Mette og Jesper Skibby

Det betød meget for Mette at blive gift efter 20 års forlovelse – men en særlig tanke ramte også Jesper Skibby i kirken

I mange år var den tidligere cykelrytter Jesper Skibby træt af cykling, men denne sommer skal han cykle fem etaper for et godt formål, og den 60-årige cykelveteran glæder sig.

Der var engang, man ikke kunne sige Tour de France uden også at sige Jesper Skibby, for den glade dreng fra Albertslund var med hele 11 gange.

Men da dopingspøgelset gav sig til kende, stillede han cyklen, gik til bekendelse og lod sig pensionere som cykelrytter.

"Men jeg synes, jeg har fået en opblomstring for nyligt," siger han begejstret hjemme i Gilleleje, hvor han har boet i 12 år sammen med fruen Mette og deres fælles datter, Elisabeth, som i dag er 18.

"Det har virkelig fået en renæssance hos mig, for i mange år gad jeg slet ikke cyklen. Jeg var simpelthen ikke glad for det mere," siger Jesper Skibby, som i dag arbejder som virksomhedskonsulent i et ejendomsselskab, mens hustruen Mette er hjemmegående og tager sig af alt det praktiske i Jesper Skibbys liv, så han kan koncentrere sig om sin nye karriere.

For de syge børns skyld

Sidste år meldte han sig alligevel til Bike4Kids, som er et dansk cykelløb, der samler penge ind til syge børn.

"Det er til børn, som bliver indlagt 40-50 gange om året på hospitalet, og som måske ikke har de mest ressourcestærke forældre. Det cykelløb giver mere mening for mig end at cykle til Paris for Team Rynkeby," siger han og tilføjer kækt:

"Cykle til Paris? Det har jeg prøvet."

Jesper Skibby er blevet ældre, og det kan han også mærke i cykelsadlen.

"Jeg har lige været i Calpe (spansk by kendt for cykling, red.) sammen med Brian Holm, Jens Veggerby og nogle andre cykelkammerater. Jeg troede, at jeg sagtens kunne følge med, men jeg må indrømme, at det kunne jeg slet ikke."

"Når det bare går lige ud af landevejen, er det fint, men når der så kommer en bakke, kan jeg godt mærke alderen," siger han og kigger ud ad vinduet, hvor de første sommergæster har indfundet sig i Gilleleje.

Heldigvis foregår Bike4Kids kun hjemme i Danmark, hvor bakkerne ikke er i nærheden af de skråninger, han har klatret under sin professionelle karriere.

Jespers sommer

Bedste sommerminde?

"Hver sommer var jeg på besøg hos min mormor og morfar i Bjerringbro. Min morfar var bager, og min mormor stod i butikken. Jeg måtte spise, hvad jeg ville i bageriet, men det bedste var, at der var nogle, der havde en tunet en Puch Maxi, som godt kunne komme op på 110 km/t på landevejen. Jeg elskede at være deroppe."

Bedste sommermad?

"Jeg er en kødspiser, selv om jeg prøver at spise mere grønt. Min kone og datter er nærmest blevet vegetarer, så nu frygter jeg, at det går den vej. Jeg elsker oksemørbrad, og når jeg skal ud at spise, skal jeg sgu have en bøf."

Har du haft en sommerforelskelse?

"Ja, mange, tror jeg, men de har nok ikke villet have mig, ha ha. Det er faktisk nok Mette. Jeg fik at vide, at der var en pige, der gerne ville møde mig, og så aftalte vi gennem fælles venner at mødes på et diskotek følgende fredag. Men da dagen kom, gad jeg ikke alligevel.

Om mandagen fik jeg en mail fra Mette, og jeg forventede selvfølgelig et kæmpe møgfald, men i stedet skrev hun bare ”Det var et kedeligt diskotek, så det var godt, at du ikke kom”. Da jeg læste det, tænkte jeg: Okay, hende må jeg møde."

