Jette var direktør på et museum, men så ringede Poul Thomsen: Husker du det særlige tv-program?
For nogle er jobbet i tv en livslang metier. Andre dypper tæerne i branchen og går så i en anden retning. Vi har talt med tre kvinder, som alle har været i dit fjernsyn – engang. Her kan du møde Jette Baagøe.
Jeg var direktør på Jagt- og Skovbrugsmuseet, og foreningen WWF skulle holde bestyrelsesmøde deroppe.
Poul Thomsen var med, og han ringede nogle dage efter og spurgte, om jeg havde lyst til at sidde i panelet på 'En naturlig forklaring', som på det tidspunkt havde kørt et halvt års tid. Jeg sagde nej tak, for jeg havde ikke lyst til at miste min anonymitet.
Men Poul sagde, at det ville være god reklame for museet, og så ombestemte jeg mig. Og jeg må give ham ret. Vores besøgstal steg med 10.000 om året, så længe programmerne blev vist.
Poul Thomsen, kendt fra Dus med dyrene, var vært på programmet, og så var vi et panel af biologer, der skulle svare på spørgsmål. Men redaktionen fandt hurtigt ud af, at vi ikke skulle svare på spørgsmål inden for vores eget område, for så talte vi alt for længe, og så stod tilrettelæggeren og lavede gabebevægelser. Derfor fik jeg ikke spørgsmål inden for botanik, som er mit fagområde, men alle spørgsmålene om hvaler, for eksempel, eller ”hvorfor har koen fire patter?”.
Jeg kan i øvrigt huske, at min kollega i panelet svarede: ”Fordi så passer den til malkemaskinen.” Folk spurgte tit, om det var os selv, der fandt på spørgsmålene, men det var det ikke. Seerne blev opfordret til at sende deres spørgsmål på ”et brevkort eller bagsiden af en kuvert”, som man sagde dengang, og så sorterede redaktionen i de mange hundrede spørgsmål. Vi eksperter fik dem tilsendt, og så ringede vi rundt til kolleger i hele landet for at researche svaret, hvis vi ikke kendte det i forvejen.
Engang sendte en seer et stykke flint, som lignede en tissemand. Min kollega Svend Tougaard fra Fuskeri- og Slatsvandsakvariet, som han kaldte det, sagde: ”Det her ligner måske noget bekendt, men det er et stykke flint, som er skabt, 99 millioner år før der var mennesker til.” Vi skulle virkelig passe på ikke at grine for meget, for det var så besværligt for dem at klippe ud bagefter.
Bagefter sagde Poul Thomsen til ham: ”Det klarede du da fint uden at falde i nogen grøfter.” Men det var faktisk et seriøst program, selv om der var meget humor. Vi optog altid først en prøve, men Svend Tougaard havde altid gemt en vittighed til den rigtige optagelse, og det var umuligt ikke at sidde og fnise som skolebørn. Poul Thomsen var den seriøse, som både havde det kølige overblik med øresnegl og var 100 procent til stede. Vi tre i panelet skulle mest koncentrere os om at kigge på Poul og ikke ind i kameraet.
Da første program blev sendt, stod jeg dagen efter i Irma, da en dame bag mig sagde: ”Undskyld, men så jeg dig ikke i tv i går?” Sveden haglede af mig. Nu havde jeg mistet min anonymitet. Jeg lærte, at folk husker ret godt, men jeg lærte også, at det er en del af gamet, og at folk altid er ret søde. Ingen har nogensinde kaldt mig en kælling. Men man vænner sig til, at folk kommer og siger: ”Dig kender jeg.” Jeg tænker altid, nej, du kender mig ikke, du kender mit billede.
Jeg stoppede, da programmet stoppede, men jeg var med i 11 år. Det kan man se på mit hår, for jeg startede med at have en mørk page, og da jeg sluttede, havde jeg gråt og kortere hår. Jeg var virkelig glad for at være med i et så informativt program, som fik danskerne til at kigge ud på deres fuglebrædder eller en hare og undre sig over et eller andet.
Jeg er ærgerlig over, at de stoppede programmet uden at erstatte det med et tilsvarende. Jeg kan godt forstå, de ville afskaffe os gamle, som havde været med i mange år, men jeg ville ønske, at programmet var fortsat.
