”Jeg er social- og sundhedsassistent, men jeg har ikke tid nok til det sociale”

Det bedste ved mit arbejde er min relation til de ældre. Jeg er utrolig glad for mit arbejde, og jeg holder enormt meget af mine borgere. Jeg er en stor del af deres liv, men omvendt fylder de også meget i mit. Jeg er jo sammen med dem otte timer hver dag, og så er det klart, at man kommer tæt på hinanden. Det er især på tidspunkter, hvor jeg har ordentlig tid med de ældre, at jeg føler, at jeg lykkes. Det er meget sjældent, at jeg kommer ud fra en simpel medicindosering og tænker, at jeg har gjort en forskel. Det føler jeg derimod, når jeg har været inde ved en forvirret eller måske irriteret borger og ender med at få et smil og en glad borger ud på den anden side. Det er uhyre meningsfyldt for mig.

Jeg mangler i min hverdag at bruge hele min uddannelse. Min uddannelse består af 1/3 sygepleje og sygdomskendskab, 1/3 aktivitet og forebyggelse og 1/3 pædagogik og kommunikation. Hverdagen er dog ofte så travl, at det kun er de basale behov hos den ældre, der bliver prioriteret, og så er der ikke tid til nærværet. Det er ekstremt ærgerligt, for mit arbejde bør også bestå af at være social med den enkelte borger. Det ligger endda i min titel som social- og sundhedsassistent. Men lige så snart man har en sygemelding, eller nogen har sagt op, så bliver det skåret væk i vores hverdag. Det er jo desværre konsekvenserne af de rekrutteringsproblemer og det høje sygefravær, vi oplever i branchen. Det er både synd for os og de ældre.

Jeg bliver nødt til at prioritere mine arbejdsopgaver hver dag, og det kan godt gøre mig frustreret. Hvis jeg skal nå at læse en historie for en borger og være nærværende, så bliver jeg nødt til at være mere overfladisk i plejen. Omvendt er der også dage, hvor jeg bliver nødt til at være grundig i plejen, men så er der ikke tid til at hyggesnakke. Så når jeg måske ikke at få det kvarter, hvor vi kan læse Klodshans nede i fællesstuen, og det, kan jeg mærke, gør borgerne kede af det, for de har brug for selskabet.

Vi snakker nogle gange om, at hvis der kom et dokumentarhold og skulle filme vores hverdag, så ville de kunne lave lige nøjagtigt den vinkel på historien, som de ville. For vi har rigtig mange gode øjeblikke med vores borgere, fyldt med nærvær og omsorg, og så kan man vise et dejligt og idyllisk billede af vores afdeling. Men vi snakker da også nogle gange om, at hvis man ville, så kunne man også filme en plet på gulvet, et uvasket toilet eller en borger, der måske ligger for længe i sin seng. Men ingen af delene er jo den fulde sandhed. Hele den kompleksitet, der ligger imellem møgsagerne og hurra-historierne, er det, vi står i 98% af tiden.

Noget af det hårdeste, jeg har oplevet på en hverdag i mit job, er, når folk ikke har tillid til, at vi SOSU’er gør vores arbejde godt nok. Så sent som for nogle uger siden holdt en kollega og jeg et møde med de pårørende til en af vores borgere. De havde indkaldt os, fordi de gerne ville diskutere vores faglighed. De synes ikke, vi har styr på forskellige aspekter i vores arbejde, og de mangler tillid til, at vi rent faktisk ved, hvad vi foretager os. Når sådan noget sker, går jeg først og fremmest i forsvar og forsøger at argumentere med den faglighed, jeg har i bagagen. Jeg har en tro på, at jeg går på arbejde og gør alt, hvad jeg kan, og det har jeg også en tro på, at mine kollegaer gør. Jeg bliver trist, når sådan nogle situationer opstår, for det beviser, at mit fag ikke er anerkendt for, at vi rent faktisk ved, hvad vi laver. Der har været for mange dumme sager i medierne, der har skabt et unuanceret billede af vores job. Mange tror, at hverdagen er dybt forrået, og at der på daglig basis sker omsorgssvigt overfor borgerne. Men det er jo slet ikke den fulde sandhed. Og når vi så skal bruge tid på at forsvare os, så forsvinder der arbejdstimer, der kunne være brugt på vores ældre.

Jeg kan godt få dårlig samvittighed, når der endelig er god tid til at holde en pause. I hverdagen er vi ofte underbemandede, og så prioriterer vi at arbejde frem for at holde vores pauser. De dage, hvor vi så er nok på arbejde, og vi prioriterer at få hvilet os, så ender det ofte med, at vi ikke får gjort mere end de andre dage. Og det er et stort moralsk pres. For på den ene side har vi brug for at sætte os ned og tage en dyb indånding, men på den anden side har vi også dårlig samvittighed over, at vi kunne have gjort mere for de ældre. For hvis vi ikke holder pauserne, så ville vi have god tid til det sociale og ro til at indhente de livshistorier, vi ikke får hørt i hverdagen. Men vi vil også gerne prioritere vores eget mentale helbred og det gode kollegaskab, som vi kan opbygge, når vi sammen sidder og har pause.

Jeg vil ønske, at der kommer et større fokus på værdien af alt det, der ikke kan måles. Det er meget nemt at sætte ting i skema og vurdere, hvor lang tid medicindosering, madservering og pleje tager. Men der mangler et fokus på alle de ting, der ikke kan måles, såsom omsorgen og den gode relation. Der er ikke kun brug for os til det basale arbejde, men bestemt også til det sociale. Og sidstnævnte kan vi især mærke er værdsat hos borgerne, når tiden endelig er til det. Desuden håber jeg også på, at vi kan slippe for meget af det pseudoarbejde, vi laver. Der er ekstremt meget dokumentation og papirarbejde, der aldrig bliver kigget på, selvom vi bruger mange timer på det.