"Min skilsmisse for to år siden gav en kolossal rystelse"

Tiden lige nu

– Min skilsmisse for to år siden gav en kolossal rystelse, men nu er jeg ved at bevæge mig ud af orkanens øje og kan begynde at høste noget positivt af smerten og sorgen. Efter mange år i et parforhold er jeg single og skal skabe mit liv ud fra en ny platform. Det er både spændende og skræmmende og afføder mange tanker, erfaringer og betragtninger, som jeg også vil bruge i mit faglige liv. Måske skrive en ny bog? 

Med eksmanden Carsten Islington. Foto: Peter Hauerbach.

Den første tid

– Jeg voksede op i en kernefamilie med mine forældre og en 16 måneder ældre søster. Far var typograf og mor pædagog. Vi boede i et socialt boligbyggeri i Søborg og havde det trygt og godt. I ferierne rejste vi sammen på ture rundt i landet og senere også på charter til udlandet, og jeg fik tidligt en vis eventyrlyst, som jeg blandt andet udfoldede i et teaterværksted. Omkring mine første teenageår begyndte mine forældres ægteskab at knirke, de blev skilt, og kort tid efter fik min mor konstateret kræft. Med den omvæltning forsvandt al barnlig uskyld, men de første gode år gav mig en ballast, som, jeg tror, har hjulpet mig, når kriserne har rullet og buldret senere i livet.

Den bedste tid på dagen

– Der er to. Den første er om morgenen, hvor jeg vågner tidligt og står op med det samme. Bliver man liggende, er der risiko for dårlige tanker, og det er der ingen grund til, så i stedet går jeg ud til mine dyr. Jeg bor på en gård på Langeland og har både høns, katte og hund. Når der er sørget for dem, laver jeg et stort glas kaffe og spiser en banan, inden jeg kravler op i mit badekar med løvefødder. Det er rart at starte en ny dag med noget rituelt og varmt. Og også at slutte den med noget hyggeligt, så min anden bedste tid på dagen er skumringstimen. Jeg laver hule i min sofa med tæpper og lidt chokolade, tænder stearinlys og ser en god serie på Netflix. Om vinteren kan man jo allerede "holde aften" klokken 16, når det mørkner, så der kan man nå mange episoder. En god ting ved at bo alene er, at man kan blæse på større madlavning. Jeg smider et eller andet hurtigt i ovnen eller tager et stykke rugbrød.

Den bedste tid på året

– Hvis der er sne om vinteren, elsker jeg det simpelthen. Også selv om det er så besværligt med brændeovne, der skal tændes op og ufarbare veje. Det sidste har en stor betydning, fordi jeg kører mange, mange ture mellem Langeland og København, hvor jeg har mit primære arbejde i mit kursus-hus Villa Wilder på Christianshavn. Derudover holder jeg også foredrag og underviser andre steder i landet – senest har jeg åbnet for sexologuddannelse i Odense.

Den bedste tid i livet

– I 2005 skete der så meget godt, at jeg tænker på det som mit peak. Carsten, som jeg havde været kæreste med siden år 2000, friede til mig, og vi blev gift i juni og var på en skøn bryllupsrejse til Irland. Det var også det år, vi købte huset på Langeland. Og det år hvor jeg udgav bogen Tag mig, som blev en bestseller. Alle vinde blæste i den rigtige retning, og jeg husker det som 365 dages lykke. Sådan har det nok ikke helt været, men det er den følelse, der har lagret sig.

Den værste tid i livet

– Åh, der har været nogle stykker. Da min mor døde af kræft som 44-årig, og jeg selv var 21. Det var forfærdeligt at miste hende, og jeg var meget alene i min sorg, for far boede et andet sted, og mine bedsteforældre var selv så kede af det. Jeg fik en følelse af, at jeg skulle være stærk, så jeg kapslede sorgen inde, men nogle år senere krakelerede skallen. I forbindelse med et terapeutisk ophold i Holland kom jeg sådan til at græde, at jeg blev ved i to uger.

