”Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, når jeg bliver spurgt, om jeg leder efter en kæreste”

Hun spørger, om jeg leder efter en kæreste. Jeg swiper til højre som en sindssyg fra fredag til søndag, men i håbet om hvad? Måske burde jeg efter 3 år som hypersingle have et svar ved hånden, men det havde jeg ikke, og jeg endte med et Bølle Bob-svar i retning af "Måske noget løst-fast. En mandag-fredag-ordning med fri i weekenderne. Både og, hverken, enten, eller ikke rigtigt."

Sandheden er, at jeg ikke lige ved det. Jeg ved, jeg ikke behøver en kæreste. Jo ældre jeg bliver, des mere overflødiggøres konceptet. Jeg har erfaret, at når man ligger sammenkrøllet og indædt ulykkelig på et koldt flisegulv i gudsforladte timer, kommer der et tidspunkt, hvor man samler sig selv op. Man bryder sammen som en pige og rejser som en kvinde og alt det der.

LÆS OGSÅ: Brev fra en elskerinde: Undskyld, jeg boller din mand

Men jeg ved også, at jeg har underlivstrætte dage, hvor endnu en Happn-halvfremmede mands krop ovenpå min føles for meget som ensom onani. Happn og Tinder bliver sexlivets svar på www.just-eat.dk, hvor tip-top-tomme kalorier bliver leveret lige til døren, og det er mænd, ikke mad, der bliver fortæret.

Hvad ligger så i spændingsfeltet mellem menneskeonani og en fuldblods-boyfriend? Mit ubehjælpsomme svar er faktisk det nærmeste, jeg kommer, for jeg tilhører en generation, der gerne vil have det hele, men kan nøjes med det på en halv måde. Jeg vil gerne være single, men jeg vil ikke være alene. Jeg vil gerne holde i hånd, men jeg har ikke lyst til at holde fast, når tingene bliver tunge.

Og når vi er ved det, må han gerne holde sengen varm, men ikke så varm at jeg aldrig kommer til at brænde mine følelser på ham, og vi kan gode ligge i ske, men jeg vil ikke lægge planer for fremtiden. For jeg vil gerne røres helt ind i hjertet, men jeg holder helst mine mænd ud i en armslængde.

Hvis jeg ikke kan holde dem dér, har jeg en tendens til at trække i de ellers besnærende bånd, for jeg kan ikke binde mig, men jeg er heller ikke god til lang snor og frie tøjler. Selv når plænen er pletfri, vil jeg gerne se til, om græsset er grønnere på den anden side.

LÆS OGSÅ: Mine 20'ere var de værste år af mit liv

Mens jeg forsøger at omfavne ambivalensen, presser mine omgivelser ubarmhjertigt på for at få mine mænd sorteret, som var de affald. Knap har man mødt én, før man skal svare på, hvor vi er henne, hvor vi er på vej hen, og hvad er hans potentiale på lang sigt.

Vi er her, og det er fint, så lad os ikke døbe noget, der kan trives i det navnløse. Som da jeg i samme ombæring som kærestespørgsmålet blev spurgt, om jeg er forelsket. Jeg ved ikke, hvad den følelse hedder, der starter som et sug i underlivet og slutter udi brystvorterne, der bliver hårde. Hun kaldte det forelskelse for mig, men er det ikke nok, at jeg ved, at det beruser mig?

Alt for ofte og alt for hurtigt går der sport i at spille på den lange bane, og folk frarøver sig selv nogle meningsfulde nu'er. Der skal ikke gå numerologi og Shakespeare i den, men jeg tror faktisk, det kan være skadeligt at stå ved datinglivets døbefont og få sagt noget forkert, for selvom rosen dufter lige godt uanset sit navn, gør det samme sig ikke nødvendigvis gældende for vores relationer.

Og så er det sådan set lige meget, om der bliver sagt kæreste eller knaldekammerat. Begge dele fordrer for høje forventninger eller mangel på samme. Enten skal du virkelig elske, eller også skal du øve endetarmen, for hvis I bare er bollevenner, handler det mest om, hvem der kan skide størst på hinanden.

Når så ingen af delene appellerer, er det så ikke okay at ønske en zone, hvor vi som et "vi" først og fremmest ikke eksisterer, men hvor vi også gerne må være lidt for hinanden. Hvis vi har lyst. Nogle gange, når jeg har vist en venlighed for en given mand, er der blevet reageret med et prompte "han ville ikke gøre det samme for dig" fra min omgangskreds. Nej, og hvad så egentlig? Sådan en noget-for-noget-mentalitet er drænende og dræbende, og hvis intet godt må ske, før kærligheden er kommet på kontrakt, kan jeg godt forstå, at man har travlt med at få det forhold på Facebook.

Lad os hellere prøve at leve lidt løst-fast.

LÆS OGSÅ: Maja er bange. For at date. For at flyve. For at dø

LÆS OGSÅ: "Man kan altid finde en kæreste. Men man kan ikke altid få børn"

LÆS OGSÅ: "Det var ikke min drøm at møde en gift mand, men det gjorde jeg, og derfra gik det meget hurtigt"