Læser til 'John ser alt': Har et familiemedlem stjålet min guldring?
Læserne har skrevet til synske John Braad fra 'John ser alt' i Hjemmet. Her svarer han på: Hvor er min guldring? Og en anden læser spørger, om vedkommende finder kærligheden igen?
Kære John
Jeg har ladet mig fortælle af en ivrig læser af Hjemmet, at du måske kan hjælpe mig. Jeg mistede min guldring juleaften. Den var en gave fra min mand specielt lavet til mig. Så den betyder rigtig meget.
Jeg lagde den på hylden i vores badeværelse, og ca. en time efter var den væk. Vi var et lille lukket selskab på familiemedlemmer juleaften, så nu står jeg faktisk i den situation, at jeg mistænker alle, der var tilstede, for at have stjålet min ring.
Kan du se, hvor den er, og kan jeg udelukke gæsterne?
A.S.
Kære A.S.
Jeg er helt sikker på, at du kan udelukke alle dine gæster. Det ville også være lidt skræmmende, at du inviterer til juleaften, og så tager en af dem din ring.
Jeg ved godt, at I har ledt alle vegne, men den skulle være der endnu. Jeg ser den på gulvet, hvor den er kommet ind under et møbel, eller under en ting.
Du skal nok finde den igen.
Kære John
Jeg blev skilt fra min mand i 2018 på grund af utroskab. Jeg har haft en kæreste i et par år. Men det viste sig desværre, at han drak for meget, og han blev flere gange taget for spritkørsel. Nu har han så mistet kørekortet i otte år.
Det og en masse andre ting, der ikke fungerede, kunne jeg ikke forholde mig til. Så jeg har gjort det forbi. Nu vil jeg høre, om jeg finder kærligheden igen?
A.M.
Kære A.M.
Bare rolig, jeg ser dig i et godt parforhold, hvor der ikke bliver problemer med utroskab og alkohol. Jeg kan også se, at du får lagt fortiden bag dig, og du kan være i stue med dem begge to.
Den nye mand er fra dit lokalområde og har en form for lederjob. Han er en aktiv person ligesom du selv. I vil blive et par, som virkelig er med i det lokale, og som er med til at gøre en forskel. Du ved ikke, hvem det er, men du har mødt ham før. Han er en glad person og har nogle dejlige børn. Det varer ikke længe, før du møder ham.