– En anden værste tid indtraf, da jeg blev skilt fra Carsten. Det var ikke mit ønske at skilles, og jeg var ikke med i beslutningsprocessen. Han flyttede sammen med en anden kvinde, og hans og min nærhed blev brudt – fra den ene dag til den næste. Nu, hvor der er gået to år, savner jeg ham stadig, for 15 års samliv og kærlighed fylder meget og kan ikke bare ryddes op, men jeg vil ikke gøre det til noget negativt og bittert. Det er en gave at have elsket og være blevet elsket. I bedste fald, kommer jeg til at opleve det igen.

Hvis jeg havde en tidsmaskine ...

– Så ville jeg rejse frem i tiden og se, hvad menneskehedens næste skridt er. Fortid og historie kan jeg jo læse om, så den virkelige oplevelse ligger i det nye og ukendte. Hvordan ser verden ud om 100 eller 200 år? Hvordan tackler vi kærlighed, kommunikation og samarbejde? Og hvor godt passer vi på vores jord? Det sidste er af afgørende betydning, og jeg håber inderligt, at de kriser, der truer klima og miljø, medfører et udviklingspotentiale, hvor vi lærer at leve bæredygtigt.

Om biddet fra tidens tand

– Der sker virkelig noget med udseendet i årene mellem 50 og 60. Håret bliver gråt, ansigtet får linjer og rynker, og når man står foran spejlet, kan man pludselig tænke: "Gud, de der arme er blevet bløde i kødet." Udfordringen er så at møde alle forandringerne med kærlighed, og det lykkes mig heldigvis ret godt. Med den ene undtagelse at jeg farver mit hår, men om nogle år vil jeg lade de grå stænk fylde mere. Kirurgi, botox og den slags går jeg helt uden om, for jeg føler mig sund og stærk og har intet problem med, at jeg ikke ser ud som en 20-årig. Helbred, energi og glæde er vigtigere, og det styrker jeg ved at spise sundt. Jeg har f.eks. for nylig købt en smoothiemaskine, hvor jeg kører store mængder spinat, kål, frugt, figner og andet grønt igennem, men jeg kan altså også rigtig godt lide et glas vin og en cigaret. Sætter det spor, må det være sådan.

Man siger, tid er penge?

– Dem, der siger det, har nok en anden type job end mit. Jeg er så privilegeret, at jeg arbejder med det, der interesserer mig allermest. På den måde er der ikke noget skarpt skel mellem job og fritid, for selvom jeg går hjemme i haven på Langeland og slår græs, kan jeg sagtens tænke tanker og udvikle idéer, jeg bruger ved næste foredrag eller undervisningstime. Jeg har været god til at tjene penge, men det har aldrig været min drivkraft. Jeg er ikke særlig materialistisk, og her spiller det nok også en rolle, at jeg voksede op i en arbejderfamilie. Det var og er ikke dyre ting, der gør mig glad. Jeg har ingen smarte designermøbler, og mit hjem er indrettet med hyggeæstetik, det vil sige loppefund, genbrug og tingeltangel fra rejser og et langt livs eventyr. Det, jeg bruger penge på, er i stedet mine dyr, min have og transport. Og så er jeg også så tilpas fornuftig, at jeg har lavet en god pensionsopsparing.

Den sidste tid

– Som det ser ud nu, tror jeg, at jeg sælger Villa Wilder om ti år. Det er der, jeg har min undervisning, terapi og alle de øvrige projekter, men der følger meget papirarbejde og praktik med at have et stort hus, og den energi, jeg bruger på det, vil jeg frigøre til andre ting. Måske holde flere kvindekurser, skrive bøger etc. Jeg skal ikke på pension sådan i traditionel forstand, men jeg vil gerne have mere tid til at være ude i naturen. Og til at skabe noget kunst; male og lave mosaik. Med base på Langeland for her bliver jeg boende resten af livet. Gerne i en form for tosomhed med en dejlig mand, men jeg tror ikke, jeg skal leve sammen med ham under samme tag, for friheden ved at bo alene passer mig rigtig godt.

– Når livet slutter, og jeg forhåbentlig er blevet meget gammel, vil jeg møde døden med fred og taknemmelighed. Jeg er spirituel og tror på, at sjælen lever videre og rejser derhen, hvor den bor. Meget klogere end den var ved mit livs begyndelse.