Den bedste ferie?

"Jeg var engang på Cypern på et helt fantastisk hotel med Elisabeth, for jeg synes, man indimellem skal tage nogle far-datter-ture. Jeg havde bare ikke overvejet, at Elisabeth ikke gad sin far som teenager, så jeg lå alene nede ved poolen. Nu skal vi snart til New York, mens Mette skal ud at se på klostre et eller andet sted."

Hvad laver du på den bedste sommerdag?

"Jeg går med hunden og hygger mig. Jeg elsker min hund, Jacks. Den ser frygtindgydende ud, og folk tror, det er lidt af en rockerhund. Jeg skal også ind og se lidt Tour de France, og senere på dagen tager vi ind til København alle tre og får lidt godt at spise."

Papir på Mette

Efter en næsten 20 år lang forlovelse, blev Jesper og Mette sidste år lovformeligt gift i kirke, hvor Elisabeth fik æren af at give sin mor væk til sin far.

"Det var blandt andet for Elisabeths skyld. Det var hendes største ønske at se sine forældre blive gift. Nu skulle det være," siger Jesper Skibby, som dog ikke har følt den helt store forskel i sit og Mettes liv nu, hvor de har fået papir på hinanden.

"Men det betød meget for Mette at blive gift i en kirke, og for at være ærlig betød det faktisk også meget for mig, for da jeg stod i kirken og så alle gæsterne, tænkte jeg: Det er stort det her."

Efter vielsen gik familien hjem og holdt en lille sammenkomst for familie og mange af Elisabeths venner.

"Det var ret stille og roligt, men der kommer helt sikkert en stor fest senere på sommeren, for vi har jo mange ting at fejre i familien. Elisabeth er blevet 18, vi er blevet gift, og …"

Jesper Skibby tøver.

"Ja, jeg er vist blevet 60."

Tour i tv

Den 29. juni starter årets Tour de France, og Jesper Skibby kommer helt sikkert til at følge med på tv igen i år og mindes de mange gange, han selv klatrede bjergetaper.

"Når jeg ser det, tænker jeg faktisk mest over, hvor svært det må være at være kommentator. Men Brian Holm har virkelig styr på det," nikker Jesper Skibby anerkendende om sin gamle kollega.

"Hvordan holder han styr på, hvem der er på hvilket hold? Der er jo så mange unge i feltet, og jeg kunne faktisk være bedstefar til mange af dem. Jeg har også lige hørt om en af de unge stjerner som både cykler med i Giro d’Italia og er professionel skiskytte. Den var altså ikke gået i min tid. Det fik man ikke lov til," griner han.

Til gengæld var doping udbredt i Jesper Skibbys tid, og han gik da også til bekendelse i 2006 og fortalte, at han havde brugt både den ene og den anden slags doping.

"Jeg tror faktisk ikke, der er doping i feltet i dag, men man kan jo altid blive skuffet. Til gengæld synes jeg, det er synd for de unge, at det spørgsmål kommer op igen og igen. Hvor mange gange har vi hørt spørgsmålet: Er Jonas (Vingegaard, red.) ren? Stakkels mand. Han skal svare på det hver dag, og jeg tager gerne min del af skylden for det."

Det ligger alt sammen mange år tilbage, og nu handler Jesper Skibbys liv om Mette, Elisabeth, hunden Jacks og livet i Gilleleje, hvor familien bor i hus med have. Her tager sommeren sit udgangspunkt med alt hvad der hører til af grillaftner, vaffelis og strandture.

"Jeg skal også ud at nyde det gode vejr, og jeg skal ud at cykle nogle gode ture."

Om Jesper Skibby, 60 år

  • Tidligere professionel cyklerytter. Han har vundet etaper i alle de store cykleløb.
  • I dag bor han i Gilleleje med sin kone og datter. Han har også en datter fra et tidligere forhold.