Jeg skulle tilbage til Aarhus og gøre min uddannelse færdig, så hver mandag forlod jeg en halvandet år gammel pige hos Kim i København og kom først hjem igen om fredagen. Det var benhårdt. Jeg overvejede da også, om jeg kunne klare mig uden det sidste år på Journalisthøjskolen, men det var vigtigt for mig at gøre uddannelsen færdig. Jeg ville i mål. Så Kim var forælderen fra mandag til fredag, hvor jeg boede hos min moster på hendes gård på Djursland. Jeg var så skrøbelig, da jeg forlod min datter, så jeg havde ikke klaret at sidde alene på et lille hummer, og jeg var et helt andet sted i forhold til at gå i byen. Så var det bedre at være hos moster, hvor der var kærlighed. Nana led ingen skade, men det kunne jeg godt føle ind imellem. Jeg kan huske en morgen, hvor jeg skulle af sted til Aarhus og afleverede hende i vuggestue. Kim var i Afrika, så det var mormor, der skulle hente hende og være sammen med hende et par dage. Pludselig fik jeg den der følelse: Hvad gør vi, hvis hun falder og slår tænderne ud, og hendes forældre ikke er i nærheden? Far er i Afrika og mor er i Aarhus. Jeg kan huske, pædagogen Annemette kom hen til mig, da jeg stod og tudede og sagde: ”Hun er i de bedste hænder, og så snart du sætter nøglen i tændingen, græder hun ikke mere.” Det var flot sagt. Tænk at pædagoger kun får 26.000 kroner om måneden for det arbejde. Kys til Annemette, hvis hun stadig findes.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Folk er så søde og venlige, at det er en fest. På Nørrebro er jeg bare Nanas mor, Adas bedstemor og Bellas ejer. Uden for Nørrebro er der en anden interesse. Jeg kommer fra et ledvogterhus uden ret mange penge, og det var ikke altid lige sjovt. Jeg kan godt mærke det dejlige i, at folk ved, hvem jeg er.

For nogle år siden fik jeg Billedbladets tv-pris, og der tænkte jeg: De kan lide mig! Men det skal altså heller ikke stige mig til hovedet. Det er ikke fordi, jeg føler mig vigtig. Bare god nok. Tænk at man skal have en pris, før man mærker det. Det er en stor kontrast til der, hvor jeg kommer fra. I provinsen kan jeg virkelig mærke det. Folk er så tro mod TV2, at de føler, at jeg er deres Janni, og de kommer gerne hen og snakker med mig. Så har jeg da gjort noget rigtigt. Men jeg tror, det er fordi, jeg er lidt "girl next door". Jeg er jo også en bedstemor med rynker og løs hud.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Mine veninder, som alle er meget forskellige. Det er voksne kvinder, som alle har taget deres slag i livet. Vi har lige været sammen på weekend i Skagen. Faktisk begyndte jeg at tælle ned, til vi skulle af sted lang tid inden ligesom et barn inden juleaften. Det var en fed weekend med vin, mad og cigaretter i smug. Vi grinede, som jeg ikke har grinet i lang tid.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Sjældent. Kun hvis jeg en gang i mellem bliver beruset. Jeg bliver så glad og kærlig, og så kommer jeg til at sige alt for meget og udlevere mig selv. Filteret forsvinder. Jeg skal lære at holde min kæft.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Jeg er vist meget afdæmpet – mere end jeg er på arbejde. Men efter 24 år sammen er Kim og jeg fasttømrede i det, vi er. Det er derfor, vi kan skrive en bog sammen. Vi har hver vores faglighed og respekt for hinanden. Jeg er mere følsom end Kim og opmærksom på, hvordan mine omgivelser har det. Hvis nogen er kede af det, kan de bare komme hjem til os og bo, og så står Kim og siger: ”Kunne du ikke lige have spurgt mig først?”. Men han er en loyal ven og skideskæg at være sammen med. Han har en syg, tung, tør og begavet humor, hvor jeg er hende, der bander for meget, siger skøre ting og kommer til at udlevere mig selv.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Ja, jeg er åbenbart på vej til at blive forfatter. Det begyndte med, at min mand skrev på en karakter, Juncker, og fornemmede, at det blev mere og mere til en krimi. Så spurgte han mig, om vi skulle skrive den sammen. Han er jo gift med en kvinde, der de sidste 18 år har haft krimistof som sit område på TV2. Og så kom karakteren Signe til, en kortklippet efterforsker, en no bullshit type. Man tager jo udgangspunkt i det, man kender, og så får det lov at udvikle sig, men der er rigtig meget Signe i mig og Juncker i Kim. Vi er jo et sted i vores liv, hvor vi er begyndt at tænke over, hvad vores seniorliv skal gå med. Kim er 13 år ældre end mig, så det kommer lidt hurtigere for ham end for mig. Hvad ligger der forude og venter, ud over at vi blev bedsteforældre for nylig? Vi er privilegerede, at vi kan skrive en bog sammen, som måske endda ender med at blive en succes, vi kan bygge videre på. Jeg fortsætter også som vært på News, for det er der vist ingen udløbsdato på, og jeg sidder der gerne ti år til, selv om jeg nu er den ældste kvindelige vært på News. Gud, jeg er faktisk den ældste kvindelige vært på tv!

Hvem er Janni Pedersen?

Janni Pedersen, født 1968 

• Uddannet journalist og har været ansat på TV2 News, siden kanalen begyndte for snart 13 år siden.
• Sprang i marts i år ud som forfatter til bogen Vinterland, som hun har skrevet sammen med sin mand, journalist Kim Faber.
• Parret bor i København.
• Mor til en voksen datter og bedstemor til Kim Fabers voksne søns lille datter, Ada.